Koncertbilletter er rigeligt dyre i forvejen
Har du også lagt mærke til, at når billetsalget til en koncert med et stort, internationalt navn i for eksempel Royal Arena går i gang, så koster nogle af billetterne rundt om i salen omkring det dobbelte af de øvrige og har titlen ”Platinum”-billetter – men derudover er der ikke noget som helst eksklusivt ved billetterne. De ligner de andre på en prik og giver præcist samme oplevelse. Det er for nylig sket med blandt andet Madonna i Royal Arena og Metallica i Parken.
Platinum-billetterne er et udtryk for det, der på moderne dansk kaldes ”dynamisk prissætning”. Det betyder, at sælgeren løbende kan ændre på prisen efter udbud og efterspørgsel, og i koncertsammenhæng er resultatet som regel, at billetterne bliver ved med at være dyre og tilgængelige indtil kort før koncertstart – fordi der ikke er nogen, der køber dem. Men så er der til sidst nogle, der bliver desperate ved tanken om at gå glip af en eftertragtet koncert og betaler for adgang i dyre domme.
Koncertarrangørerne siger selv, at dette tiltag skal dæmme op for sortbørshajer, og at den ekstra indtjening går til kunstneren, og selvsagt koncertarrangøren. Det er der da også noget om, men ligesom den bedste måde at komme sortbørshajerne til livs er ved ikke at købe deres billetter, så de brænder inde med dem, bør det samme gælde for de såkaldte Platinum-billetter – for koncertbilletter er altså dyre nok i forvejen, ikke mindst i disse inflationstider. Corona-relateret krise i musikbranchen eller ej.
Derfor: Når billetsalget til en koncert, du gerne vil til, går i gang, så sid klar på nettet og køb med det samme, hvis du har nogen mulighed for det. Nogle af koncertarrangørerne giver mulighed for at købe billetter på afbetaling til lav eller ingen rente. Og nogle giver også mulighed for at købe og sælge allerede købte billetter via koncertarrangørens officielle kanaler, til de oprindelige priser.
Alt dette er fint nok. Men hvis uheldet er ude, og billetterne er revet væk, så please, lad være med at købe de overdyre Platinum-billetter. Gør du det, er du næsten til grin for dine egne penge. Jeg gør det i hvert fald ikke, og vi kommer heller ikke i GAFFA-sammenhæng til at anbefale koncerter, hvor alle billetterne på nær Platinum-billetterne er solgt. Brug heller pengene på andre shows. Som sagt: Koncertbilletter er rigeligt dyre i forvejen – ikke mindst til de kunstnere, der formodentlig allerede har penge nok.
Ole Rosenstand Svidt er konstitueret chefredaktør på GAFFA og har skrevet for bladet siden 1998
GUIDE: Her er februar måneds mest spændende koncerter