Tatovøren Dennis Seide har designet for blandt andre Behemoth, Baest og Copenhell
I anledning af weekendens tatoveringsfestival Nordic Ink Festival i Frederikshavn (27.-29. oktober, red.) bringer GAFFA i disse dage en række artikler om tatoveringer.
Det har alle dage set megasejt ud, når et rockband har stået og set hårde ud med kroppen fuld af blæk. Det har altid været temmelig heavy. Men i dag er det ikke kun metalhovederne, der går under nålen. Tatoveringer er blevet hvermandseje, men alligevel er musikken en uadskillelig del af kulturen.
Vi har talt med fire tatovører. De gør hver deres ting, men kærligheden til det sorte blæk er de fælles om. Her kan du møde Dennis Seide, indehaver af Haervaerk Tattoo på Vesterbro i København. Han har designet for Behemoth, Copenhell, Baest med flere.
Hvordan ser du en sammenhæng mellem musik og tatoveringer?
- For mig har det altid hængt sammen. Jeg kan huske, da jeg var 14 år eller sådan noget og købte et eksemplar af Kerrang!-bladet i kiosken hos stationen i Hjørring og så Cavalera-drengene fra Sepultura stå med deres tatoveringer og syntes, at det så fucking sejt ud. Det har virkelig sat sig fast i mig. Men jeg tror altid, der har været en sammenhæng mellem musik og tatoveringer, og særligt metal og den slags.
Hvordan startede du med at tatovere, som du gør i dag?
- For mit eget vedkommende startede jeg med at lave old-school, og det var fint nok. Jeg var ikke den bedste, men jeg var okay til det. Men da jeg så flyttede til København, var der bare ingenting at lave, fordi der var så mange, der var så meget bedre end mig. Så det tvang mig til at finde på noget andet.
- Jeg har altid arbejdet med linoleumstryk, træsnit og litografier, og det kunne jo være en mulighed at overføre den stil. Samtidig var jeg uddannet grafiker og havde arbejdet en del år i reklamebranchen, så jeg vidste ret meget om målgrupper og den slags. Og på det tidspunkt arbejdede jeg på Escobar i København, som er en megafed heavybar. Og det gik op for mig, at der ikke var nogle tatovører, der målrettede sig heavy-segmentet.
- Så jeg besluttede mig for at målrette mit arbejde til folk, der hører heavy. Jeg begyndte at trække inspiration fra middelalderæstetikken og metalæstetikken – hekse, der bliver brændt, afhuggede hoveder og de der okkulte ting fra gamle dage, som var ret oplagte at overføre til folk, der godt kunne lide heavy-musikkens univers.
Oplever du, at der nogle motiver, som du tatoverer rigtig mange af?
- Det er meget noget med Satan og djævle. Hold kæft, jeg laver mange djævle og geder. Alt det der okkulte laver jeg utroligt meget af. Jeg har meget min egen stil, og det betyder også, at mange henvender sig til mig specifikt for at lave de motiver i den stil.
- Der er mange, der laver en flot springkniv eller en rose, men det er også bare lidt fesent. Det er fandeme fedt at få tatoveret Jesus, der har fået hakket hovedet af. Det kan jeg virkelig godt lide, og det tror jeg også er med til at skubbe mine designs lidt.
Du har lavet designs for Copenhell. Hvordan kom det i stand?
- Det var vist noget med, at jeg blev anbefalet til nogen derinde. Jeg startede med at lave et design, og det må have klaret sig meget godt, for jeg er blevet bedt om at lave noget for dem lige siden. Det begynder også at brede sig lidt til udlandet nu, og det er ret fedt at opleve.
Hvordan var at designe coveret til Baests anden plade, Venenum?
- Jeg kendte Svend (Karlsson, guitarist, red.) tilbage fra mine dage på Escobar og blev spurgt af dem, om jeg ville lave coveret til deres første ep, Marie Magdalene. Men det var anderledes anden gang, fordi de sidenhen var blevet signet til Century Media, som er et kæmpestort label. Og de skulle jo også være en del af processen, og det var lidt vildt at opleve. Det skulle godkendes tre forskellige steder, og der var en masse småting, der lige skulle rettes til. Det var meget professionelt og meget ligesom dengang, jeg var grafiker.
Oplever du, at det visuelle udtryk, som du kan levere, er med til at styrke et bands identitet?
- Det giver noget kant at have et udtryk, som kan blive så ekstremt. Behemoth bliver hevet i retten hele tiden for blasfemi, og selvom det er mega nederen for bandet, forstærker det også deres historie. Og det holder dem på ingen måde tilbage fra at bruge noget grafik, der bliver endnu mere ekstremt.
- Jeg har lavet to designs for dem, hvor det andet ikke er ude endnu, og det er ret blasfemisk, så det bliver ret spændende at se, hvordan det bliver taget imod.
Da jeg lavede et design for Baest af en djævel, der pissede på en pave, skulle det trykkes i Polen, men de nægtede at trykke det, fordi det var så blasfemisk. Det gjorde bare historien endnu federe. Det er egentlig ret vildt, at Satan stadig kan pisse så mange mennesker af i 2023.
Hvordan kom du først i kontakt med Behemoth?
- Jeg hørte Behemoth på Roskilde, da de sidst spillede der (2019, red.), og så tænkte jeg, at jeg fucking gerne ville lave en T-shirt for dem. Så jeg lavede en middelalderagtig tegning, som jeg sendte til dem, og så stak det ellers bare af derfra. Vi er siden blevet ret gode venner, og jeg tusser trommeslageren, når de spiller i Danmark. Og nu har jeg endelig fået lov at lave merch for dem. Men det er noget helt andet med dem.
- Der er intet label inde over, det er bare Nergal (sanger og guitarist, red.) og mig, der pingponger lidt. Og der har jeg meget frie hænder, fordi de er ret glade for min stil, og det er jo megafedt at opleve den tillid.
- Det er også lidt vildt, for de er jo et kæmpe band, så det er ret syret, at det samtidig skal være så nemt. Nergal har også været mega nice til at sprede ordet, da designet blev annonceret, og det har gjort vildt meget for mig. Jeg havde ikke engang bedt ham om det. Det synes jeg er megagod stil.
Hvorfor tror du, tatoveringer er blevet så populære, og designet nu har bevæget sig over i den etablerede kunst?
- Kommercialiseringen af tatoveringer har virkelig taget fart med Miami Ink (amerikansk reality show fra 00’erne, red.) og den slags. Mange mennesker i reality-tv har tatoveringer, fodboldspillere har tatoveringer, og det har bare inspireret mange.
- Samtidig er det jo også bare en forretning, så det har tatovørerne nydt godt af, ligesom det måske har givet flere en mulighed for at kaste sig ud i det. Men kvaliteten af udstyr er også så meget bedre i dag end for bare ti år siden, og det giver jo nogle bedre og flottere tatoveringer.
