x

Joni Mitchell fylder 70

Joni Mitchell fylder 70

"Jeg er kun groupie for Picasso og Leonard Cohen", udtalte Joni Mitchell engang på vej ud af en restaurant sammen med den bemeldte sangskriver. En kvik bemærkning fra hoften til en anmassende journalist, men samtidig på en måde særdeles sigende for en sangerinde og sangskriver, som alle dage har været helt sin egen. Og som måske netop derfor har kastet længere musikalske skygger ind i sin eftertid end de fleste andre kvindelige profiler på 70'ernes frugtbare sanger/sangskriver-scene. I dag den 7. november fylder damen bag mesterskiver som Blue, For The Roses og Court & Spark så 70 år – og GAFFA har benyttet anledningen til at spørge tre danske topmusikere om, hvad der egentlig er så særligt ved Mitchell og hendes bagkatalog.

Tina Dickow: Kringlet og knivskarpt

Hvad er det særlige ved Joni Mitchell?

– Der var ingen som hende! Det, hun gjorde, var personligt, så legende nysgerrigt og specielt. Kringlet og knivskarpt på samme tid. 

På hvilken måde har Joni Mitchell inspireret dig – som kunstner og som kvinde?

– Hun har blandt inspireret mig til at bruge flere hjørner af min stemme; at søge helt op i det høje. Da jeg var ung, var jeg enormt ked af, at jeg ikke kunne brage igennem på de høje toner som alle de store pop- og soul-sangerinder, men Joni viste, at man kan synge høje toner på en anden måde; fint og skrøbeligt. Hun har på en eller anden måde også inspireret mig til at gå på opdagelse i alle mulige indre landskaber. Hun kan noget med at male følelser og billeder.

Prøv at beskrive dit første møde med Mitchells musik.

– Det var ret sent, faktisk. Vist i 2004, da jeg turnerede med Zero 7. Jeg havde lyttet en del til Blue inden da, men det havde aldrig for alvor bidt sig fast. Jeg var mere til Tracy Chapmans straight-up sangskrivning og maskuline vibe. Men i mødet med mit nye liv som professionelt turnerende musiker, var jeg pludselig helt åben for at gå på opdagelse i hendes eventyrlige univers.

Hvad kan nye generationer af sangskrivere lære af Joni Mitchell?

– Det er svært at sige. Hun er jo tit meget kringlet i sine melodier, og det er de færreste, der vil kunne slippe af sted med det i dag. I dag skal alt jo serveres skarpt og i mundrette bidder. Så det, man kan lære, er nok at male billeder og bruge sit eget følelsesliv uden at blive for navlepillende. 

Hvad er dit yndlingsalbum med Mitchell – og hvorfor?

– Jeg kender slet ikke alle hendes album, men Blue er jo en suveræn klassiker, og jeg elsker også For The Roses, som kom lige bagefter. Af yndlingssange kan nævnes "hits" som Both Sides Now fra albummet Clouds og Woodstock fra Ladies Of The Canyon. En sang, hun skrev, da hun gik glip af et af musikhistoriens højdepunkter, Woodstock '69, fordi hun skulle optræde i et tv-show.

Agnes Obel: Modet til at bruge sig selv

Hvordan stødte du på Joni Mitchells musik?

– Den første plade, jeg hørte – og den, jeg kender bedst – er Blue. Det er som om, jeg altid har kendt den plade, men jeg tror måske, at mine forældre har haft den.

Hvad er det, det album kan?

– Det har bare en helt specifik stemning. Det er en virkelig, virkelig god plade. Den har både sådan nogle udadvendte og glade sange som California og All I Want, der er meget ungdommelige og længselsfulde på en eller anden måde. Og så er der sådan nogle mere eftertænksomme sange som Blue... Jeg synes bare, at det er en sindssygt fed plade, og jeg kan også godt lide måden, den er instrumenteret og spillet på. Den er enkel på mange områder, det kan jeg enormt godt lide.

70'ernes musikscene er fyldt med markante kvindestemmer – hvad er det særlige ved Joni Mitchell?

– Ja, der er mange fantastiske kvindelige kunstnere fra den tid – det er der også nu. Men jeg tror, at det særlige ved hende er, at hun har en specifik lyd som er hendes egen. Den måde hun synger på, og den måde hun fortæller sine egne historier i sine sange. Den er indenfor singer/songwriter-traditionen, men den er helt hendes egen fra starten. Der er en utrolig musikalitet i hendes måde at synge på, hvor hun går op og ned på en meget virtuos måde. Det er meget instrument-agtigt, den måde hun synger på – og det har jeg altid syntes var vildt fedt. Og så er der altid et element af humor, et glimt i øjet i hendes musik – også i det, hun har lavet de senere år.

Hvordan har Joni Mitchell inspireret dig – som kunstner og som kvinde?

– Hmm, jeg ved ikke, om hun har inspireret mig – jeg har bare altid synes, at hun var cool. Og at hun stadig er det den dag i dag. Jeg så for nylig et interview med hende, hvor jeg tænkte "nej, hvor er hun optur, hvor er det nogle fede ting, hun siger." Super-intelligent og med et utroligt mentalt overskud.

Er der nogle sange i dit eget bagkatalog, hvor du har haft Mitchell i tankerne, mens du skrev?

– Jeg har lavet en sang til den seneste plade – som ikke kom med – som jeg kaldte "Joni Mitchell-sangen." Det var på grund af den måde, jeg sang på... noget i harmonikken, i måden stemmen bevægede sig på, som mindede meget om Joni Mitchell. Jeg kan enormt godt lide sangen, men jeg synes ikke, at den passede på denne her plade. Måske udgiver jeg den på et tidspunkt.

Hvad vil du mene, yngre sanger/sangskrivere kan lære af Mitchell i dag?

– Sådan en som mig kunne måske lære at huske på at være min egen. Det synes jeg, hun har gjort.

Og så modet til at bruge sit eget liv som materiale, men det er der jo også mange andre kunstnere, som har gjort... hvor man kan kigge tilbage på deres bagkatalog og se deres liv i deres plader. Det synes jeg er enormt fedt, og det må være en vidunderligt ting at kunne efterlade sig plader fra forskellige perioder af sit liv. Og selv i en høj alder kunne være skabende... blive ved med at have hul igennem til et punkt, hvor man har noget på hjerte. Hul igennem ind til det sted, hvor man får lavet musik. Og det virker på mig, som om hun har haft det hele tiden. Og det er måske også, fordi hun har haft modet til at bruge sig selv på den måde, hun har gjort.

Hvem fører efter din opfattelse traditionen fra Mitchell videre i dag?

– Jeg har hørt noget Laura Marlin, som jeg synes lyder meget inspireret af Joni Mitchell. Og der er også elementer i meget af det folk, som er kommet frem… Fleet Foxes, Mumford & Sons. Men jeg synes stadig, at hun er meget sig selv, og der er ikke rigtig nogen, som jeg kan pege på, der minder om hende.

Kristian Leth: Den poetiske tyngde

Hvordan har Joni Mitchell inspireret dig?

– For mig at se er der flere ting, som hun har været genial til. En ting er hele hendes melodiske univers, som er virkelig overskuds-agtigt. Hun kan så meget med sine melodier; de bliver ved med at være dybt personlige, samtidig med at de er fantasifulde og opfindsomme. Det er en ting, som har inspireret mig, i al fald.

På trods af, at hun virkelig per definition er singer/songwriter, har hun eksperimenteret med alle mulige former og genrer. Det er en ting. Men den vigtigste inspiration er den måde, hvorpå hun er poetisk i teksterne. Det har altid en tyngde, selvom det er sangbart og lyrisk. Hun er en meget modig sangskriver, som altid kaster sig ud i nye billeder, toner og tanker i det, hun laver.

Hvad er det særlige ved Joni Mitchell?

– Man får indtryk af, at der er virkelig snørklet inde i Joni Mitchells hoved – og derfor minder det på en eller anden måde mere om vores egne hoveder. Det er en af de store lektioner i personlig sangskrivning – at turde forfølge de der idiosynkratiske, man arbejder med. Og så stole på, at det rent faktisk er dem, som gør, at andre mennesker kan forholde sig til det. Ofte kan man godt finde på at glatte ud eller gøre tingene mere forståelige – og jeg synes, Joni Mitchell er et fremragende eksempel på det modsatte.

Hvordan var dit første møde med Joni Mitchells musik?

Det var Blue – bare fordi jeg var teenager og havde læst om den. Og i den dér trang efter at tjekke alt ud, måtte jeg selvfølgelig lytte til den. Det er på samme tid en meget lille og en kæmpestor plade. Den er småt arrangeret, orkestreret og produceret; det er lyden af træinstrumenter tæt miket op og så hendes stemme. Den er meget håndspillet og på den måde en lille plade i sonisk forstand. Samtidig med at arrangementerne er så forrygende, at sangene formår at blive kæmpestore. Det var den plade, som gjorde forskellen for mig.

Facts om fødselaren

⁃ Født som Roberta Joan Anderson den 7. november '43 i Alberta, Canada, og debuterede i 1968 med albummet Song To A Seagull

⁃ Siden fulgte hits som Big Yellow Taxi, Woodstock og Both Sides Now, inden Mitchell i halvfjerdsernes anden halvdel bevægede sig i mere jazzinflueret retning med plader som The Hissing of Summer Lawns og Hejira

⁃ Mitchells seneste studiealbum er syv år gamle Shine, mens Blue fra 1971 af mange betragtes som hovedværket

3 essentielle:

Joni Mitchell har udgivet i alt 19 studieplader og to livealbums siden debuten med Song to a Seagull i '68. Her giver GAFFA dig en hurtig introduktion til tre af de steder, man med fordel kan gå ombord i damens bagkatalog.

Ladies of the Canyon (1970). Mitchells tredje album rummer flere af hendes tidlige signatursange, herunder generationshymnen Woodstock og ørehængeren Big Yellow Taxi, som mange år senere skulle blive remixet af Janet Jackson. Titlen henviser til sentressernes kunstnerkoloni Laurel Canyon udenfor L.A., hvor Mitchell slog sine folder sammen med folk som Crosby, Stills & Nash - som i øvrigt også medvirker på albummet her.

Blue (1971). Man kommer ikke uden om Mitchells på en gang enkle og komplekse mesterværk fra '71, som da også figurerer på adskillige lister over århundredets vigtigste album. På Rolling Stone Magazines liste fra 2003 landede albummet således på plads nummer tredive - og gjorde dermed Mitchell den højst placerede kvindelige kunster. Med på pladen er blandt andre Stephen Stills og den daværende kæreste og sangskriverkollega James Taylor.

Miles of Aisles (1974). Med sange som Both Sides Now, Carey og The Circle Game opsummerer livealbummet fra 1974 Mitchells hidtidige karriere. På optagelserne bakkes Mitchell op af gruppen L.A. Express med blandt andre guitaristen Robben Ford - og pladen kan betragtes som en statusopgørelse, inden Mitchell bevægede sig i mere jazz-influeret retning på de følgende plader The Hissing of Summer Lawns og Hejira.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA