Bastille: Hit-popsnedker med filminstruktør i maven

Bastille: Hit-popsnedker med filminstruktør i maven

Ok, første spørgsmål; hvem er din yndlingskarakter i Twin Peaks, "Coop", Benjamin Horne eller en helt tredje?
– Audrey Horn, hvem er din?

Leland Palmer.
– Ja, han er fantastisk, undergår de vildeste forandringer, men det der fascinerer mig særligt ved Audrey er mixet af hendes seksuelle mystik, måden hvor hun udfordrer autoriteter på, hendes relation til sin korrupte far og det, at hun både er en egoistisk "rich kid", men også et sympatisk menneske, der kæmper for dem, hun holder af, og det hun tror på.

Nej, du har ikke taget fejl. Du behøver ikke at tjekke forsiden igen, dette er ikke en særudgave af Ekko, og der bliver hverken uddelt filmruller eller metalliserede palmer. Men når man taler Bastille, hvilket næsten er det samme som Dan Smith, er det audiovisuelle – og for den sags skyld det litterære – ikke til at komme uden om. Hjernen bag Bastille, der i foråret har toppet den officielle britiske hitliste, har studeret engelsk litteratur på universitetet, og har en særlig forkærlighed for det morbide og den mørkere del af den menneskelige psyke, som hos for eksempel Brett Easton Ellis ("American Psycho" med flere, red.) og så har filmlærredet kraftigt tag i den unge brite. Det er horror-genren der er den store passion, primært instruktører som Dario Argento og Terrence Malick – og som tidligere indikeret David Lynch.

– Efter jeg så "Mulholland Drive" første gang, var jeg nærmest i en tilstand af chok, det var uden for kategori i forhold til noget, jeg havde set tidligere, hvilket selvfølgelig ledte mig hen til blandt andet "Twin Peaks" (som oprindeligt blev sendt i starten af 90'erne, red.), som vi talte om før. Her får Lynch taget den klassiske, lette "soap opera" og blandet den med udtalt absurditet og ekstrem stærk persontegning, samtidig med han fastholder en "weird" sjov narrativ. Han ændrede ganske enkelt rammerne for hvad tv-mediet kan indeholde.

Musik er billigere

Som en hyldest til mesteren kaldte Smith aka Bastille sin første udgivelse "The Laura Palmer EP" (pigen, der findes myrdet i første afsnit af Twin Peaks), og i det hele taget fristes man lidt til den antagelse, at Smith laver musik, fordi det er lettere og billigere end at være filminstruktør.

– Ha, ha, det er selvfølgelig også elementer, der spiller ind. Men jeg elsker musikken, så det føles ikke som et substitut, men man har vel en lille filminstruktør i maven et eller andet sted. Og via min interesse for filmmediet, vil der nok altid være en vis vægt på det visuelle element i min og Bastilles musik. Det kan du se i vores videoer (der ofte kan ses som små film, red.), og det er noget, vi i stigende grad arbejder på at integrere og udvikle i forhold til vores live-koncerter

Kender du danske Mew? De er ret langt fremme, hvad det angår.

– Nej, det gør jeg ikke: Dem vil jeg helt sikkert tjekke ud.

Bastilles visuelt-orienterede popmusik har på kort tid slået kraftigt igennem på de hjemlige, britiske breddegrader. Smiths lyse og fyldige stemme og de alternative rødder, der alligevel er catchy og sangbare, har gjort bandet til en af de størrelser, der stryger til tops med det samme. Lige hurtigt nok måske i forhold til at sikre en form for ro i forhold til at udvikle sig et skridt af gangen, vil nogle mene.

– Vi oplever det nok ikke på samme måde, for selvom bandet er helt nyt for mange, så har vi selv arbejdet intenst med musikken i over tre år, og har turneret intensivt, og har på den måde arbejdet os op. Men jeg skal da indrømme, at det var lidt af et chok, da det pludselig gik op for os, at vi lå nummer et på albumhitlisten – en lettere bizar oplevelse. Det betyder også, at der er kommet rigtigt meget pres på, det er ikke meget, vi er hjemme, men jeg skal være den sidste, der beklager mig.

Her i Danmark har Bastille også kommet godt fra start. Primært i form af singlen Pompeii, der har været P3's Uundgåelige. Hit-albummet "Bad Blood" udkom i Danmark den 15. april.

Hvem: – Vi er en kvartet fra London, hvor jeg skriver sangene og synger dem

Hvad:  – Du kan sige, at vi spiller en form for alternativ popmusik med elementer af indie-electronica og r'n'b.

Hvor: – Jeg er født og opvokset i London, men har studeret i Leeds, og er nu rykket tilbage til London. Det er en på mange måder overvældende by, hvor der altid sker en helvedes masse. Så kunsten er at tage de bedste elementer og lade de andre ligge.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA