x

20 musikspørgsmål til Jussi Adler-Olsen

20 musikspørgsmål til Jussi Adler-Olsen

Alder: 62 år
Civilstatus: Enormt lykkeligt gift

Profession: Forfatter og lidt mere af hvert

Kommer du fra et hjem med klaver?
– Absolut. Og tuba, fløjter, signalhorn, violiner, trædeorgel, jødeharpe, okarina, klarina, mundharpe og alt muligt andet.

Spiller du selv et instrument?
– Meget gerne, hvis jeg har tid. Keyboards og guitar, såvel akustisk og elektrisk – samplet som straight on.

Har du nogensinde drømt om at blive musiker?
– Hvem, som kan spille og synge, gør ikke det? Findes der måske nogen kunstart med en mere umiddelbar og tæt kontakt med publikummet end musikerens?

Synger du i badet?
– Næh. Ikke lige for tiden. Jeg er for hurtig i bruseren til at nå at få tunet stemmebåndene ind.

Hvad betyder musik for dig?
– Alt. Uden musik ingen forfatter. Musikken følger mig konstant.

Hvor mange meter fylder din pladesamling?
– Cirka tre meter i vinyl og mindst det femdobbelte i cd-form. For slet ikke at tale om listen af downloads.

Hvad er din yndlingsplade?
– Pas. Men et par gode bud kunne være: Axis: Bold As Love med Jimi Hendrix, Levitt & McClures Living In The Country, Soundtracket til The Mission af Ennio Morricone, Adagio Karajan, Both Sides Now af Joni Mitchell, Beth Harts My California... nej ærligt talt, jeg giver op. Der er hundreder flere, som jeg burde nævne.

Hvad er den mest pinlige plade, du har stående i din pladesamling?
– Rome By Night fra en pladeklub. Jeg gav den væk til en gymnasiekammerat, der så gav den videre. Og efter et år på rundtur havnede den så igen hos mig. Det pinlige var dels, at den var sindssygt kikset i sig selv med et hav af dårlige kopiversioner af flødebolleslagere, men i højere grad nok at jeg til sidst beholdt den.

Hvilken sang vil du vælge på karaokebaren?
– Elvis Presleys Love Me Tender. Nem at synge i et begrænset register, og med lidt fuldfed tone også en, der kan charmere omgivelserne, så de næsten rødmer.

Hvilken sang forbinder du med din første forelskelse?
– Min første forelskelse, du almægtige! Der var jeg fire år, så det må have været: Der Sidder En Vovse I Mit Vindue.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?
– Dybe åndedrag – udover noget inciterende og ikke alt for forstyrrende med lyse overtoner.

Hvad hører du helst søndag morgen?
– Piften fra kaffemaskinen og lidt glad trallen. Hvis da ikke jeg er så søvndrukken, at der skal en Jump (For My Love) fra Pointer Sisters til. Den vil altid kunne få mig op af dynerne.
 
Hvilken sang får dig stensikkert på dansegulvet?
– Den første.

Hvad er den første sang du kan huske?
– Sov Sødt, Barnlille.

Hvilken sang kan få tårerne frem i øjnene på dig?
– A Case Of You med Joni Mitchell

Hvilken musik skal der spilles til din begravelse?
– Det må blive omgivelsernes valg. Noget let og smilende.

Har du været i operaen?
– Ja, selvfølgelig.

Har du været på festival?
– Ja, selvfølgelig.

Hvad har været din bedste koncertoplevelse?
– Åhh, der har været så mange. Måske Jimi Hendrix i Falconer Centret. Måske Mahavishnu Orchestra – i Tivoli, tror jeg. Måske den, hvor jeg sad på gulvet en halv meter fra Jim Morrison og The Doors i en DR-optagelse.

Hvis du skulle på date med en musiker, hvem skulle det så være?
Igen Joni Mitchell. Et intellektuelt monster, en overjordisk komponist og ordmager, en følsom multikunstner og et livserfarent og vist menneske. Hvilket festfyrværkeri af følelser og tanker, det kunne føre med sig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA