x

Nekrolog: Paco de Lucía er død, 66 år

Nekrolog: Paco de Lucía er død, 66 år

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre eller sige. Fra badebyen Cancún i Mexico er indløbet den sørgelig meddelelse, at mesterguitaristen Paco de Lucía brat er blevet revet bort fra verden. Et hjerteanfald kom som lyn fra en klar himmel, mens han legede med ungerne på stranden og flamencoens mest lysende guitarist døde efterfølgende i ambulancen på vej til hospitalet. Det er en katastrofe. Intet mindre end et ubærligt tab.

Det er kun et par år siden, at han var i København sidst og sammen med kapaciteter som danseren Farucco, sangeren Duquende og selvfølgelig den trofaste bror, Pepe de Lucía, stillede op til et brag af en koncert i DR-byens koncertsal. Men for aficionados (glødende fans) som undertegnede er det især de gamle kassettebånd købt i Pacos hjemby Algeciras, der sættes på. Fra dengang han i rivende fart ville sætte nye standarder for, hvordan flamenco-guitar kunne spilles. Selvfølgelig - og bedst - i samarbejde med sin mangeårige og ligeledes geniale følgesvend, sangeren Camarón de la Isla (1950-1992).

Når jeg nede på havnefronten overfor bådene til Tanger i Marokko ville købe de bånd, ville jeg også passere den statue, som dengang stod lige der foran havnen, hvor Paco sidder på sin stol med sit madonna-agtige englefjæs og det lange hår, mens adskillige strenge er sprunget. Man var med rette stolt af Francisco Sanchez Gomez, som på flamencomanér tog sin portugisiske mors navn, da det rette kunstnernavn skulle lancere det helt unikke talent, som både Paco og hans godt ti år ældre bror og læremester, besad. Broren, der indtil sin død i 2009  bar navnet på den ved et overfladisk syn rimeligt ucharmerende fødeby navn som sit eget. Han hed simpelthen Ramón de Algeciras. Undertegnede begravede morbidt nok en ven i netop Algeciras for et år siden, og byen er langt mere spændende end sit rygte, kan jeg skrive under på.

Tilbage i de glade år i 1970'erne ville Camarón bo med sin berømte kone La Chispa ovre i La Linea, som ligger på stykket hen mod grænsen til den engelske koloni Gibraltar. Og sammen med Paco ville han sætte helt nye standarder for spil på seks strenge i en grad, så jeg ikke et øjeblik vil tøve med at omtale Paco de Lucia med samme respekt, som jeg har for en Jimi Hendrix. Også selv om Paco faldt for fristelsen og indtrådte i fusionsjazzens verden med sit band med folk som fløjtenisten Jorge Pardo, eller for alvor fik opmærksomhed i den vestlige verden i trioen med Al di Meola og John McLaughlin, som først udmøntede sig i det berømte live-album Friday Night In San Francisco og siden fik opfølgere. Alligevel var der aldrig tvivl om, at det var i flamencoens verden, at Paco de Lucias virkelige passion - hans duende - lå. Og gudskelov fik hans publikum mange muligheder for at opleve mesteren med sit formidable orkester, der med en håndplukket besætning altid viste flamencoen fra sin bedste side. Ligesom han konstant fornyede genren.

Når Paco gav los for sine maskingeværagtige løb hen over strengene, var det en overlegen og innovativ teknik, som lå bag. Du spiller flamencoguitar med fingrene, og Paco imponerede fra barnsben hjemme i La Bajadilla-distriktet - hvor der i øvrigt boede mange gitanos (romaer) - med en usædvanlig styrke i højre hånd, som gjorde, at han kunne spille hurtigere og med mere klang end de fleste andre, vel at mærke indenfor en genre, hvor der var rigtigt mange, der kunne spille formidabelt. Tidligt spillede Paco og hans brødre på de lokale flamenco-pena'er, som klubberne hedder, og snart var Andalusien for småt til ham og han endte op i hovedstaden Madrid, hvor der er et berømt spille- og dansested - det der i jargonen hedder tablao - som hedder Tablao Torres Bermejas.

Her arbejdede den tre år yngre store knægt fra San Fernando lige udenfor Cadiz, som hed José Monje Cruz, som havde en egen raspende stemme og kunne synge flamencoens bitre blues helt ud. Allerede i færd med at lægge grunden til det hårde liv, som til sidst ville lægge ham i graven som 41-årig, havde den unge sanger allerede fået kælenavnet Rejen fra Øen (Camarón de la Isla) og sammen indspillede de to det banebrydende album Al Verte Los Flores Lloran, som omgående gjorde dem til en sensation og blev fulgt af otte yderlige album, der for alvor markerede den stil, der blev kaldt Nuevo Flamenco. Da Paco til sidst forlod Camarón, var det dels fordi han ikke kunne følge stjernesangeren, der havde et massivt stofmisbrug. Men også fordi der simpelthen var så meget efterspørgsel efter guitaristen, som havde revolutioneret flamenco. Hans afløser blev meget passende en elev af Paco, nemlig "den lille tomat fra Almería", Tomatito.

Camarón har siden 1992 ligget i det store gravsted på kirkegården i San Fernando, hvor alt er fromt og hvidt, undtagen stjernens grav, som nærmest med udråbstegn som punkkoncert er i kulsort marmor. Nu skal de sørgende flamencofans til en nye begravelse, som kommer til at fylde gaderne med sørgende. For selv om Paco døde i det selvvalgte mexikanske eksil, beretter den store spanske avis El Pais, at han vil blive fløjet hjem til fødelandet. Her vil guitaristen, der var født som payo (ikke-sigøjner) men endte som en ægte "hjerternes gitano", blive stedt til hvile. Ligesom Algeciras har erklæret af byens mest berømte søn skal mindes via tre dages sørgen. Jeg tror, at den blues er noget, vi vil mærke meget længere. Det er som sagt helt uventet og helt forfærdeligt.

Det er simpelthen en af de største guitarister nogensinde, der har taget turen hen over gribebrættet for sidste gang.

Så er det sagt.

PACO DE LUCIA (FRANCISCO SANCHEZ GOMEZ) 1947-2014 - Æret være hans minde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA