Guide

GUIDE: Her er månedens mest spændende koncerter

Få afveksling fra julefrokosterne med stærk livemusik

Vi er i gang med julemåneden, og traditionen tro er der lidt færre koncerter end i de tætpakkede måneder oktober og november, nu hvor de fleste har meget andet at bruge tid og penge på. Der er dog stadig gode muligheder for at opleve livemusik i december. Her er de mest spændende koncerter, der stadig er ledige billetter til – derfor nævner vi kun kort de udsolgte koncerter med Alex Vargas i Aarhus og København 9. og 10 december.

Nicklas Sahl – Femstjernet musiker drager ud i Danmark

Siden 2018 er hans sange braget ud i danskernes øregange og hjerter, og nu er han klar med en stor Danmarksturné. Til Spot Festival i år sendte vi hele fem stjerner efter den dygtige musiker, så vi er slet ikke i tvivl om, at det bliver nogle helt fantastiske aftener, som publikum får i selskab med Sahl.

Kan opleves her:

På turné fra 25/11

Baest – International dansk død på turné

Baest behøver efterhånden ingen introduktion. Dødsmetal-bandet fra Aarhus har lagt ind- og udland ned i flere år, og nu er de atter på Danmarksturné. I år bliver det en decideret helaftensforestilling, hvor Dawn of Demise og Nakkeknaekker også gæster koncerterne.

Kan opleves her:

På turné fra 25/11

Hymns From Nineveh – Soloturné med julesange

Den står på ægte julehygge, når Hymns From Nineveh tager på turné denne vinter. Det danske band har udgivet hele to julealbum, som viser, at de kan røre noget fundamentalt og eksistentielt, som rækker langt ud over julesæsonen. Turneen bliver en soloturné, og vi kunne ikke forestille os en jul uden.

Kan opleves her:

På turné fra 26/11

Masego – Selvlært sensation på besøg

Den selvlærte sanger, rapper, sangskriver, dj og multiinstrumentalist tager sin selvudnævnte ”TrapHouseJazz” til Amager Bio i forbindelse med sin Studying Abroad-turné. Masego har siden 2016 tryllebundet musikelskere og anmeldere, og denne gang tror vi, at det bliver en legesyg aften, man sent vil glemme.

Kan opleves her:

2/12 (få billetter) + 4/12 Amager Bio (udsolgt), København

Sark Parkman – Svensker nytænker folk-traditionen

Den svenske sanger og sangskriver trækker på og nytænker folk-traditionen, og vi gav hende hele fem stjerner på årets Roskilde Festival. Nu vender hun tilbage med et nyt album i ryggen, Eros Agape Philia, hvor hun undersøger kærligheden, både den romantiske, den familiære og den guddommelige.

Kan opleves her:

6/12 Lille Vega, København

Ring them Bells – Beskidt rockmusik af bedste kaliber

Det er en skøn inspirationsblanding af Primal Scream, Ride og My Bloody Valentine, som møder Rolling Stones, The Stooges og The Byrds – og det lyder virkelig, virkelig godt. Ring Them Bells er i fuld gang med indspilningerne til deres næste album, så måske – og forhåbentligt – får vi en smagsprøve til koncerterne.

Kan opleves her:

7/12 VoxHall, Aarhus

9/12 Posten, Odense

Lera Lynn – Nashville-sangskriver tryllebinder publikum

Det var en optræden i True Detective-serien, som gjorde, at Lera Lynn for alvor sang sig ind i musikhjerter verden over. Nu tager Nashville-sangskriveren endelig forbi Danmark igen. Hun er blevet sammenlignet med Emmylou Harris og med god grund – det er stemningsfyldt og stærkt, når Lera Lynn står på en scene.

Kan opleves her:

9/12, Hotel Cecil, København (få billetter)

Vola – Stemningsfyldt genrebrud på Danmarksturné

Fem ud af seks stjerner modtog Volas seneste album Witness, som det dansk-svenske prog-med-mere-band nu tager på turné med. Oprindeligt troede de ikke, at der var et marked for dem i Danmark, men det er i den grad blevet modbevist. Over seks koncerter denne december lover Vola et visuelt show med både lys, laser og god musik.

Kan opleves her:

På turné fra 9/12

Blackpink – K-pop-megastjerner besøger Danmark for første gang

K-pop-gruppen, der består af Jisoo, Jennie, Rosé og Lisa, udgav den 16. september deres tredje studiealbum, Born Pink, og nu giver de koncert i Danmark for første gang. De 15.000 billetter til Royal Arena blev i første omgang udsolgt på 20 minutter, men siden er der frigivet enkelte ekstra billetter. Born Pink-albummet har toppet hitlisterne i både Sydkorea, Storbritannien, USA og mange andre lande, men måtte i Danmark "nøjes" med at toppe på en ottendeplads.

Kan opleves her:

15/12, Royal Arena, København (få billetter)

Thomas Dybdahl – Ikke så julet jubilæumskoncert

Endnu engang vender den norske Thomas Dybdahl tilbage til Danmark op til jul for at spille en ikke så julet julekoncert. Dybdahls debutalbum …That Great October Sound har nemlig 20-års jubilæum, og det vil musikeren gerne fejre ved at spille det i sin helhed – med et drys af nyere sange og fest efterfølgende.

Kan opleves her:

15/12 Store Vega, København

16/12 VoxHall, Aarhus

Porridge Radio – Post-punkede eksperimenter i Vega

Med karismatiske Dana Margolin i front har Brighton-bandet Porridge Radio sat gang i spillesteder overalt i verden. I marts antændte de Loppen i København med et hyper-energisk og nærværende show til store roser. Nu er de tilbage, og vi er næsten sikre på at de post-punkede eksperimenter kommer til at gøre sig godt i Vega.

Kan opleves her:

17/12, Vega, København

Bersærk – 10-års fødselsdag for metalbandet

Det har været ti vilde år i Bersærk-universet, og nu står bandet klar til at fejre deres runde fødselsdag. Det danske metalband trækker inspirationer fra den tunge 70’er-rock og over i nordisk folke- og stammemusik, hvilket skaber en helt unik lyd. Bersærk er stærke på en scene, og vi glæder os meget til at opleve dem live igen.

Kan opleves her:

28/12 DR Koncerthuset, Koncertsalen

LÆS OGSÅ: DU ER INVITERET: Oplev GAFFA-Prisen 2023 live

 

ANNONCE