x

Villagers – Folk-pop med en navnløs tekstur

Villagers – Folk-pop med en navnløs tekstur

Det er i slutningen af oktober 2012, dagen efter, at Villagers stod på scenen og varmede op for Brooklyn-kvartetten Grizzly Bear i Falconer Salen i København. Conor O'Brien og de fire andre herrer, der udgør Villagers, har fulgt de fire bjørne rundt på deres Europaturné, og det er med udsigten til, at albummet {Awayland} snart rammer gaden (albummet udkom 14. januar, red.).

Selvom resten af bandet er draget mod næste store koncert, så har O'Brien tid til at tale med GAFFA. Han har fået to timers søvn og undskylder meget tilbageholdent og høfligt på forhånd sin stemmes hæshed, der bestemt ikke var at spore til gruppens fremragende support-tjans dagen før, hvor O'Briens smukke vokal virkelig overstrålede scenen.

Vi ville mærke musikken fysisk

29-årige O'Brien grundlagde Villagers, og det er til stadighed ham, der er projektet. Især på debutalbummet Becoming A Jackal var det et særlig udtalt enmandsprojekt, men på opfølgeren er der sket meget. Bandet har i langt højere grad har været med til at præge indspilningerne til {Awayland}, der er et glimrende eksempel på Conor O'Briens overgang fra singer/songwriting af den mere dystre slags til et mere omfavnende, billedrigt og smukt album, hvor især førstesinglen The Waves har været en spændende forgænger fra Ireren.

– Når man er yngre, romantiserer man tunghed, mørke og sørgmodighed, fordi man aldrig har følt det – derfor skriver man om det. Når man bliver ældre, har man flere dårlige erfaringer fra livet. Derfor stopper man med at romantisere det, og begynder at indse, at man vil lave noget, der er mere opløftende, uden at svælge i det. Musikken skulle være mere glamourøs og sjov. Jeg kedede mig, når jeg skrev musik, der skulle få lytteren til at føle noget bestemt.

– Grunden til, at jeg skrev de sange (til debuten, red.) var, at det var første gang, jeg havde spillet akustisk guitar foran andre mennesker. Jeg ville gerne være meget visuel og intens, men efter to år havde jeg det sådan, når jeg kiggede ud over publikum, at jeg hellere ville have nogle sange, der kunne få folk i bevægelse. Jeg ville ikke have, at de skulle stå med skrå arme og tænke, at jeg var virkelig ked af det og have ondt af det.

Fisk til menneske

{Awayland} er som et følsomt vidunder. En total åbning af fantasien, om at være utrolig åbensindet omkring alt. Min nevø er på coveret, og det er fordi, at de muligheder du har i din hjerne, når du er ung – bliver mere begrænsede, når du bliver ældre. Det handler om at undgå det. Den handler også om, at have nogle hårde tider i livet, hvor man er omhyggelig med at undgå kløfter, og i stedet bruge de tidspunkter til at gøre din kærlighed til alt og alle stærkere, for at leve stærkere – mere end at få det til at indskrænke dit sind og gøre dig mere hadende, haha, griner O'Brien af de store ord, men som han ikke desto mindre i høj grad lader til at mene.

– Det er ét tema. Men jeg læste meget astrofysik, og der er sange om evolutionen og fisk. Det faktum, at vi alle er fisk, så blev vi aber, og nu er vi her. Vi har kun været her i 200.000 år. Det er sygt. Mange sange er egentlig om, at kigge mod himlen og tænke: hvad fanden der er derude? Jeg har prøvet at åbne mit sind lidt mere – og ikke være så ked af det.

 

HVEM:

Conor O'Brien (vokal, guitar), Cormac Curran (keys), Danny Snow (bas), James Byrne (trommer) og Tommy McLaughlin (guitar).

HVOR:

– Dublin. Jeg har det faktisk som om, at mit forhold til byen ændrer sig. Da jeg var yngre, kunne jeg ikke vente med at komme ud af byen, men nu hvor jeg bliver ældre, så elsker jeg at komme tilbage. Når man bor i Irland, og man rejser meget, så er det som at komme tilbage til periferien. Jeg nyder det meget.

HVAD:

– Det første album er som folk-pop, men ikke Katie Melua-pop. Jeg har virkelig svært ved at beskrive min musik. Melodien kommer først. Jeg er meget interesseret i akkorder – især på det nye album – og mindre omkring lyrikken. Det er mere omkring teksturens udtryk, som er navnløs. Der er ingen pointe i at beskrive den. Den tætteste beskrivelse af os er: et popband – tror jeg.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA