Psyched Up Janis: On the road (again)

Psyched Up Janis: On the road (again)

For tyve år siden startede Sune Wagner og Jakob Jørgensens eventyr med Psyched Up Janis for alvor. Det skete med udgivelsen af det nu klassiske debutalbum Swell. De følgende fem år bød på to yderligere albums og en næsten uendelig række af koncerter rundt i det danske land.

Nu har Sune og Jakob gendannet Psyched Up Janis i anledning af tyveårsjubilæet, og nok engang kan fans over hele landet opleve den massive energiudladning, som de to sønderjyder fortsat lover at være garanter for. Turnéen starter den 1. maj i hjembyen Sønderborg og slutter et par uger senere i København.

GAFFA fandt Sune og Jakob på en vinbar i København, hvor tømmermændene fra en gedigen bytur blev kureret med en kombination af yderligere alkohol, tapas og en snak om både det, som var, og det, som venter.

Hvornår begyndte I første gang at snakke om at gendanne bandet i anledning af tyveåret for Swell?

Jakob: - Efter sommerferien og før oktober. September?

Sune: - Haha, lad os bare sige det!

Hvem fik idéen?

Jakob: - Sune skrev bare til mig. Det var den korteste mail nogensinde. "Er det stadig dig?" tror jeg, han skrev.

Sune: - Ja, præcis!

Jakob: - "Hva' fa'n, hva' sker der her? Hva' pønser han på?" Jeg tænkte jo nok, at han pønsede på ét eller andet. Så skrev jeg tilbage fem minutter efter – og hørte så ikke noget i en uges tid eller sådan noget! Så tænkte jeg, det kunne være, han havde skrevet forkert. Men da han så skrev tilbage og foreslog det, så tænkte jeg bare, "yes".

Sune: - Det er når man sidder og stener årstal – så går der lige pludselig et eller andet op for én. "Hey – tyve år!".

Jakob: - Ja, og jeg havde nemlig heller ikke tænkt på, at der var gået tyve år. Jeg havde mere tænkt på, at det var sjovt at spille for fem år siden.

Så der var ikke nogen, der skulle overtales?

Sune: - Nej, men det fede er jo så, at i 2016, så er det Beats Me, der har 20 års jubilæum!

Er det ikke først i '17?

Sune: - Gik der virkelig så lang tid?

Jakob: - Så har vi lige lidt tid at løbe på.

Så er det til gengæld Enter The Super Peppermint Lounge allerede året efter.

Sune: - Ja, super – vi får travlt, mand!

Hvad var jeres yndlingsnummer på Swell for 20 år siden?

Jakob: - Jeg tror sgu ikke, det har ændret sig.

Sune: - Ikke rigtigt, nej.

Jakob: - Men det er sgu svært. Det ville være nemmere at vælge tre.

Sune: - Men hvis du virkelig skulle have hovedet på blokken? Så ved jeg godt, hvad du ville sige!

Jakob: - New 5. Det er bare et skidegodt nummer. Der er fandeme en god stemning i det. Og den guitar, der kommer dér…. Uh. Sådan var det også dengang.

Sune: - Så kan jeg jo tage det nummer, som Jakob ellers ville have taget – Shudder. Den har en utroligt god stemning – den dér københavner-sommer-stemning. Og så synes jeg, den er megafedt skruet sammen. Den er fantastisk arrangeret. Den er episk på en ret fin måde.

Jakob: - Noget helt andet er, at det fandeme er også nogle fede sange at spille live, de to. Det er nogle, man glæder sig til.

Var det ikke noget med, at Craig Leon var med til at arrangere Shudder? Det synes, jeg du fortalte mig for 15-16 år siden, Sune.

Sune: - Var han det? Det kan jeg fandeme ikke huske.

Noget med, hvor lang introen skulle være og sådan nogle ting.

Sune: - Jo, det har han da helt sikkert været. Men det var også fordi, Jakob havde skrevet et stykke til den. Dér, hvor den ligesom stopper op og bygger op igen. Det var et superfint stykke, og det har Craig da helt sikkert hjulpet os med at få ind i sangen.

Er der et af Swell-numrene, I synes klarer sig bedst her 20 år efter? Et, der er mest tidløst?

Sune: - Jeg kunne jo i grunden bare nævne de samme numre igen. Og der er mange numre, jeg kunne nævne. Men ikke alle numre, synes jeg ikke. Lad mig prøve at se. Hvad er der overhovedet på den plade…?

Jakob: - Subsonic Why?.

Sune: - Det er fedt, men det hører måske også lidt en speciel tid til med de dissonante guitarer. Jeg synes, Shudder er en mere klassisk sang, sådan rent akkordmæssigt. Det er I Died In My Teens jo også, men det, sangen handler om, hører måske også lidt en anden tid til. Hmm… Vi tager bare de samme to numre igen!

 

Sune og Jakob – dengang og nu

Sune, hvordan vil du beskrive den 20 år yngre Jakob i tiden omkring Swell?

Sune: - Haha, puha… Jamen, vi var jo i virkeligheden meget ens på det tidspunkt. Vi var nærmest lige flyttet til København. Vi havde kun boet der i et par år, og vi var begyndt at lære folk at kende. Vi gik jo egentlig bare meget i byen – som man jo gør, når man er ung. Man drømmer om alle de dér ting. Man er i øvelokalet og optager alle øverne, og så tager man hjem og drikker en kasse øl og lytter til det, man lige har optaget. Vi var begge to superambitiøse.

Jakob: - Og så tog vi altid ud og hørte musik. Tex havde jo musik hver dag, så vi var ude hver dag. Og det er ikke løgn. Der var måske en enkelt søndag i måneden, hvor vi lige skulle strække ben. Men ellers var vi ude hver dag. Det var helt vildt.

Sune: - Ja, for fanden da. Så jeg vil sige, at Jakob var en energisk ung mand med store ambitioner og mod på livet. Simpelthen!

Hvad så den anden vej, Jakob? Hvordan vil du beskrive den Sune, der lige havde udgivet sit allerførste album?

Jakob: - Han beskriver det egentlig meget godt. Det første, jeg tænkte på, var, at vi var to personer, som ikke så nogen barrierer. Vi så kun muligheder. Det var fedt.

Sune: - Ja, det er fedt, når man står i den alder og bare har så meget gå-på-mod. Det er en ret fed følelse at have som ung, for på det tidspunkt i éns liv sidder man jo ikke tænker, "nå ja, men hvad nu hvis…" – det eksisterer slet ikke!

Jakob: - Vi skulle slet ikke tage stilling til noget. Det havde vi jo folk til. Vi skulle tage stilling til musikken, men ikke alt det dér udenom.

Sune, du fortsatte så rock n' roll-livet, mens du, Jakob, blev lærer og far til fire. Sune, hvad tror du, Jakob fylder sit hoved med til hverdag nu?

Sune: - Det er da et godt spørgsmål. Vel med lidt at hvert. Han har jo fire børn, og det tager jo selvfølgelig noget tid. Nu dukkede han ikke lige op til forældremødet i går, men det er så en helt anden snak, haha! Jeg tror egentlig, at hans hoved lige nu er fyldt med rimelig meget musik.

Jeg tænker mere på Jakobs liv som lærer og familiefar i tiden efter, I gik i opløsning i '99.

Sune: - Jamen, jeg går da ud fra, at han har haft et fantastisk liv, altså. Det at stifte familie er jo en fantastisk ting, og det ville jeg da ønske, at jeg selv havde gjort. Men det har jeg ligesom bare ikke haft mulighed for.

Jakob, hvad tror du så fylder Sunes hoved en tilfældig tirsdag i hans liv nu om stunder?

Jakob: - Jeg tror, han vågner op og tænker "hvornår åbner tapasbaren?".

Sune: - Han har fuldstændig ret!

Jakob: - Og så ved jeg jo, at Sune er sindssygt kreativ. Jeg ved ikke, hvor spontant det er, eller hvor meget han sætter det i rammer. Men han er jo meget spontan på andre områder, så det tror jeg egentlig også, han er dér.

Sune: - Det er overhovedet ikke forkert på nogen måde. Jo længere jeg er væk hjemmefra – altså fra dér, hvor jeg har mit virke – jo mere rastløs bliver jeg. Jeg føler ikke, at jeg kan arbejde, når jeg er i Danmark. Jeg har ikke lige et klaver eller en guitar ved hånden, og så begynder jeg ligesom bare at lave nogle andre ting. Så ender det med, at man sidder og drikker vin hele dagen – i stedet for at få afkald på hele den dér rastløshed, som jeg får af ikke at kunne arbejde. Det er jo lidt irriterende, kan man sige – men det er fandeme også hyggeligt, altså!

Jakob: - Ja, se det som en ferie.

Sune: - Det er også det, jeg gør!

 

Nemt at relatere til de tyve år gamle sange

Sune, du har engang fortalt mig, at din sangskrivningsproces ikke har ændret sig siden Swell. Det er den samme tilgang, de samme følelser og den samme rastløshed, du prøver på at håndtere. Betyder det, at du stadig fuldt ud kan relatere til sangene på Swell?

Sune: - Ja, det kan jeg sagtens. Nu var vi lige inde på I Died In My Teens før, og den kan jeg godt relatere til stadigvæk. Jeg kan også se andre folk være i den situation, som sangen skildrer. For mig ligger det jo bare nogle år bagude, men jeg kan hundrede procent relatere til sangen, og jeg husker præcis alle de følelser, den omhandler.

Så det er en oprigtig gengivelse, når sangene bliver fremført? Det er ikke bare teater?

Sune: - Det bliver overhovedet ikke teater.

Er der et nummer fra Swell, der minder mest om ét, du kunne skrive i dag?

Sune: - Nej, det er der sgu nok ikke rigtigt.

Hvordan vil du karakterisere din sangskrivning dengang?

Sune: - Ordene har altid været meget vigtige. Ligeså vigtige som musikken. Og det har ikke ændret sig. Når man ser på de bands, som vi blev kategoriseret sammen med, så havde vi måske lidt flere overvejelser i forhold til det lyriske univers. Host-host, Leather Crane, hahaha! Nej, nu er det ikke for at disse nogen, men du ved godt, hvad jeg mener…

Jakob: - Host-host, Jamie Fame Flame!

Sune: - Hahaha, Keith The Hamster!

New 5, Dead Green Summer og mange andre af Swell-numrene har ret særegne trommerytmer. Hvem fandt på dem?

Sune: - Det gjorde Martin (Bjerregaard, trommeslager på debutalbummet, red.). Han var ret god til at finde på trommerytmer.

Jakob: - Jeg så én på Facebook, der havde skrevet, "hvad er det for en detalje, som Martin laver i Vanity, som Yebo aldrig har lavet?" – han er bare aldrig kommet med svaret.

Sune: - Jeg tror godt, jeg ved, hvad det er. Det er et ekstra stortrommeslag, han laver i verset. Det har jeg nemlig altid lagt mærke til. Det er garanteret det, han mener!

They blev kun spillet live til og med '95, og jeg kan huske, at du sagde dengang, Sune, at du ikke var så begejstret for den sang på grund af teksten. Hvordan har du det med at skulle ud at spille det nummer live igen?

Sune: - Jamen, jeg har slet ikke kigget på den endnu! Jeg kan ikke engang huske teksten. Men jeg har altid godt kunnet lide rytmen i den. Det er et fedt drive. Men jeg kan overhovedet ikke huske et eneste ord fra den tekst.

Noget med "I wish I had a million guns", ikke?

Sune: - Nå jo, for helvede… Jeg kan jo også bare lave den om. Skrive en ny tekst – så skal du se folks reaktion!

Hvorfor er der et halvt minuts stilhed til allersidst på pladen?

Sune: - Er der det eller hvad?

Jakob: - Det var jeg ikke klar over.

Det er noget, vi har undret os over i mange år.

Jakob: - Det kan jeg godt forstå. Det undrer vi os så også over!

Sune: - Det må være noget, Charles (Smith, manager, red.) har bestemt.

Jakob: - Han havde den slags idéer. Et halvt minuts stilhed, inden du sætter noget andet på? Det kunne han godt finde på.

Sune: - Ja, lige præcis.

 

Swell fra start til slut

I har snakket om at spille Swell fra start til slut ved begyndelsen af koncerten. I så fald, bliver det så svært at skulle brænde Vanity og I Died In My Teens af som de to allerførste numre?

Sune: - Nej, slet ikke. Fandeme nej.

Jakob: - De kommer jo som perler på en snor.

Sune: - Det er kun fedt, synes jeg. At man lige kommer i gang. Og Vanity er jo et fedt åbningsnummer.

Jakob: - Det var jo også derfor, vi lagde den som nummer 1 på pladen, ikke? Så er man sgu i gang!

Sune: - Og så lige inden en slasker, ikke?

Jakob: - Jo, og så Shudder som treer!

Sune: - Ja, og så holder man på folk – der er sgu ikke nogen, der går dér. Men så kommer They, og så skal folk på wc, haha!

Jeg ved, at I ikke har den vildeste øvemoral, og i 2009 øvede I kun halvanden gang. Hvor mange gange skal I øve den her gang?

Sune: - Det bliver sgu sikkert det samme, kunne jeg forestille mig. Max to.

Jakob: - Vi bliver nødt til lige at se, hvordan fanden det hænger sammen, det her. Men hvis vi kunne for fem år siden, så kan vi for fanden også nu.

Kommer et nummer som Swirl Like You til at sidde i skabet allerførste gang?

Sune: - Det kunne det sagtens, men det kommer lidt an på, om jeg kan huske alle de dér guitar tunings. Det bliver fandeme svært, altså! Det bliver sådan noget med bare at prøve en million ting af.

Jakob: - Jeg tror faktisk, det kommer til dig, som så meget andet, når du først sætter dig ned med det.

Sune: - Det håber jeg da.

Hvor mange af numrene har alternative tuninger?

Sune: - Jamen, det har Subsonic Why?, Swirl Like You, Modest Us og én mere, tror jeg.

Er det så i det mindste den samme tuning, de har?

Sune: - Nej, de er nemlig alle sammen forskellige – det er klart!

Hvor nemt har du generelt ved at huske sangtekster, Sune?

Sune: - Generelt vil jeg sige, jeg har det okay med det. Det synes jeg i virkeligheden ikke er det store problem.

Ville du uden videre kunne recitere teksten til Reddening Star nu og her?

Sune: - Haha, nej, det ville jeg ikke!

Jeg ved, at du i dag skriver sange på klaver. Gjorde du også det i '94?

Sune: - Nej, det gjorde jeg ikke. Da skrev jeg på guitar.

Nå, så der findes ikke en klaverdemo af Vanity?

Sune: - Nej, desværre… Eller, måske!

 

Overrasket over hvor meget, der huskes

Sune, jeg lavede jo et stort interview med Jakob i november, hvor han genfortalte hele bandets historie – helt fra starten og frem til tiden omkring gendannelsen i 2009. Og det er ikke for mit egos skyld, jeg spørger, men læste du interviewet?

Sune: - Jeg har læst det, ja.

Stemte Jakobs fortælling overens med din egen hukommelse?

Sune: - Ja, det synes jeg. Men der er også nogle ting, som man måske ikke husker så godt. Og jeg tror da også, at vi med nogle ting har en lidt forskellig opfattelse af, hvordan de nu var. Når man så bliver mindet om nogle andre ting, så tænker man, "nå ja for fanden, det er sgu da også rigtigt – det havde jeg helt glemt". Men jeg er virkelig meget, meget overrasket over, hvor meget, vi i grunden husker fra den periode – og hvor mange detaljer. Det er ret vildt, altså! Jeg sad i går, inden vi skulle til at lave interviews, og tænkte "det kan sgu godt være, det bliver svært, det her – måske bliver der en masse spørgsmål, jeg ikke vil kunne svare på". Men umiddelbart har det da været okay.

Min første koncert nogensinde var som 12-årig på Husets Musikteater (der senere blev bygget om til VoxHall, red.) i Aarhus med jer. Dengang lod I generelt publikum vente i rigtig lang tid, før I kom på scenen – gerne til efter midnat. Men så var det jo så også ekstra fedt, når I endelig kom på scenen.

Jakob: - Ja, og jeg har undret mig over, hvorfor fanden folk er begyndt at gå så tidligt på. Folk går kraftedeme på klokken otte nu om dage! Vi gik sgu da først på, ja, efter midnat!

Sune: - Det gør vi også bare inde i Vega så – vi spiller klokken et, mand!

Det er som om, der er røget lidt kant af i de forgangne år. Hvis et band er programsat til klokken ni, så starter de senest kvart over ni, og så stopper de tids nok til, at folk kan komme hjem med bussen og i seng.

Sune: - Men det er vel også forskelligt fra sted til sted. Vega har jo en curfew. Dér bliver man nødt til at være færdig på bestemt tidspunkt. Men på en masse klubber – Stengade og sådan nogle steder – dér er folk da pisseligeglade med, hvornår koncerten starter og slutter.

Jakob: - Men i Tivoli er det bare forbudt at spille efter klokken 23. Så cutter de bare strømmen.

Og det er lavt nok i forvejen jo.

Jakob: - Ja, det må man sige.

Er det egentlig noget, man kan fornemme, når man står på scenen? At det er meget lavt blandt publikum?

Sune: - Ja, på den måde, at reaktionen fra publikum er anderledes. Der er ikke rigtigt den dér reaktion, som der burde være – når man står og tænker "her er den – så tag den da, mand!", haha!

Jakob: - Nu var jeg jo faktisk inde og se Raveonettes og Sort Sol, og så mødte jeg en gammel fælles bekendt – og vi kunne stå og snakke sammen! Sådan synes jeg fandeme ikke, det skal være, altså.

 

Både trygt og nervepirrende

Jeg forestiller mig, at der er noget trygt over at skulle spille jubilæumskoncerter – sammenlignet med at skulle spille regulære koncerter i forbindelse med en ny plade. Men er det det rigtige ord at bruge? Tryghed?

Sune: - Der er vel noget tryghed i at vide, at folk allerede ved, hvad det er, de går ind til. De ved, at det er Swell, der bliver spillet, og det er dem, der gerne vil høre dén plade, der kommer. Så man har allerede overvundet folk. Hvorimod hvis man går ud og spiller med en ny plade, så har halvdelen af dem ikke hørt den – og nogle folk synes bare, det er noget lort. Så der er noget tryghed i at vide, at det bare bliver en masse glade folk. Med mindre vi spiller rigtig dårligt!

Hvordan påvirker den tryghed så jeres sceneoptræden?

Jakob: - Når først vi står der, så tror jeg ikke, vi tænker så meget over det. Så skal vi sgu bare trykke den af.

Sune: - Jeg kan huske, at jeg syntes, det var sjovt sidst, vi spillede. Jeg smilede meget og var meget ekstatisk glad. Der var bare så god stemning.

Når du, Sune, har spillet på diverse små steder, har du jo skullet overvinde publikum igen, og tit i en helt anden skala end i Psyched Up Janis-dagene. Er der ikke en form for aggressivitet i, at nu skal man fandeme ud og vise dem, når man spiller på en eller anden lille klub i Philadelphia? Er det ikke en anden energi, man har med sig, end når man allerede har overvundet publikum inden første akkord er spillet?

Sune: - Jo, for fanden. Det er det da. Men som Jakob siger, så er det virkelig ikke noget, man tænker på.

Jakob: - Når først du står der, så er det helt naturligt. Hvis du begynder at tænke for meget, så går det galt.

Sune: - For os vil det stadig bare være en koncert, om der så står 50 eller 1.600 mennesker. Det handler bare om at trykke den af.

Jakob: - Men jeg kan da tydeligt huske – som da vi i sin tid spillede på Bottom Of The Hill i San Francisco – at der er en vis frihed i at gå ud og spille for nogen, som ikke kender musikken. Nu skal vi bare spille vores musik, og så må folk se, om de kan lide det.

Sune: - Ja, jeg bliver da mere nervøs af at skulle spille inde på Vega, end hvis jeg bare skulle spille på en eller anden tilfældig klub et eller andet sted. Hundrede procent.

Jakob: - Der er jo et forventningspres. Vi skal ud og levere den her skive, for det har vi jo lovet folk. Hvis vi tager penge for, at folk kommer ind og hører os, så er vi fandeme også nødt til at være fede. Og det bliver vi også.

Det er derfor, I har tænkt jer kun at øve to gange?

Sune: - Hahaha, det er stilen!

Jakob: - Men man kan jo også godt øve op alene. Jeg sætter musikken på iPod'en, og så spiller jeg på bassen derhjemme. Der er jo nogle af numrene, vi stort set aldrig spillede live, så de skal jo især lige friskes op.

 

Fragments. Det bliver stort.

Jakob: - Ja. Det er en frækkert.

Jeg kan huske til den dér allerførste koncert i Aarhus, så var det playback, indtil den går amok til sidst.

Sune: - Præcis!

Jakob: - Det er rigtigt. God idé, mand!

Sune: - Det gjorde vi også på Roskilde. Da støjstykket kom på, så gik tæppet væk, og så var det os, der spillede.

Det bliver lidt svært at gentage, når det er tolvte nummer, I skal spille.

Sune: - Haha, ja, men så kan man sige, at det positive ville være, at jeg ikke skulle lære teksten til dén sang – fordi den allerede ville være spillet playback! Det kan godt være, vi skal starte med den igen i virkeligheden…

Historien om Spot Festival, Raveonettes og David Fricke er jo velkendt – at han så jer og skrev om jer og så videre. Tænk nu, hvis der var en pendant til ham, der så Psyched Up Janis på Spot og fik lyst til at hype jer internationalt. Ville det ikke være for vildt?

Sune: - Øh…. Jo, hahaha! Men det kan jeg ikke forestille mig vil komme til at ske.

Ville I være klar på at spille i udlandet, hvis I fik tilbuddet?

Sune: - Det kan da sagtens være.

Tilbage på Bottom Of The Hill?

Sune: - Hey, ja! Vi kan godt lide San Francisco.

Jakob: - Det er fandeme en dejlig by.

 

Aldrig en ny Psyched Up Janis-plade

Sune, du har sagt, at I ikke har tænkt jer at indspille nyt materiale, og så har du brugt Pixies som eksempel på et band, der her 20 år senere er begyndt at indspille igen – og at det, de laver, ikke interesserer dig overhovedet. Nu så jeg dem i Falconer Salen i november, og jeg var egentlig overrasket over, hvor glimrende de nye numre passede sammen med de gamle klassikere. Kunne man ikke forestille sig, at det kunne fungere i Psyched Up Janis-sammenhæng?

Sune: - Jo, men så skal der også ligesom være en lyst til det. En drivkraft. Jeg synes bare, at når man har et band, som er så ikonisk – jeg må gerne bruge ordet ikonisk om vores band, det synes jeg er fint i den sammenhæng – og man så faktisk laver en ny plade, så ville det jo ikke være dén, som folk ville komme for at høre. De ville jo komme for at høre Shudder og New 5 og alle de dér numre. Så der er slet ikke nogen grund til det. Altså, hvis jeg skulle ud og se Pixies nu, så ville jeg da ikke gide at høre et nyt nummer. Så ville jeg da høre Debaser og Here Comes Your Man.

Så du har slet ikke hørt de nye numre?

Sune: - Nej, det interesserer mig jo ikke.

Der er ellers nogle gode nogle imellem.

Sune: - Jamen, jeg lytter slet ikke til Pixies. Jeg er slet ikke fan af bandet! Det var jeg engang, men for mig hører det bare så meget en bestemt tid til. Jeg har ikke engang hørt den nye My Bloody Valentine-plade, for jeg tænker, "hvad fanden skal jeg med det?". De har lavet en supergod plade – engang. På det område ved jeg så ikke, om vi er enige, Jakob? Men sådan har jeg det i hvert fald.

Jakob: - Jamen, jeg har slet ikke tænkt tanken. Nu koncentrerer vi os om det her. Så det er det.

Er der et element af, Sune, at du ville føle, at du var nødt til at tvinge dig selv til at skrive musik med et andet udtryk end det, du nu engang har i dag – her femten år efter, I oprindeligt gik i opløsning?

Sune: - Hahaha, altså hvis jeg fik pistolen for panden og skulle lave en ny Psyched Up-plade?

Ja, noget i den stil – ville du så skulle forcere en stil, du ikke længere har sangskrivningsmæssigt?

Sune: - Det er et godt spørgsmål, mand. Det ved jeg simpelthen ikke. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad det var, jeg skulle skrive om, som ville være relevant for os nu. Det kan jeg slet ikke. Heller ikke sådan stilmæssigt. Vi er her jo meget for at please folket. Og jeg synes ikke, at man nødvendigvis pleaser folk ved at tage et band, som har så ufatteligt mange gode sange – og så beslutte sig for at lave ti nye! Det er jo det samme, som når folk tager til en Rolling Stones-koncert. Folk er da ligeglade med, hvad for en plade, de lige har lavet, og som udkom for en måned siden. Det er jo ikke den, de er kommet for at høre.

Er det den primære motivation for at gendanne bandet? At please folk?

Sune: - Ja, for helvede da! Det er da én af tingene. Plus at det bliver pissesjovt at spille. Det bliver megafedt at stå deroppe. Det bliver et rush! Men ja, selvfølgelig – der er jo åbenbart rift om bandet, og folk vil gerne høre pladen. Så klart – hvorfor ikke?

 

Psyched Up Janis kan opleves følgende steder:

01.05 Sønderborghus, Sønderborg

03.05 Spot Festival, Aarhus

09.05 Studenterhuset, Aalborg

10.05 Magasinet, Odense

15.05 Store Vega, København (udsolgt)

16.05 Store Vega, København (udsolgt)

Billetter kan findes via GAFFA Live og Billetlugen.

Varm op med "I Died in My Teens":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA