x

Efterklang: At spille i Nordamerika giver hår på brystet

Efterklang: At spille i Nordamerika giver hår på brystet

Efterklang er i marts måned på tour i Nordamerika. Fordelt mellem USA og Canada skal bandet spille 18 jobs på en måned. GAFFA fik en snak med sanger Casper Clausen inden bandets koncert torsdag i sidste uge i Vancouver. Her blev det til en snak om at turnere i Europa vs. Nordamerika, forskellen på at spille i operahuset i Sydney med et 40 mands stort orkester bag sig og efterfølgende at spille med et seksmands band på en mindre klub i Vancouver. Og om muligheden for at Efterklang i fremtiden vil tournere  som en trio.

De altid sympatiske og imødekommende Casper Clausen og Rasmus Stolberg fra Efterklang byder velkommen efter aftenens lydprøve på spillestedet The Biltmore i Vancouver. The Biltmore er Vancouvers nye hipstersted. Stedet har fungeret som stripklub op gennem 1980'erne og 1990'erne for nu at være spillested. Alt interiør er dækket i mørkerødt fløjl, og den dunkle kælderbelysning gør, at man, som besøgende, føler sig som statist i en David Lynch-film. Lidt af en kontrast i forhold til maj sidste år, hvor Casper Clausen og co. spillede i operahuset i Sidney med et 40 mand stort orkester i ryggen.

18 jobs på en måned, det lyder da umiddelbart travlt?

CC: – Faktisk ikke, denne gang har vi mere tid mellem hver koncert, end vi nogensinde før har haft på nogle af vores tidligere turneer herovre – den her gang har vi faktisk tid til at se lidt undervejs. Vi har gjort nogle stops op gennem USA, hvor vi har indspillet lyd-elementer forskellige steder, som vi inkorporerer i vores shows. Vi tog Highway 1 fra Los Angeles mod San Francisco, og undervejs har vi fået optaget nogle bølger og sunget i nogle tunneller. Resultaterne, lydelementer eller visuelle klips, spiller vi gerne via en playliste inden koncerterne. Det er et element, vi har inkluderet – nok mest for at holde os selv stimulerede, så den ene dag ikke bare bliver en gentagelse af den forrige.

En skuffende blockbuster

Hvordan har det været at spille i Nordamerika denne gang? I har jo efterhånden turneret herovre en håndfuld gange?

CC: – Det har været helt fantastisk denne gang – fremmødet til koncerterne er større end nogensinde tidligere, omkring 300 mennesker i snit pr. aften. Dette kombineret med, at vi faktisk også har fået set lidt andet end tourbussen denne gang, har – indtil videre – gjort denne til den bedste af de ture, vi har haft herovre.

Pitchfork er jo det største medie på disse kanter, når det kommer til anmeldelser af indiemusik. De har tidligere rost jeres udgivelser til skyerne. Dog var det lidt anderledes denne gang, hvor jeres seneste udspil "Piramida" (2012) fik en noget lunken medfart. Pitchfork sammenlignede udgivelsen med en længe ventet og stort opslået Hollywood-blockbuster, der skuffede fælt – er det noget, der påvirker jer?

CC: – Pitchfork er et sjovt medie, man kan godt som band have "fans" blandt anmelderne på Pitchfork, men det er ikke altid dem, der kommer til at anmelde din udgivelse. I en årrække har Pitchfork jo fået lov til at monopolisere holdninger og anmeldelser af indiemusik, det er heldigvis ved at vende, da der er kommet nye medier til. Vores seneste udgivelse har jo fået glimrende anmeldelser andre steder, eksempelvis på BBC og i Mojo. Problemet er, at Pitchfork jo stadig er det største medie i Nordamerika, når det kommer til vores type musik, hvilket gør det vanskeligt for udenlandske bands at komme ind på det nordamerikanske marked, hvis man ikke har det blå stempel fra Pitchfork.

Så når du læser den anmeldelse i Pitchfork, så tænker du ikke: Satans også!?

CC: (griner) – Jo sgu da, selvfølgelig gør jeg det.

Efterklang som trio?

For mindre end et år siden stod I på scenen i operahuset i Sidney med et 40 mands orkester i ryggen – i aften sidder vi en tidligere stripklub. Ville du gerne spille foran et 40 mands orkester hver aften, hvis det var muligt?

CC: – Nej, tidligere vi har vi jo rejst rundt med et noget større band, end vi gør i dag. At spille med et stort orkester er en fantastisk oplevelse, men jeg kan også godt lide, når det er mindre og musikken bliver mere fysisk. Efter at have spillet med store arrangementer har vi også fundet ud af, hvad der er kernen i de forskellige sange. Når man er dette bevidst, kan man virkeligt gøre dem fysiske og nærværende, når instrumenter og omgivelser barberes ned. Når alt kommer til alt, er det jo et privilegium at kunne spille i begge lejre.

Over de fem år, jeg har fulgt jer herovre, er bandet og opsætningen blevet mindre og mindre. Hvis det her fortsætter, sidder jeg vel og interviewer en duo næste gang?

CC: (griner) – Ja, det kan der være noget om. Idéen bag "Piramida" var at minimalisere tingene, og vi har faktisk for nylig optrådt som en trio i København.

Så kunne man forestille sig næste Efterklang-tour som en trio?

CC: – Havde du spurgt mig for to år siden, havde jeg sagt 100% nej – men det kan jeg ikke sige mere.

Hvad var planerne, da I turnerede første gang i Nordamerika – og hvad er de nu, og hvad giver det jer at spille herovre?

CC: – Det er gået støt fremad hver gang, vi har været herovre, så det er jo godt. Det giver os noget mere hår på brystet at spille i Nordamerika end i Europa. Når vi er herovre, må vi jo lægge alt det der artistiske fnidder, vi nogle gange bliver lidt for gode til at dyrke, fra os. Herovre får vi jo ikke altid det perfekte lydanlæg eller lys. Det er alt i alt supersundt for os at prøve.

Her på falderebet må jeg jo lige spørge til den der Audi-reklame, I har lagt musik til ("Modern Drift" , 2010). Herovre ruller den reklame jo nærmest i døgndrift – er det en måde at få musikken ud på?

CC: – Nej, det klarer vi fint selv – reklamen er en måde at få nogle penge i lommen på (griner), længere er den ikke. Penge giver nye muligheder, blandt andet at vi kan tage herover og spille.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA