x

Veto – Et opgør med formatet

Veto – Et opgør med formatet

"The times they are a-changing" synger Bob Dylan, og det har de gjort både før og siden 1964, hvor albummet af samme navn udkom. Et album, man sammen med resten af mesterens bagkatalog som en undtagelse faktisk ikke kan få adgang til via diverse streaming-tjenester, der ellers vinder frem ved deres imponerende udvalg. Noget, der også har ændret vores måde at lytte til musik på. Det har Veto taget konsekvenserne af og prøver at skabe musik på en måde, der er svarende til den tilgang, mange mennesker har til deres musikforbrug i dag. I dag udgiver de ep'en "Sinus" med seks nye numre. Men lad os starte ved begyndelsen. Noget af det første, verden hørte til Veto var nemlig ep'en I Will Not Listen, men ifølge bandet er der ikke tale om en tilbagevenden til udgangspunktet:

Troels (Abrahamsen, sang og keyboard): – Det er jo ofte udgangspunktet for mange bands at udgive en ep, fordi man simpelthen ikke har flere numre.

David (Krogh Andersen, guitar): – Det var det i hvert fald for os, haha!

Troels: – Det er ikke en tilbagevenden til noget, men mere et forsøg på at gøre det hele en smule mere simpelt for os selv og få lidt af det umiddelbare engagement, der er, når man først har dannet et band, tilbage i musikken. 

I har tidligere talt om, at numrene skal udgøre et værk i sig selv uden forstyrrende elementer fra sange, der ikke passer ind i den samlede helhed. Hvad er den røde tråd i numrene på Sinus?

David: – Numrene lyder jo ikke ens, men de er alle seks skrevet i den samme ånd inden for relativt kort tid, og det gør at de har den samme stemning over sig og hænger godt sammen. Tidligere har vi så været nødt til at lave nogle flere numre for at have nok til et helt album, men her er det mere umiddelbart, og det passer rigtig godt til vores arbejdsform. Det er rigtig fedt at komme ud med musikken, når den er færdig i stedet for at gå og gemme på den i flere år.

Troels: – Det er simpelthen et format, der passer bedre til vores måde at skrive musik på, og jeg tror faktisk, det er et format, der vil passe rigtig godt til manges måde at arbejde med musik på. Album-processen kan tit blive lang, fordi man netop ofte arbejder med klynger af fem numre, og så går der noget tid, før man kan få det hele ud.

Jens (Skov Thomsen, bas og kor): – Det er et opgør med formatet, og vi har prøvet at tilpasse vores udgivelsesform den måde, vi arbejder på. Vi kan egentlig også bedre lide udtrykket en "udgivelse" frem for "ep", for også der er der tale om et bestemt format. For det kunne lige så godt have været to numre …eller 12 for den sags skyld. Hvis vi havde haft 12 numre, hvor vi havde haft denne her fornemmelse for materialet, så havde vi udgivet dem. I takt med at cd'en ryger bagud i dansen, så er hele album-formatet ikke en ramme, man behøver at hive ned over den kreative proces mere. I stedet for at være nødt til at følge op med fem nye numre, efter man er færdige med en samling sange, man er tilfredse med, før man kan udgive dem, kan vi nu bare sige stop, når vi er færdige med en proces, og så udgive det, vi har lavet med det samme.

Troels: – Vores ambition er, at vi vil have en mere kontinuerlig skriveproces, sådan at vi ikke behøver at udgive en plade, og så tage ud at spille, for så at udgive en plade igen og så videre. Vi er også allerede i gang med at lave materiale til den næste udgivelse. Vi vil gerne have at det at spille live og at indspille kan køre meget mere sideløbende med hinanden. Hvis man kun spiller i to år med den samme plade, som vi gjorde med Crushing Digits, kan det godt føles meget voldsomt.

 

Opdraget til at lytte på en bestemt måde

Men hvis der kommer en kontinuerlig strøm af Veto-udgivelser, er I så ikke bange for at mætte jeres publikum, så interessen for nyt ikke er så stor, som hvis der går tre eller fire år mellem to plader?

David: – Jeg tror desværre, der bliver færre og færre som dig, der sætter sig ned og lytter til en hel plade fra ende til anden…

Troels: – Og mig!

David: – Jeg gør det også selv, men jeg gør det sgu ikke med alle kunstnere. Der er nogle, hvor jeg synes, det er meget fedt at lytte til et nyt track en gang imellem, og man deler også musikken og anbefalinger på nettet via sociale medier og streaming-tjenester. Så man får hele tiden smidt ny musik i hovedet.

Jens: – De her kortere udgivelser gør det også muligt at prøve nogle forskellige retninger af.

David: – Det handler jo heller ikke om, at vi aldrig igen vil udgive 12 numre samlet. Det handler i virkeligheden bare om, at gøre, hvad vi har lyst til. Og lige nu er det at udgive på denne her måde.

Troels: – Vi er opdragede til at lytte til musik på en bestemt måde, og vi er også opdragede til at skulle være sultne efter ny musik. Hvis et band udgiver et nyt album for hurtigt er der en tendens til at tænke, at så har de nok ikke gjort sig umage nok. Hvis det er et rockband vel at mærke, for det er jo fuldstændig acceptabelt, at pop-kunstnere udgiver singler i et væk. Og jeg tror heller ikke, at yngre lyttere nødvendigvis har lyst til at trækkes med album-tilgangen til at lytte til musik. En af Kristian Leths store kæpheste er jo, at det længste stykke tid, der gik mellem to Beatles-udgivelser var otte måneder, og der er ingen grund til, at det ikke skulle være sådan igen.

Jens: – Hele den der "værk"-tanke, hvor der skal gå flere år mellem hver udgivelse, er nok egentlig en Pink Floyd-sygdom, som mange rock-bands lægger under for. Vi har en masse musik, vi har lyst til at udgive lige nu. Og det er ikke fordi, vi ikke har gjort os umage.

 

En blød bund af lort

Hvordan lytter I selv til musik. Er det hele plader ad gangen?

Mads (Hasager, trommer): – Jeg havde gået og set frem til at lytte til det nye Smashing Pumpkins-album, for jeg havde læst i GAFFAs anmeldelse, at de var tilbage til noget af det gamle, men jeg kunne simpelthen ikke komme igennem pladen.

Var det på grund af musikken eller på grund af pladens længde?

Mads: – Det var helt sikkert pladens længde. Jeg kunne mærke, at jeg ikke havde tålmodighed til at komme igennem de 13 numre på pladen, og det var egentlig lidt mærkeligt at opleve. Det var ikke noget problem før i tiden.

Troels: – Jeg har også ændret lyttevaner, efter at streaming har vundet frem.

David: – Du er blevet en del af zapper-generationen…

Troels: – Nej, det synes jeg nu ikke, men jeg kan godt mærke, at det man får i forhold til mangfoldighed, udvalg og tilgængelighed, mister man måske i forhold til fordybelse. Man går ikke rundt og råhører et enkelt album, indtil, man køber et nyt. Hvis man kommer i tanker om, at man gerne vil høre et eller andet obskurt, kan man jo bare gå hen og tænde for det.

Jens: – I pladebranchen er der en sayning, der hedder, at man bare skal have en tre-fire gode singler og så ellers en blød bund af lort, og så har man et album. Og den tilgang tror jeg faktisk, at folk i visse genrer har haft, og så er det jo klart, at man i dag kun vælger at høre singlerne. Engang kunne man snyde folk ved kun at lave et par gode sange og så ellers lokke dem til at købe hele pladen for 100 kroner.

Troels: – Men det har vi selvfølgelig aldrig gjort, haha!

David: – Hvis man i dag gerne vil have, at folk lytter til ens album fra start til slut, skal man nærmest lave det som et værk, hvor det er en skam at dele det op i brudstykker. Ligesom Efterklang for eksempel er gode til. Nogle gange er er halvdelen af numrene på et album ikke lige så gode som den anden halvdel, eller også kræver de bare mere tid, før de synker ind, og det kan jeg også mærke, at jeg ikke rigtig har så meget tålmodighed til længere.

Det er jo egentlig også en skam, for ofte oplever man jo, at de numre, der tager længere tid om at synke ind, også er dem, der er de mere langtidsholdbare og interessante i længden…

Troels: – Det er helt rigtigt, men der kan man jo håbe på, at playlistekuratering kan hjælpe på det. Så kan man jo håbe, at de folk der kuraterer har tålmodighed og ro nok til at gå i dybden med numrene, for jeg tror ikke den brede musiklytter – som jeg også betragter mig selv som – går i dybden på alle numre på et album længere. Det der med at sidde med høretelefoner på og høre en plade mange gange, det sker ikke så tit længere. Men det kan jo også være, at det bundfalder sig, og vi bare lige skal over den umiddelbare hype over at have adgang til alt musik i hele verden. Når det bliver struktureret, kan det være, at der opstår nogle andre lyttemønstre. For eksempel er jeg ret glad for WIMPs anbefalingsfunktion.

 

Nyt på vej …så småt

I er allerede i gang med arbejdet på den næste ep …undskyld, udgivelse. Hvor langt er I med den?

David: – Vi har en masse skitser og numre, vi prøver at rydde op i. Vi arbejder på forskellige idéer og ser på, om de holder vand. Vi udvælger forskellige ting og ser, om de er værd at gå videre med.

Mads: – Hvis det giver mening at gå videre med de ting, vi er ved at se på for tiden, er vi et godt stykke vej, men hvis vi dropper dem og starter et helt andet sted, kommer det til at tage noget længere tid. Måske kommer vi også til at skrive noget helt nyt, der er bedre, end noget af det, vi har liggende, og så er det det, vi går videre med.

Troels: – Ja, og det er jo netop også pointen; at det kommer, når det er færdigt, og når det giver mening for os.

 

Fokus på det store udland

Det er ikke kun herhjemme, at Veto-drengene er populære. Også i Tyskland og Finland oplever bandet en stigende popularitet og efterspørgsel.

Jens: – Specielt Tyskland tegner ret spændende, og vi har også spillet på nogle ret store festivaler dernede her i løbet af sommeret. Selvom de er noget mere cd-orienterede der, og kan godt være sådan lidt: "Ep? Was ist das?"

Mads: – Det er fedt at mærke, at der sker noget i Tyskland, men også Finland har været ret meget på.  

Troels: – Ja, lige siden vi udgav vores første ep. Der Kom You Are A Knife i finsk P3 og blev et ret stort hit. Siden har der været ret god opmærksomhed derovrefra. Men planerne i udlandet er at blive ved med at spille der, og optimere det. Der er jo også kortere til Hamburg end der er til Skagen. Vi kan lige så godt inddrage Hamburg og Berlin, når vi laver en tour.

 

Skæld ud på NorthSide eller Hurtigt ryk-ind på NorthSide

Havde I nogle betænkeligheder ved at træde til og spille på NorthSide som erstatning for Mumforn & Sons, når I nu også spillede på festivalen sidste år?

David: – Vi havde en smule betænkeligheder ved det, for vi kunne ikke rigtig nå at øve så meget inden, men vi havde på ingen måde overvejet, hvad det ville afføde af reaktioner, men de folk, der var der, var heldigvis glade. Der var en masse skriverier om folk, der var skuffede over, at Mumford And Sons ikke kom, men det var jo ikke vores skyld.

Troels: – Nej vi havde ikke helt forudset, at vi ville blive objektet for folks tværhed over, at deres yndlingsband ikke dukkede op. Det var en noget anderledes oplevelse, at folk så med kritiske øjne på koncerten på forhånd. Men isoleret set, gik koncerten jo rigtig godt – trods regn og alt muligt. Folk er jo standhaftige på den festival.

Mads: – Man kunne mærke at folk var glade, og det smitter selvfølgelig af på os, når vi skal ind på scenen.

David: – Det var sgu et ret imponerende publikum. Det vil jeg sige. 

 

Troels' favorit-ep'er:

James Blake - Love What Happened Here

En opløftende efterfølger til et album der på mange planer var ret mørkt. I virkeligheden fungerer James Blake nok bedst i det her format, og specielt på denne her, hvor legesygen er total.

 

Apartment - EP

På mange måder en udgivelse der ikke fandtes magen til i DK da den kom ud omkring årtusindskiftet. Den indeholder så mange facetter og er så ekstremt velproduceret, at det er mig en gåde, at den ikke fik mere opmærksomhed.

 

Radiohead - Com Lag

Imellem albums smed Radiohead pludselig den her lille udgivelse. Der er alternative versioner af nogle af deres numre, lidt live-optagelser og fantastiske remix af bla. Christian Vogel og Four Tet.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA