x

Turboweekend – Provokeret til at skrive et hit

Turboweekend – Provokeret til at skrive et hit

Drengene i Turboweekend havde egentlig en række numre klar til deres fjerde album. En række regler og dogmer var blevet smidt om bord, og tilgangen var mere eksperimenterende end tidligere. Resultaterne blev en række sange i stil med det nye albums afslutnings- og titelnummer, Share My Thunder, noget – med bassist Morten Køies ord: "langt, syret halløj" og mere stille ting i stil med den luftige Levitate. Idéer blev prøvet af, og der blev endda byttet instrumenter i studiet, men da resultatet så blev præsenteret for pladeselskabet, var der tvivl om, hvordan de nye numre kunne samles i et album, der havde en bredere appel. Der manglede med andre ord hits, og fra pladeselskabets side blev der presset på for at levere netop sange med hitpotentiale. Det resulterede i en spænding fra begge sider, som til sidst udmundede i singlen med den passende titel Asking For More.

Morten: – Vi havde haft en meget kreativ periode, hvor vi lavede rigtig mange numre – sprøjtede dem ligesom bare ud, men det var ikke alle, der faldt i god jord hos pladeselskabet, som kunne se, at vi var kørt fast i på nogle punkter i vores måde at arbejde på. Men de kunne se, der var noget potentiale, der kunne blive forløst, hvis de skubbede til os, og det gjorde de så, haha! Så leverede vi nogle nye numre, som ikke var til alles tilfredsstillelse. Så skubbede de igen, og vi leverede igen nogle numre, som alle ikke var tilfredse med. Det var også management og booking…

Silas (Bjerregaard, sang): – Vi har nok i virkeligheden leveret en række ting, som var ok, og fordi vi gerne ville være hurtigt færdige med pladen, har vi sagt: "Det her er pladen, nu er den færdig." Og så har der siddet nogle på den anden side og sagt: "Det tror vi sgu ikke rigtig på. Vi tror, I kan lave et nummer, der er bedre end det…" Og så er vi gået tilbage og lavet noget nyt, hvor samme scenarium har gentaget sig et par gange. Og efter et par runder af den type, fik vi nok, og så lavede vi noget, der var godt.

Morten: – Essensen af Asking For More er frustration. Den dag, vi lavede nummeret, tog jeg herud (i øvelokalet, red.) og skrev "you keep asking for more" på et stykke papir – henvendt til de mennesker, der blev ved med at presse os. Og det endte med at vi så så problemerne i øjnene ved at lave en sang om det, vi var midt i. Det var meget konkret og meget direkte, og det virkede super stærkt, og det har smittet af på hele pladen. Vi var på mange måder trætte af pis, men vi kunne blive endnu bedre.

Silas: – Og det er ikke mere end en måned siden. Den morgen, vi skrev sangen, ramte vi alle sammen den samme nerve. Vi var nået dertil, at enten ramte vi det rigtige nummer, eller også ville vi droppe det hele.

Morten: – Ja, det skulle virkelig være bedre end godt nok.

 

Nu med guitar

Tager jeg helt fejl, hvis jeg synes, jeg kan høre guitar på nogle af sangene?

Silas: – Haha, nej. Der er guitar på hele fem numre faktisk. Det er jo helt vanvittigt. 

Men I har tidligere udtalt til GAFFA, at fraværet af guitar er en del af jer… 

Morten: – Det har det også været. Vi har udfyldt guitarens rolle med bas eller keys, men nu er det element blevet til guitar.

Silas: – På Fault Lines rykker Morten længere og længere op på bassen – indtil det på denne plade blev til en guitar.

Morten: – Haha, ja, men det er dog en baryton-guitar. Vi er ikke kommet helt derop endnu. Men når man får et nyt instrument i hånden giver det også automatisk en ny tilgang til at lave musik, og det har hjulpet til at gøre sangskrivningen anderledes.

Silas: – Vi lytter jo altså også til meget guitarmusik, og vi har også alle sammen spillet i bands, hvor der indgik guitar. Så det er ikke fordi, det er fremmed for os.

Morten: – Der er bare ingen af os, der er guitarister.

 

De nye Nephew?

Da Fault Lines udkom, lyttede jeg til et radioprogram, hvor værterne spåede, at I gik hen og blev det nye Nephew. Er det noget, I ellers har oplevet at få skudt i skoene?

Silas: – Ikke så direkte. Var der ikke en sammenligning til en koncert engang?

Anders (Møller, keyboard): – Nej, det var med Big Fat Snake.

Silas: – Haha! Ej, jeg kan godt se, hvad de mener med det der danske band, der langsomt vokser sig større og større og altid spiller på Smukfest og sådan noget, men jeg tror sgu aldrig rigtig, vi bliver lige så folkelige, som Nephew er – og det er sagt med al kærlighed og respekt, for det er jo ikke fordi, vi ikke vil være det. Men de kan bare et eller andet med at få hele Grøn Koncert-publikummet op at køre. Og der tror jeg, vi rammer et lidt mere snævert segment. Vi har selvfølgelig nogle radiosingler, der gør, at vi kan få folk til at komme til vores koncerter og spille nogle store festivaler, men vi har jo ikke lavet de der øl-anthems, som de er leveringsdygtige i.

Morten: – Eller en fodboldsang. Og så blander vi heller ikke dansk og engelsk.

Kunne I finde på at lave en fodboldsang, hvis I blev spurgt om det?

Morten: – Kun hvis det gav mening musikalsk.

På Frost og Spot Festival sidste år spillede i nogle nye numre, der på det tidspunkt ikke havde set dagens lys. Er der nogle af de sange, der alligevel ikke er kommet med på den nye plade?

Silas: – Ja, der er faktisk et par stykker. Men det har nu ikke været fordi, vi syntes de ikke var gode nok.

Er de så helt droppet, eller kunne de godt se dagens lys igen på et senere tidspunkt?

Morten: – Sangene betyder noget for os hver især, men de er måske bare ikke blevet helt forløst, eller tiden har ikke været til at udgive dem, men der ligger helt klart nogle stærke ting, der fortjener at blive taget op igen.

Anders: – Ellers har det været ret fedt at spille nyt materiale for folk. Det er ikke noget, vi har gjort så meget tidligere, men på Spot spillede vi også nyt materiale, og det er fedt at se hvordan det fungerer, og hvordan publikum tager det til sig.

Silas: – Ja, der havde vi en vildt fed oplevelse med at spille Party On The Edge Of The World, som faktisk er et af de numre, vi har kæmpet rigtig meget med at få med på pladen. Der sagde pladeselskabet: "Det kan vi ikke se på pladen, det der", og vi sagde "det er ærgerligt, for det kommer med."

 

Boks: Spillede med ryggen til tyskerne

I er jo – fortjent – kendt som et yderst solidt liveorkester. Er der tidspunkter, hvor energien bare ikke har været til stede?

Silas: – Der var engang i Tyskland, hvor jeg var både syg og sur, og der var kun 20 mennesker blandt publikum. Der endte jeg med at spille hele koncerten med ryggen til. Men ellers er vi jo velsignede med et meget dedikeret publikum, som giver rigtig meget tilbage, og næsten lige meget hvor dårlig en dag, man har, kan man lukrere på publikums energi.

Er der noget, der kan tage gassen ud af ballonen, når man ellers er godt kørende til en koncert?

Morten: – Vi har prøvet én gang, at der stod en stiv fyr nede foran og blev ved med at råbe mit navn. Han blev virkelig ved og ved og ved, og det var helt tydeligt irriterende for de andre publikummere. Vi gjorde ikke noget ved det, men aftalte at hvis noget lignende sker igen, får vi vedkommende væk. Det var meget generende for os, og det gik ud over resten af publikum, som havde købt billet.

Silas: – Det kan også være lidt vildt, hvis der bliver smidt ting op på scenen. Jeg dodgede engang en halvliters ølflaske i Nürnberg, men det tog nu ikke pusten ud af koncerten. Den var ellers ret tæt på mit hoved.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA