x

Coldplay – Den ufarlige revolutions ambassadører

Coldplay – Den ufarlige revolutions ambassadører

Kejserens nye klæder eller den dybe tallerken genopfundet? Coldplay er de sidste 12 års engelske succeshistorie. I skyggen af 9/11 gjorde de det, de fleste engelske bands knækker halsen på: Erobrede USA og resten af verden. Nu spiller de i Danmark.

Artiklen er en let bearbejdet udgave af GAFFA Klubs store portrætartikel fra juli 2009, da Coldplay spillede på Roskilde Festival.

Nedtællingen er begyndt. I København og omegn vil der være støvsuget for engangsbleer. For tirsdag den 28. august er det C-dag. C for Coldplay, de legendariske britiske sengevædere. Et markant prædikat, de blev udstyret med af den farverige musikbagmand og gamle punker Alan McGee, efter debutskiven Parachutes.  Men igen, som bagmand for Pete Dohertys The Libertines og før det skotske The Jesus and Mary Chain var det måske ikke så underligt, hvis Coldplay ikke lige faldt i skottens smag.

Coldplay var måske også en kende navlepillende i de år, men rigtigt meget tyder på, at den engelske succeskvartet har smidt bleen, og den kunstneriske inkontinens er blevet sat på noget, der ligner standby. Midlet har været den legendariske producer Brian Eno, med hvem de fire musikere og deres grå eminence og forhenværende manager, Phil Harvey, synes at være blevet voksne. Bevist delvist gennem den sidste studieplade og den efterfølgende ep. Samt på det livealbum, som med 101 koncerter som tilløb blev givet gratis ud som download på deres website og viser et fuldt modnet band, der med åben pande kan gå ind til en fornyet omgang spanking hos det krævende producergeni. Og kender man de autoritetstro engelske kostskoledrenge ret, så tager de afstraffelsen uden at kny.

Sådan har det altid været. Et hold velopdragne mors drenge med en attitude, som en anmelder engang beskrev som "fire Hugh Grant'er, som stirrer ud i regnen".

Men også med en foreløbig karriere bag sig, hvor de har vist sig villige til at knokle mere end seriøst, fra øvelokalet og studiet over koncerter til de personlige møder med masserne, som i branchesproget går under betegnelsen "meet-and-greet"  og som i Coldplays tilfælde afvikles med en iver, så det nærmere er "grip'n'grin", altså at skære den rette grimasse og give hånd hele vejen rundt. Smilende som en præsidentkandidat på valg og altid rede til at fyre de ufarlige meninger af, som var de revolutionen selv. Som forbilledet Bono under den blodrøde himmel med patos som soldaterne på Iwo Jima afsyngende Sunday, Bloody Sunday. Men også uden samme Bonos armbevægelser, der notorisk favner oceanet frem for afstanden fra Dublin til Tralee ude vest for Limerick.

 

Rockens DNA

Coldplay er en underlig størrelse. Det er intet under, at de konstant er på nippet til at blive beskyldt for rent plagiat, som her sidst med Yusuf Islam, tidligere kendt som Cat Stevens. For de har formået at gå ind og lege med selve rockmusikkens DNA. De lyder som alt muligt, og alligevel er kunsten, at de egentlig har formået at samle et udtryk, som er deres eget unikke. Jeg synes faktisk, at det langt hen ad vejen er godt gået. Nærmest på niveau med at sælge sand i Sahara. Og i hvert fald langt bedre, end rygtet vil vide.

Forsanger og midtpunkt Chris Martin har aldrig skjult, at han er vokset op på og alle dage har identificeret sig med U2. Han ville sågar i de helt unge dage give den i rollen som en selvbestaltet klon af Bono under navnet Chono og kunne deres hits udenad, som var det Biblen. Og i bassist Guy Berrymans drive er der så meget fra Adam Clayton, at det ikke er underligt, hvis enhver, der for længst har fået U2's musik ind under huden, uden problemer kan hoppe på Coldplay-vognen og cruise videre ud ad den endeløse myternes highway med et Joshua-træ i horisonten.

U2 måtte også tilbage i de tidlige firsere slås med beskyldninger om plagiat. Bono blev vidt og bredt set som en klon af Robert Plant fra Led Zeppelin, og betalte også siden tilbage, så det ville noget med nummeret Bullet The Blue Sky, der første gang kom på albummet The Joshua Tree, i øvrigt produceret af Daniel Lanois og netop Brian Eno, der jo altså sammen med Markus Dravs er Coldplays nuværende troldmænd i studiet.

U2 hørte til firserbølgen New Romantics. Andre bands inden for den genre var skotske Simple Minds, Liverpool-gruppen Echo & The Bunnymen og de ligeledes skotske Big Country. Sidstnævnte havde som speciel effekt to guitarister, som ved hjælp af speciel teknik og udpræget brug af feedback spillede med en lyd, der nemt blev genkendt som lyden af sækkepiber fra det skotske højland. Det er en effekt, som Coldplay bruger i rigtigt mange numre. Ligesom Chris Martin offentlig for længst har vedkendt sin gæld til netop Ian "Big Mac" McCullough, den karismatiske og særdeles selvbevidste forsanger i Echo & The Bunnymen.

Coldplay kan sine steder også minde rigtigt meget om Supertramp fra tiden omkring debuten Crime Of The Century eller symfoniske størrelser som Barclay James Harvest, og endelig er der store doser af ren feel good-world a la Peter Gabriel eller – snydt igen – U2's marokkanske dribling på Achtung Baby. Altså bare en snert, som en sang fra de varme lande.

Kort sagt har Coldplay formået at skabe en engelsk lyd, som rammer en dyb identifikation hos rigtig mange, en tilbagevenden til noget rart, som aldrig har skyggen af farlighed i sig. Trods de ofte dystre tekster, som bliver fremført af en fyr, som ligner naboens uskyldige søn og oven i købet gør alting rigtigt, eller rettere ikke gør særlig meget forkert. Dydsmønstret er tilsyneladende reel og en kammerat, der deler alt lige over med vennerne i bandet – som netop U2 også gør det. Bandvenner, som er så anonyme, at de falder i med tapetet, som dine egne svirebrødre nede på bodegaen, der end ikke ville turde drømme om at score din girlfriend.

Chris Martin, som fyren jo altså hedder, promoverer den engelske velgørenhedsorganisation Oxfams Make Trade Fair-kampagne og har formået med sin gruppe at være politisk korrekt nok til at få et mere end massivt gennembrud i USA, i en tid, hvor pladeselskaber skærer ned og din eneste konstant er den midlertidige sekretær for enden af telefonen, og hvor selv EMI hellere ville betale deres største navn, den nu i øvrigt genopstandne Mariah Carey, 38 millioner engelske pund for at skride frem for at lave det næste album.

Coldplay derimod hittede med singlen Yellow, og løbet kom ironisk nok for alvor op i omdrejninger omkring 9/11, hvis gru Chris Martin dygtigt fortolkede med åbneren Politik på det andet album, der oven i købet – og smart nok – var et mesterligt et af slagsen. Ligesom han trods kejtet gestik og år med nørdens kiksede omgang med det modsatte køn er endt i ægteskab med en prominent amerikansk filmstjerne med et walisisk fornavn, der udtales, så man både når at spidse mund og læspe.

Altså Gwyneth Palthrow på heden i Stormfulde Højder, der har kysset frøen, som viste sig at være Prins Valiant. Og ind til for nylig kunne sidde til højbords i et udtog fra Brideshead med udvalgte venner som Lady Madonna og Sir Guy, eller med Sting og Trudy.

I dare say: Smashing, old chap! Hvad med et spil crocket på plænen inden teen?

 

Afholdsmænd på ruskursus

Historien om de fire starter vel først for alvor, da de mødes på universitetet midt i London.

Chris Martin kommer fra det sydvestlige England, helt præcis fra den diminutive landsby Whitestone, der nærmest kun er en håndfuld huse langs landevejen uden for den historiske by Exeter ved floden Ex i grevskabet Devon.

Forældrene er særdeles velhavende, specielt efter at have solgt det firma, som bedstefaren grundlagde, men de arbejder henholdsvis som regnskabsfører og biolog. Martin er den ældste af fem børn og går først på katedralskolen, inden han ender på kostskolen Sherborne i Dorset, et ophold, der ikke passer den sky dreng særligt godt, men som dog betyder, at han møder en jævnaldrende dreng, der som ham selv er fuldstændigt opslugt af musik i almindelighed og det irske band U2 i særdeleshed, nemlig Phil Harvey, der en del år senere skal gå hen og blive manager og det såkaldte femte medlem af Coldplay.

Chris Martin bliver grundigt mobbet, og må de næste mange år – samt i en række sange – slås med de oplevelser. Men han har også en ukonventionel musiklærer, der køber et Yamaha-keyboard og er helt åben for al slags musik. Og for den unge knægt, der har det norske band A-ha som sit første forbillede, er det genialt med en lærer, der bakker ham op. Den afgørende næste åbenbaring får Chris dog i 1991, da U2 har været i Berlin med producermakkerparret Brian Eno og Daniel Lanois og indspille albummet Achtung Baby. Kombinationen af The Edges flydende guitarspil og den pumpende bas med den æteriske Bono svævende over det hele tager bolig i den unge knægt. Det er simpelthen det, han vil. Og de næste år går han kronologisk tilbage og køber et nyt album med bandet hvert halve år. Ligesom han og Phil Harvey opdager et andet band, der skal gå hen og få afgørende betydning, nemlig Radiohead.

I skoletiden på kostskolen begynder Chris Martin at spille i en række bands. Han er en ranglet og særdeles genert knægt med bøjle på tænderne, og det er næsten for oplagt, at han kommer til at spille i et band, der er inspireret af Pet Shop Boys og har navnet Identity Crisis. Der er i den grad lagt i ovnen til alt det, der skal komme siden hen. Da han forlader vestlandet og skal på universitetet for at studere oldtidshistorie af alle ting, fravælger han Exeter University, hvor idolet Thom Yorke ellers har gået. I stedet går det ind til det centrale London og University College. Umiddelbart ikke det mest oplagte valg for en aspirerende musiker, hvis det ikke var for det faktum, at BBC Radio 1, den livsvigtige radiostation, ligger lige rundt om hjørnet, genialt, hvis man lige har et demobånd i overskud. Ligesom bydelen Camden også er lige i nærheden. Det er her, i en af de mange små klubber, at Coldplay under navnet Starfish siden skal få deres debut. Ligesom bandet snart bor lige der. Men tilbage til historien.

På skolen er der en masse aktiviteter, og selv om Chris ikke drikker eller har hang til stoffer, hænger han selvfølgelig ud, for hans slet skjulte mål er at finde musikere til et band, og det er under ruskurset, at han møder Jonny Buckland ved poolbordet.

Jonny er oprindelig fra London, men er vokset op i Wales. Han studerer matematik og astronomi, men også han er totalt besat af musik gennem et par fornuftige ældre brødre, der gennem barndommen har fået ham til at lytte til bands som Sonic Youth og deres forvrængede guitarer. Ligesom Chris er han fascineret af U2, men har aldrig ejet seriøst udstyr. Han har en Westtone, en japansk kopispade, der dog har den gode egenskab, at mikrofonerne sparker røv. Da han første gang jammer med Chris, går det op for begge, at den anden nærmest er The Missing Link. For Chris skriver allerede sine depressive kaffesøstersalmer, og Jonny Buckland begynder omgående at spille rundt om sanglinjerne i stedet for at gøre, hvad ni ud af ti guitarister ville gøre, nemlig at spille akkorderne. Som Jonny siden siger om mødet: "Det øjeblik, jeg spillede med Chris første gang, vidste jeg, at vi sammen kunne gå hele vejen!"

Guy Berryman studerer også, og han har derimod udstyret. En dag har han drukket sig mere end almindeligt fuld. Med en opvækst i den skotske flække Fife har man vel lov til det. Godt indebrændt over ikke at være med i de tos band går han direkte hen til deres bord og kræver at blive deres bassist. De har aldrig før snakket med manden, som har en fortid, hvor han spiller progrock-covers i stil med Genesis, efter eget udsagn i et rædselsfuldt band. Selvfølgelig kommer han med i øvelokalet og er snart permanent med i det tankeflow, som konstant flyder fra de nyfundne musikalske tvillinger. Guy dropper omgående sine studier for at være med i bandet. Som nu bare mangler en trommeslager.

Fra Southampton på sydkysten er der kommet en fyr, der hedder Will Champion. Han studerer antropologi og er meget seriøs. Begge forældre er arkæologer, og Will og broren er fanatiske tilhængere af den lokale fodboldklub. Nu er de i London, og Will spiller hockey med Chris Martin, der beklager sig over den manglende trommeslager. Will er ikke vennernes ven for ingenting, men han er også guitarist og ejer en ægte og uforfalsket Fender Telecaster. Men hans værelseskammerat spiller trommer, og han arrangerer et møde i øvelokalet, som kammeraten ikke dukker op til. Gode dyr er rådne, og han ender med selv at tage stikkerne, for derefter at overtage dem som det nye medlem i bandet. Habile trommeslagere med personlighed, der oven i købet kan lægge solide baggrundskor, hænger ikke på træerne. Og Will bliver med tiden netop dette: Habil.

Og der er bonus: Telecasteren overlader han til Jonny Buckland, og nu skal der spilles noget musik. Og der er Will igen mand for at vise en anden side af sit mangeartede talent. For han skaffer det første job.

The Laurel Tree i en sidegade bag Camden High Street får æren af at repræsentere Ground Zero i historien om Coldplay. Ligesom de allerede her er blevet det team, der skal gøre hele forskellen på hot og not. Fire venner, der holder sammen i tykt og tyndt.

 

Ildsjæle som igangsættere

De har bandet. Nu skal de også have et navn. Det viser sig at komme ud af en tilfældighed.

Vi er i 1998. Grunge er for længst smuttet om hjørnet. Britpoppen har toppet, og for Chris Martin og hans venner er der store tragedier på programmet. I maj 1997 har Jeff Buckley taget sin fatale svømmetur, og hans virtuose guitarspil, parret med den intense stemme og udpræget brug af falset, har for en tid fjernet Martins fokus fra U2. Ligesom Jonny Buckland jo er godt opdraget musikalsk og tænder sin nye tvilling på især The Smiths. Ud over Johnny Marr er han i øvrigt særdeles optaget af Mick Ronson, glamgeniet fra Bowies Spiders from Mars.

De er nu flyttet ud af kollegieværelset og har fundet et nyt i selve Camden, altså lige rundt om hjørnet fra en lang række spillesteder. Et af dem er berømte Dingwalls, men selvom de har arrangeret koncerten, så de er hovednavn, ændrer værten den aftale, og de står pludselig fem pladser længere nede. De har altså brug for en manager.

Her husker Chris sin gamle ven fra kostskolen, Phil Harvey, som studerer latin og græsk på Oxford. Han arbejder en smule med koncerter, og går direkte til ejeren af Dingwalls og lejer klubben dagen efter den oprindelige koncert. Så går de i gang med at dele flyers ud, og får 400 mennesker til at komme. Efter bare tre gigs er det unægtelig ret godt gået.

Og ikke nok med det. Phil ser potentialet og låner penge, så de kan komme i studiet. Nu skal der ske noget. Harvey betaler 1500 pund, og så går de i et studie, der hedder Sync City, hvor de indspiller det, der skal blive deres første regulære udgivelse, nemlig ep'en Safety. Den stærke sang på det album er Bigger Stronger, men den altid forbavsende ærlige Chris Martin indrømmer, at det nærmest er en Radiohead-kopi, og den kommer da heller ikke med på det første rigtige album, Parachutes. Det gør derimod andre af numrene på ep'en, som dog tjener et vigtigt formål. Den får nemlig BBC-dj'en Steve Lamacq i tale. Ligesom den bliver den direkte indgang til Debs Wild, talentspejder på pladeselskabet Universal, som dog ikke kan komme igennem til sit eget pladeselskab – en ting, Universal siden må have ærgret sig over.

Men Debs Wild kan se talentet og giver ep'en videre til Dan Keeling, som arbejder for Parlophone, som er en del af EMI, og som i forvejen har blandt andre Damon Albarns Blur og Radiohead i sin stald. Keeling kan dog i første omgang godt se, at der er talent, men mangler lyden, der gør forskellen, ligesom den generelle mening i branchen er, at Coldplay ligner andre bands, først og fremmest Travis, men ikke har en egen identitet endnu.

Så i første omgang kommer de ind under det uafhængige pladeselskab Fierce Panda, som har Simon Williams som medgrundlægger, og i øvrigt er en interessant spiller i en lang række spændende orkestres karrierer. Ud over Coldplay kan blandt andre nævnes Keane, Placebo, The Polyphonic Spree og sågar Seattle-bandet Death Cab For Cutie.

Williams er lige den ildsjæl, som Coldplay kan bruge. En mand, der konsekvent tænder på et band, ringer dem op og tilbyder en deal uden så mange dikkedarer. I 1990'erne bestod det meget i singler eller ep'er, mens de i de seneste år er gået mere over til cd'er. Coldplay får tilbudt en singleudgivelse, ligesom Williams for alvor får sat gang i sin gode ven, Steve Lamacq, som siden nærmest markedsfører Coldplay på sit særdeles indflydelsesrige radioshow. Ligesom Williams udstyrer dem med en sjetteplads på sin årsliste i januar 1999 i musikbladet NME, en liste på tyve bands, som han spår vil blive det nye fede. Her sammenligner han dem med nyligt afdøde Jeff Buckley og udsender i april '99 singlen med titlen Brothers and Sisters, som udkommer samtidig med, at Chris, Will og Jonny går op til afsluttende eksamen på universitetet. Bassist Guy Berryman er for længst droppet ud.

Pladen kommer i 2500 eksemplarer, og entrer lige præcis den britiske top 100. Men vigtigst af alt, så bider Parlophone endelig på, og Coldplay har fundet affyringsrampen til det store sats.

Derudover lykkes det for de tre at få endda særdeles fornemme eksamener hevet hjem. Så farvel til universitetet og ud og erobre verden.

 

Ultimativ nydelse

De er et ungt band, og de har en manager, der er 22 og dårlig nok kender branchen. I første omgang går de i studiet med Chris Allison, som har imponeret som producer for det nu opløste folktronica-band The Beta Band. Og i starten går det godt, for de har materiale som sangen High Speed. Processen er fastlagt. Chris Martin finder på en skitse på klaveret, og Jonny Buckland går så ind og lægger det afgørende guitarriff. Derefter er processen demokratisk mellem alle fire. Pladeselskabet vil i første omgang have endnu en ep, men bandet begynder at løbe sur i det i studiet. Og sammen med den 22-årige manager viser de nosser for første gang og fyrer den estimerede producer, der dog er krediteret for ep'en The Blue Room. I forbindelse med den smager de for første gang den beske smag af dårlig kritik. Som kritikeren David Simpson siger det i The Guardian: "Køb den ikke, hvis du ikke kan klare Radiohead, The Verve eller et af utallige afkom af jamrende, musikalsk inkontinente miserable fjolser". Hård kost. I forbindelse med den efterfølgende klubturné finder de dog deres fremtidige producer i Ken Nelson, som hører en koncert i sin hjemby, Liverpool, som i øvrigt bliver sendt live på BBC's Radio One. Ligesom Chris Martin efterfølgende i studiet er midt i en Neil Young-parodi med falsetstemme og finder guld. Ud strømmer signatursangen Yellow. Nu er de pludselig seriøst in business. Og da de flytter væk fra de vante rammer i London og ender oppe hos Nelson i Parr-studiet i Liverpool, sker den afgørende udvikling. Her bliver albummet, der skal gøre hele forskellen, til. I omgivelser, hvor forbilleder som Echo & The Bunnymen har arbejdet, finder de inspirationen til Parachutes.

Live er de begyndt at rykke, og den første single, Shiver, klarer sig pænt, ligesom de er på landsdækkende tv i programmer som den tidligere Squeeze-pianist Jools Hollands Later-program, men med Yellow kommer gennembruddet. Midt i det hele rammer tragedien, da Wills mor dør af brystkræft. Hun skal begraves samme dag, som de skal filme videoen til Yellow. De beslutter sig for at dele arbejdet, så de tre tager til begravelse, mens Chris Martin alene går ud i øsende regnvejr på en strand og mimer til sanglinjerne.

Derefter går det pludselig hurtigt. De spiller på Glastonbury-festivalen og når et smut til Holland, inden singlen bliver udsendt. Den går direkte ind på hitlisten som nummer fire.

Det er tid til Coldplay-mani. Ligesom selv Guardian-anmelderen, der tidligere var så hård i sin kritik, pludselig vender på en tallerken og fremhæver bandets beskedenhed sat i forhold til især Oasis-brødrenes såkaldte "brovtende stil". Det er på det tidspunkt, at Alan McGee kommer med sin berømte sengevæder-karakteristik, da singlen bliver fulgt op af cd'en, og denne omgående sælger massivt. I den forbindelse siger Chris Martin i Melody Maker tingene ligeud til eventuelle kritikere:

"Rock'n'roll handler om at gøre, hvad du vil. Det behøver ikke at handle om at tage en masse stoffer eller opføre sig hedonistisk. Det handler om ikke at bekymre sig om, hvad andre synes om dig. Rock'n'roll er om at søge den ultimative nydelse. For os betyder det at hænge ud sammen og spille musik, som vi alle elsker og ikke være bange for at sige, at det er derfor, vi gør det. Vi vil ikke leve op til nogle andres kliché".

Herfra er Coldplay et internationalt band, og de tager på turnéer til først Japan, derefter Europa, og så er det tid til at tage det store spring. Nu skal de gøre, hvad intet britisk band har gjort i årevis. De skal indtage USA.

 

Disciplinens triumf

Debutalbummet bliver et afgørende gennembrud for Coldplay.

Ved musikbladet Q's årlige prisuddeling i 2000 scorer de prisen for Årets album. Og året efter bliver det til både Grammy i USA og Brit Award hjemme i England. Ligesom bandet under markedsføringen i specielt USA viser en nærmest uhørt disciplin, når det gælder at møde op til alle aftaler og give den i rollen som de positive og søde rockstjerner. De er definitivt et farvel til Oasis mod Blur i en 12-runders boksekamp til døden. Her er pæne, hvide drenge med et positivt livssyn, som selv din mor vil kunne lide. Næsten for godt til at være sandt. Ligesom publikum er forbavsende hurtige til at optræde som en menighed, som tænder lighterne, som var de alterlys og synge med på de mundrette hits.

På turnéen i USA spiller de snart på mellemstore spillesteder, og selv om de er omgærdet af stor interesse, bærer især Chris Martin rundt på en nærmest fatalistisk tro på, at det hele er rent held, og at nogen snart finder ud af, at de ikke kan en meter. Der er dog også øjeblikke, hvor træerne bestemt ikke vokser ind i himlen, som da de til en koncert i USA bliver bombarderet med flasker, og modsat filmen Blues Brothers desværre optræder uden beskyttende hønsenet. Men i stedet for at pakke sammen tager de videre og triumferer ved næste koncert i sydstatsbyen Atlanta, som siden bliver deres erklærede andet hjem. Og de har en egen tilgang til publikum. Som et sted, hvor de ankommer, og koncerten må aflyses på grund af ekstremt dårligt vejr. Hvad gør Coldplay? De stiller sig selvfølgelig op ude på parkeringspladsen og giver den som gademusikanter for de fans, der ikke er gået hjem. Samt giver efterfølgende en koncert, som der endnu går frasagn om.

Og endelig vender de hjem til England i triumf og bliver inviteret til at spille før idolerne U2. Det er godt 14 dage før 9/11, og 80.000 irere er samlet ved Slane Castle. Forinden har de i USA været hos David Letterman og med i comedy-programmet Saturday Night Live, som bare er det blå stempel om noget. De har fået deres gennembrud, men nu skal de til det sværeste. Nemlig bevise, at de ikke er et "one hit wonder", det, vi på dansk vel betegner som en enlig svale. Og ikke skal tage opstilling i rækken af potentielle legender, der floppede, som de stærkt lovende The Stone Roses og eller sågar Oasis, der med Be Here Now måtte sande, at de efter hvedebrødsdagene med Wonderwall ramte muren i bogstaveligste forstand. Coldplay behøvede dog ikke at bekymre sig.

Det frygtede andet album bliver ikke bare affyringsrampe for global succes. Det er faktisk også godt.

 

Moderne musikguru

Vi springer frem til 2005.

Indspilningen af det tredje album X&Y er omgærdet af store vanskeligheder. For pladeselskabet er det et decideret problem, at den forventede opfølger til A Rush Of Blood To The Head ikke kommer til tiden, ikke mindst fordi en anden af selskabets forventede storsælgere, Damon Albarns Gorillaz, også lader vente på sig. Fra Chris og Jonny begynder på at arbejde på demoer i 2003, til pladen endelig kommer to år senere, er der gået en lang og besværlig proces, hvor man simpelthen synes at være nået til vejs ende med måden, kompositioner bliver til på, samt ikke mindst arbejdet med producer Ken Nelson. Faktisk når bandet at indspille et helt album, som de så kasserer for derefter at begynde helt forfra. Tre måneder før de endelig udsender pladen, er de stadig i dyb tvivl. Som en skeptisk Chris Martin siger det til det engelske musikmagasin Mojo i april 2005:

"Om to uger siger vi måske stadig, at det lyder som lort og starter forfra igen".

Han er dog ikke helt på bar bund. På det tidspunkt har bandet allerede indspillet adskillige ørehængere, blandt andre de sidste års nok mest spillede Coldplay-sang, Fix You.

Alligevel er den gal med processerne i studiet. Så efter en ny plades heftige promotion og turnéer over hele verden bliver det tid til at vende de tændte lightere og stadionhymnernes efterhånden selvopfyldende profetier om snarlig kunstnerisk afvikling ryggen og søge læge. Så mere end skævende til U2 – igenigen – får man fat i Brian Eno, som allerede har været forbi og coache en kende under den langstrakte fødsel med X&Y.

Brian Peter George St. John le Baptiste de la Salle Eno er en legende. Et lydmæssigt geni, som har en lang række af rockmusikkens og den elektroniske musiks største stunder på samvittigheden. Personligt har undertegnede hans lydkollage fra 1975, Discreet Music, som en af de fem plader, der kommer med på den berømte øde ø. Den var indgangen til hans såkaldte Ambient Music-serie af stilskabende elektronisk musik. Han havde forinden efter art school lagt ud med at være del af rockbandet Roxy Music, som han blev forvist fra af forsanger Bryan Ferry, der dog siden er kommet krybende, da han røg i kunstnerisk limbo og skulle have det venlige geni til at strø stjernestøv over en plade. Hans partnerskab med King Crimson-guitarist Robert Fripp er legendarisk. Tænk bare på deres samarbejde, hvor Enos rumopfattelse og Fripps E-bow-behandlede guitar skabte hittet Heroes med David Bowie. Talking Heads er et andet projekt, som havde Eno inde over, og sammen med David Byrne skabte han det grænseoverskridende album My Life In The Bush Of Ghosts, hvor newyorker- avantgarden med folk som bassisten Bill Laswell sammen med lydstumper med eksorcister, vækkelsesprædikanter og arabiske divaer skabte et hidtil uhørt multikulturelt møde i funkland. Ligesom U2, siden samarbejdet startede i 1984 med The Unforgettable Fire, ikke har kunnet drømme om at nærme sig et studie uden mesteren.

Eno er en original, og blandt hans virkemidler i et studie er de berømte Oblique Strategies-kort, et sæt løsninger i stil med tarokkort, altså en måde, hvorpå et band for at komme videre i et studieproblem kan trække et kort, som var Terningmanden på spil. Der går frasagn om de kort, som R.E.M. eksempelvis har skrevet en sang om. Om sin indgang til arbejdet med grupper som U2 og Coldplay har Brian Eno sagt i et interview med BBC:

"Jeg oplever, at min tilgang til produktion er unik på den måde, at jeg altid prøver at stille det størst mulige spørgsmål, som er, hvorfor vi i det hele taget laver musik. Jeg er ikke kompromisløs som sådan, og det er ofte sådan, at jeg måske stiller mindre spørgsmål, og vi så sammen arbejder os hen imod det sted, hvor vi spørger 'Hvorfor gør vi dette, hvad håber vi, at vi kommer til at lave, og hvilken forandring ønsker vi at bringe til verden?' Så det bliver ret hurtigt filosofisk på en eller anden måde. Jeg tror, at det, vi altid gør i studiet, er at se på musikken og forbinde den med, hvad alle mulige andre gør, hvor i hele det kulturelle billede, den ting, vi laver, befinder sig. Og ved at gøre det tror jeg, at kunstnernes tilgang til, hvad de laver bliver udvidet, bliver mere klart for dem. Det er en katalyserende proces, for hvad det gør er, at det tager dig ud af detaljerne i det, du gør, og pludselig ser du det udefra som en form. I stedet for at fare vild i det, jeg plejer at kalde skruetrækkerverdenen, hvor man drejer på bittesmå skruer og glemmer, hvordan hele maskinen er".

I Coldplays tilfælde har både Eno og bandet udtalt efter Viva La Vida, at man er på vej til en ny tilgang til måden at skabe på, men ikke helt er nået dertil endnu. Og da man i januar 2009 samledes for at lave efterfølgeren, lagde terapeut Eno ud med at sende Chris Martin på ferie. Han var simpelthen forment adgang til den kreative proces i de første par uger. Nu skulle der arbejdes med de tre andres idéer. Et tiltag, som Chris Martin selvfølgelig har taget med knusende ro.

Ligesom de altså live for alvor viser, at der er masser at have den ro i. For Coldplay har altså nået delmål på stribe og vist, at tålmodighed belønnes. Det er, hvad vi andre kan blive bekræftet i, når de fire almindelige gutter med det ualmindelige karriereforløb besøger et udsolgt Parken tirsdag den 28. august.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA