x

Phoenix: Fiasko er mere spændende end succes

Phoenix: Fiasko er mere spændende end succes

For nogle bands kommer succesen fra den ene dag til den anden. For andre vokser den langsomt, og det gælder for den franske kvartet Phoenix. De debuterede tilbage i 2000 med albummet United og opnåede en pæn anerkendelse og en vis popularitet med deres både iørefaldende og kantede pop-rock med inspiration fra soul, funk, disko og elektronika – især fra 70'erne og 80'erne. Bandet fik senere også lidt omtale grundet forsanger Thomas Mars' forhold til filminstruktøren Sofia Coppola, kendt for blandt andet Oscar-vinderen Lost In Translation.

Det var dog først med gruppens fjerde album, Wolfgang Amadeus Phoenix fra 2009, at bandet for alvor fik hul igennem til de brede masser. Ikke mindst i USA, hvor albummet solgte guld, det vil sige en halv million eksemplarer, og indbragte gruppen deres første Grammy, i kategorien "Best Alternative Album". Udgivelsen solgte mere end million eksemplarer på verdensplan og sendte også gruppen ud på en lang turné, der varede to år, inden de kunne gå i gang med opfølgeren, Bankrupt!, som nu er klar, fire år efter forgængeren. Et album, der musikalsk fortsætter, hvor Wolfgang Amadeus Phoenix slap, med energiske sange med eftertænksomme tekster – og masser af musikalske og lyriske detaljer.

Gruppens guitarist Christian Mazzalai virker dog afslappet og ganske upåvirket af de høje forventninger til "den svære femmer", da GAFFA får ham i tale og først skal have svar på et oplagt spørgsmål:

Hvorfor hedder jeres nye album Bankrupt!?

– Vi kan godt lide ordet, og læg mærke til, at der er et udråbstegn bag titlen. Vi kan godt lide muligheden for fiasko. Det er ligesom, hvis du tager et sort-hvidt foto af en blå himmel. Så er der ikke noget at se på, men hvis du fotograferer en overskyet himmel, er der masser af nuancer at fortabe sig i. Som den store franske sanger og sangskriver Serge Gainsbourg engang sagde: Når du er glad, skriver du triste sange, og når du er trist, skriver du glade sange. Og vi er ret glade, så vi skriver triste sange. Det er vigtigt at have denne balance mellem det glade og det triste.

Hvordan kommer denne balance frem på albummet?

– Den er over det hele. I hver akkord, i hver tone, i sangstrukturerne.

Der er mange sange, der skifter tempo eller intensitet undervejs.

– Ja, lige præcis, det var noget, vi gerne ville udforske på dette album, og det er også en del af den balance.

Men I har jo ikke selv haft fiasko. Føler I et pres før udgivelsen af dette album, med al den succes, forgængeren havde?

– Vi føler ikke noget pres nu, og da vi indspillede albummet, lukkede vi dørene og talte ikke med andre musikfolk i to år, så presset kom udelukkede fra os selv.

Var det for at undgå presset udefra?

– Ja, men sådan arbejder vi altid. Det har vi gjort på alle vores fem album.

Købte Michael Jacksons mikserpult

En af de sjove historier omkring indspilningerne af Bankrupt! er, at Phoenix forud for optagelserne købte den selv samme mikserpult, som blev brugt, da Michael Jackson indspillede sit Thriller-album – verdenshistoriens mest solgte album med over 50 millioner solgte eksemplarer. Christian Mazzalai fortæller:

– Vi fandt den på eBay, men vi kunne ikke tro på, at den var ægte. Det tog en masse research, inden vi fandt ud af, at det var den rigtige mikserpult, og så købte vi den. I begyndelsen var den meget dyr, men vi endte med at købe den for 17.000 dollars, som vi synes er forholdsvis billigt. Vi købte den både, fordi den er brugt på Thriller, og fordi det er en unik mikserpult med en masse gode funktioner – og den er kæmpestor. Den vandrede fra studie til studie i slut-80'erne, og til sidst endte den hos en fyr i Sydstaterne, der brugte den til at indspille kristen rockmusik. En lidt skør, men også meget kreativ fyr, og ham købte vi den så af.

Der er en masse analoge synthesizere på albummet. Hvorfor har I valgt at kaste jer over disse instrumenter?

– Der er meget gammelt udstyr på albummet, blandt andet nogle synths, vi har haft siden vores barndom, og brugen af dem var en måde at komme tilbage til vores barndom på, tilbage til den barnlige uskyld. Men der er nu også meget nyt udstyr, for vi har forsøgt at blande det gamle med det nye. Vi eksperimenterer meget med både ny og gammel teknologi.

Hvad har været de primære inspirationskilder til albummet?

– Vi har hørt mange italienske sangere fra 30'erne og start-80'erne. Branco (Laurent Brancowitz, guitarist og keyboardspiller og Christians bror, red.) og jeg er halvt italienere, og det er sangere, vi lyttede til i vores barndom. Vi turnerede i to år og blev ramt af hjemve, og derfor har vi hørt meget musik fra vores hjemlande. Vores hjemve var også grunden til, at vi flyttede tilbage til Frankrig for at færdiggøre albummet efter at have indspillet tre måneder i New York. Jeg synes, at pladen er mere fransk og italiensk inspireret end vores tidligere plader.

Grammy udløste panikanfald

Som nævnt var Phoenix' forrige album, Wolfgang Amadeus Phoenix, bandets hidtil mest succesfulde, men hvorfor albummet gik så godt, har Christian ikke noget bud på.

– Jeg ved det ikke, og jeg vil helst ikke vide det, for jeg vil gerne bevare min ungdommelige uskyld.

Hvordan var det at vinde en Grammy for albummet?

– Vi følte på én gang en ekstrem stor glæde og en smule vemod. Vi var selvfølgelig stolte, men da jeg satte Grammyen op på min hylde, fik jeg nærmest et panikanfald.

Hvorfor dog det?

– Det ved jeg ikke, det skulle jeg måske spørge en psykolog om. Eller ringe til min mor (griner). Det er dejligt at modtage en Grammy, men ikke rart at eje én. Det skyldes måske, at vi aldrig har haft et ønske om at blive professionelle musikere i Phoenix. Vi vil gerne bevare den ungdommelige uskyld, vi havde, da vi var teenagere og begyndte at spille musik, og det er lidt svært at bibeholde, når man har fået en Grammy.

I vandt Grammyen i kategorien "Best Alternative Album". Synes I, jeres musik er alternativ?

– Ja, den er i hvert fald alternativ i forhold til meget af det, der ligger på hitlisterne, og det er vi stolte af. Og de andre musikere, der har fået priser i den kategori, for eksempel Beck og The White Stripes, er navne, vi både ser op til og føler os beslægtede med.

I var på en lang turné efter udgivelsen af Wolfgang Amadeus Phoenix. Hvis I skal nævne et højdepunkt fra turnéen, hvad har det så været?

– Det var at spille i Madison Square Garden i New York sammen med Daft Punk. Det er jo et historisk sted, og Daft Punk er nogle af vores barndomsvenner, så det var en stor aften.

Klar til NorthSide

Phoenix kan opleves på årets NorthSide-festival i Aarhus. Christian Mazzalai har ikke hørt noget om festivalen, men han er glad for at spille i Danmark.

– Vi har spillet i Vega flere gange, og det er måske Europas førende spillested. Lyden er fremragende, forholdene for musikere er glimrende – og det er publikum selvfølgelig også.

Er I begyndt at øve op til turnéen?

– Ja, det går godt, og vi er meget spændte. Det bliver vildt at spille disse sange live.

Hvad kan vi forvente af koncerten på NorthSide?

– Det bliver en unik, kraftfuld og værdig koncert. Vi gør meget ud af ikke at miste vores værdighed live. Vi spiller kun noget, som vi kan stå inde for.

Har I et ritual, før I går på scenen?

– Ja, vi synger en fransk sang, ofte en folkesang.

Hvad står der på jeres forplejningsliste?

– Postkort, så vi kan skrive postkort til vores kærester. Og god sake. Vi får dog som regel kun dårlig sake.

Hvad lytter I til i turbussen?

– Sidste gang vi var på turné, hørte vi meget franske sange fra vores barndom og ungdom, af ren nostalgi og hjemve.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA