x

Indians: ”Jeg har skruet på knapper og brugt mine ører”

Indians: ”Jeg har skruet på knapper og brugt mine ører”

For et år siden skrev Søren Løkke Juul en sang. Om han skulle forstå, hvad den sang ville få af betydning for sit liv er svært at gisne om, men nok næppe, når man ser på, hvor han er i dag. I december taler GAFFA med ham – manden bag Indians, som her et år efter, at han sad med blokken i hånden, udgiver album på det store indie-label 4AD med international pladekontrakt og over 100 koncerter i Europa og USA som Indians. Han har netop overstået promoarbejde i Paris, Bruxelles og Amsterdam, hvilket vidner om noget af den massive opmærksomhed, der omgiver det nye 4AD-stempel.

Fra ét nummer til international pladekontrakt

Magic Kids var titlen på føromtalte sang, og den er også at finde på Juuls kommende debutalbum Somewhere Else, der en drømmende, minimalistisk og utrolig smuk præsentation udi poppens svævende kvaliteter. Det var i øvrigt også Magic Kids, der fik 4AD ud af busken og kontaktede den herboende københavner med jyske rødder. Nummeret befandt sig på YouTube og via en rimelig selvkørende hype, fandt selskabet Indians. De holdte det så hemmeligt, som de kunne for ikke at skabe alt for meget opmærksomhed i første omgang, og lade Juuls musik tale for sig selv, men det lagde alligevel et pres på den solo-debuterende kunstner, der altså kun havde lavet det ene nummer.

– Hver eneste gang jeg gik i gang med et nyt nummer, så havde jeg en form for præstationsangst. Jeg vidste ikke, om jeg havde en plade i mig, eller om jeg bare havde ét enkelt nummer. Jeg måtte zoome ind og beholde legen i det, og jeg fandt en god proces, jeg kunne arbejde med. Jeg arbejder godt under pres. Jeg er blevet sat i en situation, hvor jeg har kunne arbejde hver eneste dag. Jeg har også taget det meget seriøst, og arbejdet hver eneste dag fra 9.00 til 16.00 ligesom et normalt arbejde.

– Jeg har ikke haft tid til at gå og vente på inspiration. Man har altid ønsket, at man kunne lave musik fuldtid, og pludselig var det virkelighed. Det var også en inspirerende drivkraft at have mulighed for det. Det var fedt at stå op om morgenen, lave en kop kaffe, gå en tur omkring søerne, og så sætte sig hjem og lave musik, fortæller en eftertænksom Indians-frontmand.

En virkelighedsflugt

Søren Løkke Juul beskriver desuden musikken, som noget, der har været "en virkelighedsflugt, en fantasi og en leg". Han har tidligere spillet med elektronika-gruppen Mofus, Badun og Let Me Play Your Guitar, men han havde lyst til at udfordre sig selv, og kastede sig derfor ud i et soloprojekt for første gang som enlig sangskriver og frontmand. Og under det naturinvolverende navn Indians, beskriver han sin musik således:

– Det er virkelige historier. Det er ting, jeg har oplevet omkring mig hele mit liv. Musik har altid været terapi for mig. Den handler om ting, der er sket omkring mig, og de følelser, man får, når man involverer sig med andre mennesker, og alt det, som det indebærer, siger Juul og slutter:

– Nu har jeg lavet noget, som andre folk kan bruge. Tænk engang, at pladen måske kan være med til, at to mennesker bliver forelskede, eller at den kan være med til, at nogen kommer sig over et brud. Der er nogle stemninger i den, og de stemninger bliver så tolket rundt omkring i folks hjem i fremtiden. Det er en fantastisk tanke, og det gør mig virkelig glad.

HVEM:

Søren Løkke Juul, 33 år, sanger, sangskriver, guitar og keys

Indians består live også af de to brødre Jeppe og Emil Davidsen.

HVOR:

– Jeg er opvokset i en lille by, der hedder Brædstrup, som ligger mellem Horsens og Silkeborg, men jeg har boet i København i tolv år. Det er her det sker, hvis man gerne vil opleve noget.

HVAD:

Indians' musik er meget stemningsfuld. Den er spækket med synth-flader og figurer, pads, fortryllende åbninger og solfyldte lysninger. Det er samtidig også en musik, der er meget melankolsk anlagt, men spørger man Søren Lykke Juul selv, så siger han:

– Det er drømmende. Når folk kalder det dream pop, så er det et forholdsvis nyt udtryk, men jeg synes, at det beskriver det ret godt – dream pop.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA