Interview

SAVEUS-INTERVIEW: ”Jeg er stadig ved at prøve at finde ud af, om det er muligt at nå toppen af bjerget og forblive jordnær”

Mellem benspænd og et forsøg på at overskride sine egne grænser har Martin Hedegaard skabt sit andet album, Rainman.

Mellem benspænd og et forsøg på at overskride sine egne grænser har Martin Hedegaard skabt sit andet album, Rainman. Det er et album, som kredser om en evig balancegang i Hedegaards liv, hvor han forsøger at være i nuet og holde sine fødder solidt plantet på jorden, imens ambitionerne for musikken er tårnhøje, og ønsket om at skabe den bedste musik nogensinde er fuldstændig essentiel.

Martin Hedegaard har svært ved at sidde stille. Han bevæger sig fra den brune kontorstol foran computeren til det nye, sorte Zimmerman-klaver, som står langs væggen i studiet. Han vil nemlig hellere vise end fortælle. Vise, hvordan han har skabt sit nye album Rainman. Den svære toer, som skal følge op på succesen Neuro fra 2018. Han forklarer, hvordan han har pillet fronten af klaveret af og sat mikrofoner helt tæt på klaveret, så de næsten rammer de filtbeklædte hamre indvendigt. På den måde har han formået at få samtlige lyde fra klaveret med på sine optagelser. Lyden af, at han træder på pedalerne, eller når hamrene bevæger sig. Det hele skal med. Han istemmer, at det kommer af, at han er en musiknørd, og at han nok aldrig vil stoppe med at være et legebarn, når det kommer til musik.

Det lille studie er klædt i ægte tæpper og varme gulvlamper med computerens store skærm stående midtfor, når man kommer ind i lokalet, mens de beskidte vinduer på deres egen utydelige måde viser, at sommeren stadig er over os. Det er her, Rainman er skabt ud fra en idé om at forsøge at fremtvinge kreativitet frem gennem benspænd og begrænsninger.

Martin sætter sig ved klaveret og fortæller, hvordan alle sange fra det nye album er blevet født lige der på den sorte, læderindbundne skammel. Alle sange på Rainman skulle nemlig udspringe fra klaveret, og hvis de ikke kunne bære klaverets ensomme toner, ville de ikke komme gennem Martins nåleøje og ende på albummets trackliste. Alle sange har derfor taget deres første spæde skridt ud i verden i akustisk form, inden Martin og hans samarbejdspartner, Frederik Thaae, under Los Angeles’ forårssol i 2020 tog dem fra akustiske numre til storladne, filmiske hymner, som omslutter deres lytter i så høj en grad, at det altid føles som medvind på cykelstien.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Petra Kleis

En mand og hans klaver

– Som du kan se, er jeg omringet af synths, som jeg gerne vil spille på, men inden jeg trykkede på knappen og tændte op i alt det, skulle sangen kunne klare sig på klaveret, forklarer manden bag succesen Saveus og peger rundt i det lille lokale på alle sine synthesizere.

– Det er et ret sygt benspænd for mig, fordi jeg elsker at sidde og dreje på maskinerne, men det, der skulle komme først denne gang, var ordene og akkorderne, fortsætter han.

Han forklarer, hvordan klaveret har en evne til både at rumme det ”spacey” og det ”smukke og storladne”, men at det samtidig – fordi det er et percussivt instrument – også kan blive helt pulserende.

Det er også der, den største forskel ligger i forhold til debutalbummet Neuro. Her mødte vi en Martin, der syntes, at ”det var herrefedt” med så meget gear som muligt og så mange genrer som muligt. Denne gang har han været mere selektiv. Titelnummeret ”Rainman” er for eksempel udelukkende baseret på trommer, bas og klaver, hvilket meget godt viser, hvordan musikeren denne gang har forsøgt at begrænse sig i skabelsesprocessen.

Det er lidt af et paradoks, men benspændet forud for det nye album bunder i en tro på, at der kan opstå noget magisk og noget større, når der bliver sat konkrete rammer op, og begrænsningens snøre kan mærkes. Og den magi, der opstår, gør også, at Martin Hedegaard som sangskriver bliver mere personlig, har han erfaret.

– Jeg kan mærke, at jeg er mere i kontakt med mig selv, når jeg skaber på den måde. Nogle gange kan jeg godt gemme mig bag en produktion. Det kan virke banalt, hvis det bare er et klaver og en vokal, men jeg havde behov for at vende tingene på hovedet og holde lidt på min energi – indespærre den en smule – og se, om det i virkeligheden ikke ville sætte noget fri, forklarer han.

Martin sammenligner sin proces med et maleri, hvor man for eksempel kun får tre farver til rådighed. Nogle gange kan der opstå noget større og bedre ved færre redskaber, end der ville, hvis man måtte male med alle farver i verden.

– I sidste ende var det, hvad der skete. Inden for en måned havde jeg skrevet ”Rainman”, og det var bare fucking fedt.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Petra Kleis

Et forsøg på at slippe kontrollen

I sensommeren 2019 startede Martin Hedegaard arbejdet på, hvad der skulle blive Saveus’ andet album, og i løbet af efteråret og vinteren formåede han også at skrive alle de sange, der skulle med på albummet, ved klaveret.

Men det ene benspænd var ikke nok for den ambitiøse musiker. For første gang var han klar til at invitere et andet menneske med ind i skabelsesprocessen som co-producer. Valget faldt på Frederik Thaae, som på daværende tidspunkt boede i Los Angeles og havde arbejdet på Folkeklubbens Sort Tulipan og The Minds of 99’s Infinity Action.

Det kan virke som en naturlig handling at indbyde andre i skabelsesprocessen i håb om, at musikken får lov til at blomstre endnu mere, men for Martin – som med sine egne ord er et kontrolmenneske – var det svært at give slip og lade andre komme tæt på, fordi han var så vant til at lave det hele selv.

– Jeg har skrevet og produceret det hele selv lige fra starten af Saveus’ karriere, så det var enormt angstprovokerende for mig at give noget af kontrollen til andre. Men det skulle være næste udfordring, lyder det fra ham.

Heldigvis viste det sig, at Frederik Thaae og Martin Hedegaard var det perfekte makkerskab. Den tiltro, Martin havde brug for at opbygge til sin nye partner, kom helt naturligt, og når musikeren ser tilbage på tiden, hvor han besøgte Thaae i Los Angeles i starten af 2020, brugte de mere tid på at komme hinanden ved og bygge en venskabelig relation, end de faktisk brugte på at producere den musik, Martin havde taget med hjemme fra København.

– Vi havde det bare grineren. Vi grinte rigtig meget, brugte meget tid på at nørde musik og tale om, hvor vi var i livet. Vi blev ret hurtigt virkelig gode venner, så det gav en naturlig mening at åbne sangene op, da jeg var derovre. Jeg fik virkelig brudt nogle grænser, men jeg overgav mig også fuldstændig, fordi det var så spændende, og jeg lærte en masse, lyder det fra Hedegaard.

Men hvorfor sætter du alle de udfordringer op for dig selv?

– Jeg var nysgerrig. Jeg kan godt lide at se, hvad der sker, hvis jeg gør noget andet, end jeg havde planlagt. Jeg tror egentlig, at jeg følte, at det ville være godt for mig at lave pladen på en anden måde. Hvis jeg gør, som jeg plejer, får jeg det, jeg plejer at få, siger han og trækker på skuldrene.

Rainman er derfor resultatet af en musiker, der har accepteret, at hans kreativitet får lov til at blomstre endnu mere, når han står lige der, hvor vandet bliver for dybt til at bunde. På kanten af trygheden med udsigt til usikkerheden.

– I virkeligheden handler det om, at jeg bare gerne vil skrive den bedste musik, og jeg har lært, at det ikke altid er mig, der har svaret, eller ved, hvor min musik skal hen på alle punkter. Derfor var det fedt at få Frederik ind. Han har en helt anden baggrund og erfaring, end jeg har, og han åbnede nogle døre, hvor der bare skete noget fedt.

Rainman som album var derfor godt og vel færdigt, da Martin Hedegaard forlod Frederik Thaae og Los Angeles i foråret 2020 – og hvor Martin nåede at komme hjem, en uge inden landet lukkede ned, og alle planer måtte ændres.

– Så røg udgivelsesplanen fuldstændig. Planen var, at albummet skulle være færdigt i sensommeren 2020 og udgives derefter, men det føltes bare ikke rigtigt at udgive det midt i en krisetid. Jeg ville ikke kunne komme ud og vise, hvad det er, vi har lavet, og albummet fortjener at blive spillet live.

– Det virker modstridende at ville sætte pladen fri på en scene, når den er indspillet under så strenge præmisser, men det er virkelig det, pladen fortjener. Det var en svær beslutning at sige, at vi skulle vente med at udgive den, men jeg blev nødt til at respektere musikken. Jeg var sgu ked af det, men det var sådan, det skulle være.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Petra Kleis

Ambitiøs til fingerspidserne

Martin Hedegaard ved, at han før har haft en tendens til at ville finpudse sin musik for meget. Han er ambitiøs og perfektionistisk, og musikken skal være fantastisk. Intet mindre. Før i tiden har det resulteret i, at han har arbejdet så længe på musikken, at den ikke har lydt levende længere, forklarer han. At han har stirret sig blind på sangene.

– Jeg kunne nå et punkt, hvor en sang lød godt, men dagen efter ville jeg prøve noget andet. I virkeligheden er det en ting med ikke at turde tro på, at sangen er god og færdig. Man kan altid dreje lidt på knapperne og prøve noget andet, men man kan også male lag på lag på et maleri – indtil man indser, at første lag måske var det bedste, siger han.

Derfor er der også sange på Rainman, hvor vokalen er den demooptagelse, Martin lavede allerførst. Simpelthen fordi det lød mest ægte der. Selv hvis Frederik og Martin indspillede den igen, hvor Martin forsøgte at gøre sig endnu mere umage, blev det bare ikke lige så godt og ægte, som det gjorde i første forsøg.

– Der er musik fucking mærkeligt nogle gange, griner manden bag Saveus.

Der er derfor ingen tvivl om, at det har været en stejl læringskurve, som Martin Hedegaard har været på med Rainman. I processen har han også lært, at man ikke kan kontrollere livet – man kan prøve, men en af pladens vigtigste mantraer har også været, at der ikke skulle rettes for meget. Man skal kunne høre, at der sidder et menneske, som har skabt musikken.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Petra Kleis

Samfundskritisk og selvrefleksivt

Med klaveret ved sin side har Martin Hedegaard formået at skabe et album, der er personligt på et helt særligt plan. Hans tekster er ærlige og handler både om at finde sig selv og samtidig sætte spørgsmålstegn ved den verden, han lever i. Noget, han især gør på ”Bloodmoney” og ”Church Full of Bad Men”.

Særligt i de to sange omtaler du ”The Fat Man”, hvem er det?

– Det er en følelse af, at jeg er inde i en eller anden maskine og magtesløsheden, der ligger i det. Det er troen på, at jeg er fri, men at jeg i virkeligheden slet ikke er det. Samtidig er det også en fortælling om, at der ikke er nogen af os, som er hundrede procent gode. Det kan vi ikke være som mennesker. Det tror jeg ikke på.

- Hele Don’t Look Up-filmen handler jo om det samme: At der endelig er nogen, der siger tingene, som de er. Livet skal naturligvis ikke kun være mørkt, for det er også et hårdt liv at leve, men jeg synes bare ofte, at tingene er lidt falske. For eksempel med politikere, der opfører sig, som om de er med i Paradise Hotel.

Særligt ”Bloodmoney” er skrevet på et tidspunkt, hvor klima var et stort emne, og hvor Martin oplevede, at der var en masse, som lovede, at tingene ville ændre sig, men at det bare ikke skete alligevel.

– Både ”Rainman” og ”Bloodmoney” er skrevet i en periode, hvor jeg også satte spørgsmålstegn ved mig selv og ved verden, og om jeg egentligt selv er ærlig. Særligt ”Rainman” handler om, at jeg har ofret meget, fordi ambitiøse Martin fucking vil stå på toppen, og jeg kan få fuldstændig tunnelsyn af det og glemme alt omkring mig. Jeg kan også godt selv være bange for at blive som dem, jeg skælder ud på i ”Bloodmoney”. Jeg tror i virkeligheden ikke, at jeg er en skid bedre selv. Hvad er det, Kirsten Birgit siger? At man er en fucking helligfrans eller sådan noget. Vi skal være ærlige, når vi taler om vores verdenssamfund, slår han fast.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Petra Kleis

Pege fingre ad sig selv

Hele Rainman er skrevet ud fra et perspektiv, som tror på, at Martin ikke selv har alle svarene. I stedet for at pege fingre ad alle andre, forsøger musikeren også at pege fingeren på sig selv og mærke efter.

Han omtaler sig selv i tredjeperson og griner lidt af det, men forklarer det med, at han ofte zoomer ud på sig selv og observerer, hvad det er, der foregår i øjeblikket – og hvorfor han gør, som han gør.

– Jeg tror, at alle de ofringer, jeg gør mig, er meget bundet op på, at jeg fucking vil have, at min musik lykkes. Menneskelige ambitioner kan virkelig gøre ting ved én, og jeg kan godt mærke, at den rejse, jeg har været på med den her plade, har været vild. Jeg har haft nære venner, som er gået hen til mig og har sagt, at ”Hey, jeg kan faktisk ikke mærke dig mere. Du er her ikke lige nu.”

På nummeret ”Hollywood Afterlife” synger Martin egentlig til sig selv, indrømmer han. Til den udgave af sig selv, som han håber, at han ikke bliver, men som han godt kan forestille sig, at der er en risiko for, at han bliver. Fordi han har så store ambitioner for sin musik.

– Jeg håber fandeme ikke, at jeg ender med at være ham, der vil have den højeste gravsten, når han dør. Nogle gange kan jeg godt blive bange for mig selv og de ambitioner, jeg har, og hvor meget jeg måske er villig til at ofre af venner eller af tid med tætte personer. Det er hovedet på sømmet, hvad ”Rainman” også handler om. Det er den kamp.

Martin erkender også selv, at det er hans eget ansvar, at han ikke flyver af sted på en bølge af ambitioner og glemmer at stå fast på jorden. Men det er en evig balancegang mellem at ville sidde til sent om aftenen og skrive musik for at skabe det bedste, han overhovedet kan skabe og så at huske sine nærmeste og dem, han elsker. Han ved nemlig, at han ikke kan lægge sine ambitioner på hylden.

– Jeg er stadig ved at prøve at finde ud af, om det er muligt at nå toppen af bjerget og forblive jordnær. Det, jeg ved er, at der ér noget, som skal ofres, hvis jeg vil opnå noget, siger han.

Samtidig sker det også, fordi han er et sted i sit liv, hvor det er naturligt at tage sin tilværelse op til overvejelse. Han bliver 30 år dette efterår, og han oplever, at hans relationer står deres prøve i disse år. At den person, han bliver nu, er den person, han kommer til at være resten af sit liv – ligesom relationerne enten dør ud eller bliver livslange.

– Hvis man kigger i mine tekster, kan man se, der er et tvist. Jeg er nemlig ikke en skid bedre selv. Du kan bare klappe i, Martin, du er med i det her. Og den erkendelse af, at fuck, jeg er jo ikke en skid bedre selv, det er den, der er centrum i ”Bloodmoney” og ”Church Full of Bad Men”, som så går direkte over i ”Rainman”, hvor jeg ikke altid ser mig selv som et godt menneske. Det tror jeg faktisk har været det, jeg har lært allermest af i den her rejse med albummet: At jeg accepterer, hvem jeg er, lyder det fra Hedegaard.

På mange måder er det, som om der er to Martin’er. En, som sidder foran mig i studiet og med store armbevægelser godt kan reflektere over sine gode og dårlige sider, og så er der ham, som vil have det hele. Ham, som vil skrive den bedste musik nogensinde – næsten koste, hvad det koste vil. Og den kamp kommer aldrig til at stoppe, tror Martin.

– Det er den kamp, mine venner også ser, og det er dem, der faktisk jokede og kaldte mig for ”rainman”. Jeg har aldrig set filmen, men det er virkelig grineren, smiler han.

Det er ikke, fordi Rainman er et mere voksent album – det er måske mere et coming of age-album – for Martin har stadig et barnligt sind, erkender han, og han har et intakt legebarn, som kommer op i ham, når han først går i studiet, men han er blevet ældre, og han anskuer verden på en anden måde, end han gjorde, da han først startede i musikbranchen for snart 15 år siden.

– Der er en energi, man ikke kan tage fra mig, men det er uundgåeligt, at livet også har taget mig igennem nogle ting, fordi jeg er blevet ældre. Livet gør én klogere, men jeg ved det sgu ikke, siger han og sukker.

– Jeg tør sgu ikke sige, at jeg er blevet voksen, men når jeg møder unge mennesker i dag, kan jeg godt mærke, at jeg sateme ikke er 18 år længere. Men den her plade handler ikke om at blive ældre. Den handler om konflikten mellem, at jeg ved, at det kommer til at koste noget, det jeg gerne vil. Omvendt vil nogen helt klart sige, at det er et modenhedstrick at sætte grænser for sin musik, men det har ikke været tanken. Musikken skal bare blive bedre, og det er det, jeg brænder for.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Petra Kleis

Fakta:

- Martin Hoberg Hedegaard tonede frem på skærmene som deltager i og vinder af første sæson af X Factor i 2008.

- Siden sejren arbejdede han benhårdt for at finde sin helt egen lyd, som blev vækket til live under navnet Saveus i 2015.

- Rainman er Saveus’ andet album, som er ude i september.

- Saveus debuterede med ep’en Will Somebody Save Us fra 2017 og fulgte op med debutalbummet Neuro i 2018.

- Saveus spiller i Aarhus Congres Center den 5. november og i Royal Arena den 12. november.

LÆS OGSÅ: SAVEUS-ANMELDELSE: Det internationale snit er ikke til at tage fejl af

ANNONCE