KOMMENTAR: Er det hårdt at være homo i den danske musikbranche?

Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning. 

På mine mørkeste dage har jeg grebet mig selv i at tænke: Hvorfor er jeg det værd? Skal jeg have særbehandling for en tilstand, der er ligestillet med andre mennesker? At være bøsse er en menneskelig tilstand, der ikke er forbeholdt retten til at stå ud som noget, der kræver særlige hensyn. Det har jeg ofte fået at vide.

“Hvor var vi, hvis alle fik deres vilje? Hvis alle skulle tage hensyn til alle hele tiden? Må man så tåle og tie og ikke bruge de samme ord, som man plejer?” 

Attituden var, at det faktum, at man skulle døje med at blive afkrævet medlidenhed med nogle homoer, der alligevel får al den optræden i medierne, var for meget. Al den særbehandling serveret på et sølvfad.

Jeg sagde tit til mig selv, at jeg måtte stoppe med at være så nærtagende. Hvis jeg angiveligt fik det, som jeg arbejdede hårdt nok på, så var der ingen grund til at være så følsom over at være bøsse. Der var ingen grund til, at jeg ikke kunne hejse mig selv op via mine støvlestropper og bevise, at mit liv kunne være lykkeligt og tilpasset ligesom alle andres; at være glad uden udsigten til at kunne få eller adoptere børn på lige fod med andre. At dét som ikke slog mig ihjel af homofobi i folkeskolen, gjorde mig stærkere. At dét som ikke slog mig ihjel, da jeg blev angrebet af en mentalt syg homofob med en kniv, gjorde mig stærkere.

Det sidste er jeg kommet videre fra med den rigtige hjælp. Dog er det stadig en oplevelse, der mere eller mindre bliver siddende.

Hen ad vejen kunne jeg godt se, at synet på min tilværelse i længden ikke holdt til at være optimistisk. Der er nogle ting, jeg gerne ville være foruden i mit liv, og det er et vilkår. Jeg erfarede, at ufiltreret optimisme gjorde mig mere skuffet end glad. Mine skævheder mentalt kom ikke kun af voldelig homofobi, men af et selvhad til det, som er alt for sensitivt i mig; det alt for fintfølende og det alt for søde. 

Det rystede mig indefra at være dreng meget af tiden i folkeskolen. Der blev ødelagt nogle ting på grund af andres sindsforvirrede forventning til mit køn: At jeg skulle bruge mine maskuline beføjelser til at være assertiv, være selvtilstrækkelig, opbygge selvtillid uanset, om den var bygget på noget eller ej. Ellers var man jo en taber. Ellers var man ikke en ordentlig dreng. Især ikke hvis man var bøsse, som var det ord, man brugte om tabere.

Min samvittighed tillod mig ikke at trodse ideen om maskulinitet. Jeg levede heller ikke op til det, og det hadede jeg mig selv for i lang tid. Senere fik jeg den overbevisning, at jeg i virkeligheden mente, at ingen af de stereotype maskuline personlighedstræk er særligt attraktive. Altså hvis de ikke er forankret i erfaringen med det at være menneske. Og erfaring var der ingen af drengene i folkskolen, der havde. Det var lærernes arbejde at give dem det.

Racisme var et onde for lærerne i klasselokalet. Sådan blev homofobi ikke behandlet. Det blev set som drengestreger.

Jeg har næsten aldrig lavet drengestreger. Jeg kunne i stedet lide at miste mig selv i landkort, Star Wars og fantastiske computerspil og gjorde sjældent noget forkert. Langt senere fandt jeg ud af, at jeg elskede at miste mig selv i andre mennesker, i deres historie og i deres væremåde. 

En af dem var Bob Dylan. Hans manglende undskyldning for at være Bob Dylan, hans innovative håb for rockmusikken og hans ufiltrerede følelser og meninger, som udstrømmede via hans musik, blev min anledning til at udtrykke alt, jeg følte via sang og sangskrivning.

Da jeg kom på musikhøjskole, blev jeg håbløst forelsket i en dreng. Vi lavede et album sammen. Han lyttede til Brian Eno, My Bloody Valentine og slowcore. Jeg var 24 år og endnu ikke sprunget ud. Det gjorde mig enormt ked af det ikke at kunne fortælle ham, hvordan jeg havde det med ham.

Jeg skammede mig nemlig over at være bøsse. Jeg vidste også godt, at det ikke holdt at være i skabet, hvis jeg gerne ville leve i det hele taget. Jeg turde ikke at fortælle ham noget. Til og med var jeg bedrøvet over, at jeg ikke kunne overskue den foreliggende eksistentielle krise, der faktisk senere genstartede mit liv og smed mig ud på en rejse, da jeg efter højskolen sprang ud for familie og venner, og i øvrigt brugte filosofi på KU til næsten at starte forfra med min identitet; at undersøge alle normative idéer om det at have selvbevidsthed om sit køn, sit arbejde og sin spirituelle overbevisninger.

Mit faldende energiniveau tilbage på højskolen, som resultat af ubønhørlig undertrykt seksuel- og kærlighedsenergi, gjorde, at jeg ikke kunne overskue andres stillingtagen til min person som bøsse. Derfor sprang jeg ikke ud på højskolen. Specielt fordi jeg for foregav at have noget på hjerte, da jeg optrådte med mine egne sange på højskolens scene og derfor følte mig som en bedrager.

Jeg følte, at jeg indtog scener, der ikke var mine. Jeg var jo i skabet og byggede min musik og min identitet på en løgn, følte jeg. Jeg havde ikke energien til at tolere, at nogen vidste, at jeg var bøsse i et lukket højskolemiljø, hvor sladderen bredte sig hurtigere, end man kunne nå at erkende ting om sig selv.

Det slog ud i angst og depression senere, da jeg flyttede til København, hvor jeg, vanen tro, med tilstrækkelig evne overså mine følelser, der var signaler, hvis funktion var at få mig i mental balance.

Da jeg rundede de 30 indså jeg, at kapløbet om at få stillinger med rig anerkendelse i musikbranchen var baseret på netværk, arbejde og gåpåmod og derfor ting, der blev mig forhindret af et kaotisk mentalt liv. Et liv, der gjorde, at mit arbejde med musikken var på vågeblus.

Jeg var en dag til det som hedder "AuditionDays" i Råhuset på Vesterbro. Tre etablerede fra musikbranchen hørte mine sange på en scene og skulle coache mig. Mit publikum talte fem mennesker. Da jeg satte mig ned med dem efter min koncert, fortalte de mig, at min scene-tilstedeværelse var tam, mit guitarspil var kedeligt og jeg som menneske var anonym.

Alle de ting kunne måske være rigtige i musikbranchen, som de forstod den. Det var ting, som var i modsætning til det, jeg fik at vide langt de fleste gange, jeg optrådte med min musik. Specielt den "AuditionDay", jeg optrådte ved et par år forinden.

At fortælle en, at ens musik er kedelig og anonym er det forkerte at fortælle hvilket som helst menneske, som er i samme branche som en selv.

Jeg fornemmede, at den musikbranche, coachene på Råhuset repræsenterede, var totalt inhabil i forhold til at hjælpe mennesker, der er usikre og sårbare. At være habil i sådan noget, vil jeg skyde på, kræver en indsigt i, hvordan man opbygger mennesker; at hjælpe til med at opdage, hvem de selv er.

Jeg er i tvivl om, hvor mange musikere der er i den branche, som coachene repræsenterede, som kan forene deres sceneoptræden og karriere med, hvem de er og hvordan de virkelig har det.

Jeg fortalte coachene, at jeg var bøsse, og at det kunne være en interessant historie. De sagde, at det kunne det sagtens, men at det skulle man kunne se på scenen i et autentisk brand. Et selvsikkert brand.

På det tidspunkt var jeg et usikkert menneske. Jeg vidste ikke, og ved til stadighed ikke komplet, hvem jeg er. Det ville også være kedeligt. For man lærer aldrig noget nyt, hvis man er sikker på, hvem man er og derfor ikke behøves at lede mere. Tænk hvis Dylan bare stoppede karrieren på et tidspunkt, hvor han troede, han vidste, hvem han var.

Som det er nu, går tingene bedre. Jeg har spillet i DR’s Koncerthus, flere københavnske kirker, blandt andet Trinitatis, og mange venues i København.

Sidste år startede managementet Queer Music Agency, der arbejder for Queer artister og dertil mangfoldighed i den danske musikbranche. De tog imod mig. Jeg blev mødt med forståelse for, hvor jeg kommer fra og hvem jeg er. QMA i sig selv har givet mig håb for min fremtid med musikken. Mest fordi jeg ved, at de ved, hvem jeg er, og dét alene er nok til, at jeg kan tro på en fremtid inden for musikken. Om det så er på Roskilde Festival eller en optræden på Tjili Pops scene på Nørrebro.

Jeg kan mærke, at det stadigvæk er svært at være bøsse eller biseksuel i Danmark. Musikbranchens bi- og homokunstnere glimre ved deres fravær, især fordi at nogen af dem måske ikke mener, det er relevant, at de er bøsser. Men alle bøssers opvækst, specielt i den almindelige middelklasse og nedefter, er marineret i diskrimination. Det er umuligt, at sådan noget ikke er relevant i en så følsom og personlig kunstart som musikken.

Hvis nogen er i skabet og arbejder med musik. Please. Kom ud. Vi er mange, der er klar til at se jer som dem, I er. Jeg selv er for første gang i lang tid glad for at være musiker. 

Simon Hjortdal, går under kunstnernavnet Mylder og er signet ved Queer Music Agency. Mylder spiller en koncert på Rust i dag, lørdag den 20. august