Streaminggiganterne forsøger ihærdigt at tilrettelægge soundtracket til døgnets 24 timer, men hvor går grænsen for den skræddersyede og automatiserede musikkuratering?
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning. Mads Krogh er forsker og lektor på Musikvidenskab ved Aarhus Universitet.
Enter the stream of context. Sådan lyder en pr-catchfrase, som Spotify fandt på for nogle år siden – ikke henvendt til lyttere, men til de brands og reklamevirksomheder, som platformen samarbejder med.
Stream of context er den strøm af situationer, som brugerne befinder sig i, når de lytter. Situationer, som reklamer kan målrettes til, så de bliver ekstra effektive. Og situationer, som lytterne har travlt med at "soundtracke", dvs. forstærke eller intensivere via musik. Det er i hvert fald, hvad Spotify – og de andre førende musik-streamingtjenester – hævder, og hvad de har arbejdet med at facilitere over det sidste årti. Logikken er så, at jo tættere man følger lytternes musikforbrug (stream of music) jo tættere kan man også følge deres liv og hverdag (stream of context) – fra moment til moment, situation til situation.
Som konsekvens af den logik har Spotify også en vision om en fleksibel, nærmest uendelig personliggjort og situationsbestemt musikkuratering, dvs. det udvalg af musik og de forslag, vi som brugere præsenteres for. Hvis Spotify er i the moment space, som CEO Daniel Ek har udtalt, altså hvis de sælger øjeblikke nærmere end (bare) musik, så skal musikudvalget også være "momentant", således at fx forslag, playlister, udvalget af kategorier osv. tilpasses løbende.
Mens musik-streamingtjenester tidligt blev forbundet med forestillingen om en "himmelsk jukeboks", hvor lytterne kunne have adgang til alverdens musik, så minder visionen i dag nærmere om et "magisk køkkenskab", hvor ingredienserne til det perfekte øjeblik altid står på hylden. Sorteringsalgoritmer retter an, og et vidstrakt arsenal af kategorier (for Spotifys vedkommende fx over 6000 genrer) agerer anretterforme.
Men som dette billede antyder, hvorfor stoppe ved anretningen af musik, som allerede står på hylderne? Måske det perfekte øjeblik kræver et miks af eksisterende kategorier – et skvæt neo-mellow, et nip discofox, to dele indie-dreampop osv.? Eller måske en syntese af eksisterende udgivelser – et kryds mellem fx David Bowie og Johnny Cash – ville være optimal for den enkelte lytter i en given situation ifølge indsamlingen af personlige og kontekstuelle data?
Daniel Ek afviser godt nok, at Spotify vil autogenerere bestemte typer af musik (se fx GAFFA d. 28. sept. 2023). Men det er det oplagte næste skridt, og meget tyder på, at det allerede er sket med såkaldt mood musik, som har været i spil på platformen. Det er muligt med de AI-musikgeneratorer, som allerede findes, og ikke mindst succesen med at skabe syntetiske, men troværdige sangstemmer understreger potentialet (særligt den kinesiske tjeneste Tencent er langt fremme med AI-sangere).
Spotify og de andre streamingtjenester har været centrale spillere i udviklingen af data-baseret musikanalyse (music information retrieval), så også i den henseende er der et solidt grundlag – af værktøjer og data – for AI-baseret musik. Og så er der økonomiske motiver. Ved siden af den strategi, som kobler personliggjort og kontekst-bestemt musik til salg af reklamer (og videresalg af brugerdata i øvrigt), er der også muligheden for at nedbringe den betaling, som skal afleveres til (menneskelige) kunstnere og pladeselskaber.
Hvis idealet om dynamisk musikkuratering kobles med dynamisk, AI-baseret generering af musik, så tegner der sig et billede af ikke bare et køkkenskab, men en "magisk lampe", hvorfra den rette ånd til enhver situation kan vælde frem. Som forbrugere er vi ikke tvunget til bare at tage imod dette billede på, hvordan musik kan og skal tilgås. Der er heldigvis rigtig mange måder at streame på – rigtig mange måder at lytte til musik, endda via de samme platforme.
Men om vi vil det eller ej, konfronteres vi med de visioner, som driver udviklingen i den digitale musikdistribution, fordi de præger vores adgang til musikken. Og her er Spotify langt fra alene – også andre tjenester forsøger ihærdigt at hjælpe lytterne til at soundtracke og give reklamevirksomheder afgang til the stream of context.
Visioner er selvsagt ikke realitet, og man kan sagtens diskutere, hvor langt streamingtjenesterne overhovedet er nået med det personliggjorte og kontekstbestemte musikudvalg. Men nogle diskussioner tages bedst på forkant. Og måske derfor er der grund til aktivt og eksplicit – dvs. ikke bare gennem de brugerdata og lyttemønstre, som fx Spotify baserer sig på – at forholde sig til billedet den AI-drevne, magiske musiklampe. Er det den vision, vi gerne vil ha’?
LÆS OGSÅ: Spotify tillader AI-skabt musik på streamingplatformen
