REPORTAGE: Essaouira-festivalen i Marokko – igen den perfekte opvarmning til Roskilde

Foto: Torben Holleufer

En magisk festival på et eksotisk sted, som man ikke ville være foruden. Og den perfekte opvarmning til Roskilde Festival!

Sådan har det været i mange år, med den undtagelse, at i år ankom jeg temmelig hovedkulds fra Copenhell med den afsluttende Sort Sol-koncert som et værdigt klimaks. Herfra gik det til Marrakesh, en overnatning i smoggen, som er ved at overskygge charmen ved den berømte by og derfra afhentning af chauffør fra Essaouiras gnawa-festival, hvor de to andre passagerer på de to timers køretur ud til kysten var en ret søvnig semistjerne og en soulbrother af en multimusiker, som især er et monster på den vestafrikanske djembe-tromme. Hans navn og oprindelse: Weedie Braimah fra Ghana. Men gennem mange år bosat i USA.

Med benævnelsen soulbrother mener jeg, at det hurtigt viste sig, at han og jeg kendte en lang række musikere fra især Mali, hvor han har arbejdet en masse, og hvor jeg blandt andet i en årrække var med til at skabe en festival. Mens den sovende semistjerne var Malika Tirolien, som er frontperson i det – synes jeg – ret spændende fusionsorkester Bokanté, som skulle spille på festivalen.

Bokanté er et ret spændende projekt, som udsprang af Snarky Puppy, hvor guitarist med mere Michael League samlede en eklektisk gruppe med Malika Tirolien i front som sanger på blandt andet fransk, kreolsk og engelsk, mens der ud over føromtalte Weedie også er en voldsomt spændende lapsteel-guitarist i form af Roosevelt Collier, der som de fleste i bandet er fra de amerikanske sydstater.

Men mere om deres fede koncert på festivalen i Essaouira, selv om jeg vil benytte lejligheden til at reklamere for Weedie Braimahs soloplade fra 2021, The Hands of Time, som ikke mindst har besøg af en stribe maliske musikere. Fedt og vist ret overset album.

Gnawa-hybrid
Nu handler festivalen i Essaouira ret meget om Gnawa. Det er udgangspunktet og den musikkultur, som den gamle by ved Atlanterhavet ud over vinden og de vilde bølger især er kendt for.

Gnawa er hybriden, der opstod, da sorte afrikanere kom til landet og blandede sig med islamisk tradition og lokale skikke. Som det er med Marrakesh og andre byer i Nordafrika, så landede de mange karavaner fra længere nede i Afrika i de byer over de sidste mange hundrede år, og syd for Essaouira kom mange slaver fra den del af Vestafrika, som vi i dag kender som Senegal, Guinea, Mali, Niger og Burkina Faso, og enten blev frygtede soldater i kejserens berygtede sorte korps, eller blev solgt på markedet til arbejde i sukkermarkerne ved Ksob-floden syd for byen eller som tjenere i de store huse, som var ejet af især arabere – efter Andalusiens fald i 1400-tallet – også jøder, som, sikkert overraskende for mange, har en lang og spændende historie i Essaouira.

Så Gnawa-kulturen har lidt samme historie, som man kender fra de afrikanske slaver, som endte på den anden side af Atlanterhavet og skabte grobund for blues, de mange stilarter i Caribien og i Brasilien. Ligesom der ikke mindst var den spirituelle side, som handlede om animisme og åndetro, hvor man sideløbende med den herskende tro ville lykkes med at integrere ritualer, som egentlig umiddelbart var hedenske.

I Brasilien ville det være Candomblé og på Cuba Santería, som på forunderlig vis kunne koeksistere med katolicisme, mens det i Marokko var Gnawa, som i dag bliver set som en del af Islam og er regnet som en af mange sufiskoler. Og selv om konservativ islam har stærke antipatier mod sufisme i almindelighed og Gnawa i særdeleshed, står folket og formen i dag stærkere og mere accepteret end nogensinde før, og her har ikke mindst festivalen, som i år fejrerede sit 25-års jubilæum efter 26 år – pandemien ødelagde rækkefølgen – haft en stor betydning.

For hvor de såkaldte gnawa’er før var udsat for racisme eller var socialt udstødt, er det i dag faktisk en accepteret udvej for både unge mænd og nu kvinder at blive mestre og få en musikalsk karriere med at synge om de ellers så hedenske ånder og andre gestalter i Gnawa-universet.

Kvinder i spidsen
Festivalen i år markerede sine første 25 år efter 26 år. Og også for undertegnede var det et jubilæum, for tilfældet ville, at jeg og en ven rejste forbi den dengang nærmest undseelige soveby, som syntes lidt glemt ved havet, men som en måned senere ville prøve at holde en festival.

Jeg kendte selvfølgelig godt gnawa og havde købt min første guimbri – altså den trestrengede bas-lut, som består af en udhulet krop typisk af valnøddetræ overspændt af kamel- eller gedeskind, som har rødder i Vestafrika og er i familie med banjoen – af en gnawamester i Marrakesh seks år før, ligesom jeg havde været forbi byen og havde fået en middag arrangeret, hvor der skulle komme gnawa-musikere.

Det blev således mit første møde med Gania-familien i form af Maâlem Abdelah Gania (1956-2013). Det var den familie, jeg endte med at blive en del af, og som for alvor kom ind i min verden efter festivalen i 1998.

Men det er jo 26 år siden, og årsagen til det ulige tal var selvfølgelig pandemien, der også i Marokko lukkede samfundet ned.

Som vanligt var programmet sammensat af to mænd, nemlig gnawa’en Abdedslam Alikane og den algiersk-franske trommeslager Karim Ziad, som står for henholdsvis de lokale og internationale kunstnere. Men bare rolig: festivalen har fra starten været drevet af firmaet A3 i Casablanca, og de tre var tre kvinder, hvor chefen var den voldsomt inspirerende Neïla Tazi, som i dag er medlem af parlamentet og fortsat er i spidsen for Festival d’Essaouira Gnawa et Musiques du Monde, som er festivalens franske navn, som betyder Essaouira-festivalen Gnawa og Verdensmusik.

Ud over de dygtige planlæggere kommer der selvfølgelig det muliges kunst, som indenfor verdensmusik ikke ligefrem er let i disse år, hvor en række lande i Afrika, som ellers troligt har leveret kvalitetsmusik i årevis, pludselig ikke kan eller vil levere.

Det er godt nok mest i forhold til EU i almindelighed og Frankrig i særdeleshed, at den tvist foregår, men det syntes også at være gået ud over festivalen i Marokko. Også selv om Marokko er en kæmpe spiller i udviklingen i Vestafrika og derfor burde have lettere ved at finde kunstnere.

Alligevel var festivalen smækfyldt med overraskelser og dertil rimeligt opdateret på ikke bare gnawamusikkens gamle stjerner, men også den meget brede front af nye stjerner og talent, som kommer frem overalt i det musikgale land.

Port til port
Festen lagde ud i vanlig stil, nemlig med den store procession gennem den gamle by ”fra port til port”, som det blev sagt.

De sorte gnawa’er bliver jo ofte karakteriseret ved deres slavefortid, men det er kun nogle afrikanske indvandrere, som led den sørgelige skæbne. For der var jo Moulay Ismael, kongen som levede på Christian den 4.’s tid, og som var en marokkansk pendant til Ludvig den 14., i Frankrig kendt som Solkongen. Og det skal altså lige siges, at den marokkanske pendant bestemt heller ikke var ked af det, både hvad angik paladsbyggeri i byen Meknes og grusomheder, som fik Henrik den 8. af England til at antage karakter af en amatør.

Han gjorde godt nok samtlige sorte indbyggere til slaver – også selv om de havde været født frie – men oprettede dertil sin berømte hær af soldater med rødder specielt hos Hausa-folket i det nuværende Nigeria, og mange gnawa’er påstår at have deres rødder der – altså som frygtede på slagmarken og med privilegier, der var helt forskellige fra dem, som ikke fik våbentræning og arbejdede som slaver i sukkerrørene og andre steder.

Essaouiras gnawaer havde da også deres eget korps, som var aktivt så sent som i 1970’erne, og når Kongen ankommer til byen, er det tradition, at ikke mindst hans musikalske soldater stiller op med trommerne og byder velkommen. Så turen fra port til port er en march med baggrund i både historien og udbredt stolthed for udøverne.

Indgangsporten er Bab Doukkala, som ligger længst væk fra havet og er en flot klassisk port med en flot akustik, som man kommer igennem og så har medinaens intensitet foran sig. Første gruppe er gnawamesteren Houssam Gania, som er fra Essaouiras fornemmeste gnawafamilie, hvor hans afdøde far, Mahmoud Gania (eller Guinia) var en superstjerne indenfor gnawa og i øvrigt min meget gode ven, som vi mistede til kræften i 2015.

Houssam er i slut-tyverne og er vokset betydeligt de sidste år.

Flankeret af sin storebror og faste støtte har han et stærkt hold af lokale ”karakabi” – som er det man kalder dem, som i en gnawagruppe både leverer de akrobatiske danse, synger svarkor og spiller på de ottetalsformede krakeb, som er lidt som dobbelte hihat-bækkener, der passer i hånden og spilles i par, typisk i 6/8-rytme, som presses op i et tempo, så de nærmest lyder som tordnende monsunregn på et bliktag.

Historien er scenen, vi danser på
Efter Houssam kommer gnawagrupper fra hele landet, som slår de massive trommer med krum stil i højre hånd, som man kender det fra Afrika, mens danserne har deres krakeb højt hævet og hver for sig stopper op flere gange undervejs gennem byen, hvor de viser deres fantastisk flotte danse. Ud over gnawaerne er der også andre traditionelle sufigrupper, som Aissaouaerne med deres kæmpe tamburiner og de forsirede triller fra de arabiske oboer, mens de er iført lange rober, der er i et stof, som ligner kelimtæpper.

Det samme gælder Essaouiras Hamadcha-gruppe – som jeg i øvrigt havde med på Roskilde Festival i 2012 – som er i hvide rober og spiller på de markante og dybe lyde fra deres harraz-trommer, mens også de spiller deres stort anlagte musik på de arabiske oboer.

Hele processionen er et fantastisk skue, og en af de grupper, der får et meget stort bifald af de mange mennesker, som står langs med ruten, er den kvindelige gnawamester, Asmâa Hamzaoui, som med sin traditionelle gruppe af udelukkende kvinder er revolutionen levendegjort og også har været i Danmark flere gange. Hun er i øvrigt fra Marokkos største by, Casablanca.

Processionens kunstnere ender nede bag den store scene, og en del af dem kommer op foran det talstærke publikum, som venter på Moulay Hassan-scenen, som er festivalens hovedscene. Den anden store scene er nede på den enorme halvmåneformede strand, ligesom der er en række mindre scener, hvor man kan få den intime oplevelse, som er så speciel.

Den flotte indledning kulminerer i en mageløs koncert, hvor endnu en legende-søn, Hassan Boussou fra Casablanca spiller en flot koncert, mens der er et scoop i form af en showgruppe fra Elfenbenskysten, som leverer en kulmination af rang, hvor det afrikanske totalt er i farverigt fokus.

Gruppen, som hedder Compagnie Dumanlé, har selskab af en anden dygtig ung gnawamester, som også viser trommedelen af gnawa og derved får alt til at swinge og for alvor søsætter scenedelen af førstedagen. Moulay El Tayeb Dehbih er navnet, og han er søn af en fabelagtig Marrakesh-mester, som til sin død for nogle år siden var helt unik og en af de bedste gnawamestre, jeg har oplevet. Jeg bliver nødt til at ære ham ved at nævne hans navn: Maâlem Abdelaftif ”Sidi Amara” Makhzoumi.

Men det er også festivalen i en nøddeskal. På den ene side peges der fremad, og samtidig er historien den scene, vi danser på.

Kvindelig arving
Jeg er nu forsvundet over til Dar Souïri-huset, en prægtig riad – eller atriumgård – som ligger i indgangen til den indre medina. Her spiller Maâlem Mokhtar Gania, som jeg er lidt inhabil overfor, da jeg var hans manager i 15 år og har produceret adskillige album med. Jeg er en del af familien, og hans og hans søskendes børn er vokset op samtidig med min datter, som har kendt dem alle sammen, siden hun var fem.

Så det er rent ud rørende at komme ”hjem” til Dar Souïri og se min gamle ven og ”bror”, som kommer tilbage fra svær sygdom og er flankeret af familien, som alle er dygtige musikere. Ligesom det især er lokale souïri’er, som Essaouiras befolkning bliver kaldt, som rejser sig fra marokkanerpuderne i det smukke rum, danser løs og kan alle svarkorene udenad.

Det kulminerer i, at Mokhtar Gania overlader sin hjemmebyggede spade af en guimbri – som er helt unik i gnawa-verdenen – til sin 22-årige datter, Cherifa Gania, som er hans protegé og arving. Familien har ingen sønner, og Mokhtar er moderne og har lært sine døtre op, som var de sønner. Bag Cherifa på scenen står hendes storesøster, Sana Gania, og spiller krakeb, mens hendes to fætre også er med, og det kulminerer, da hendes mor, som også er musiker, træder dansen med vuggende hofter på gulvet foran datteren.

Udenlandske kunstnere
Festivalen har dog masser af andre store øjeblikke, selv om de udenlandske navne ikke for alvor rammer, selv om Buïka med rødder i Spanien og Ækvatorial Guinea kører et spektakulært show af og den ret dygtige sangerinde Malika Tirolien i spidsen for folkene fra de dygtige jazzfolk fra Texas-jazzgruppen Snarky Puppy, som under navnet Bokanté har udsendt to album, som nok har fortjent et større gennembrud, end tilfældet er blevet.

De spiller et fedt sæt, som specielt er fedt, når den sorte lap steel-guitarist Roosevelt Collier trykker sine ting af, som nærmest har karakter af en saxofons kommentar, ligesom ovenfor omtalte Weedie Braimah specielt på sin djembe indføjer afrikansk rytmisk snak i en rasende fart. Man siger jo at djemben, når den er spillet bedst, er talte udsagn, der falder med appel og ikke kan misforstås.

Men der er også udenlandske gæster, der kommer forbi og leverer en vare, som er en skygge af de store tider, og her tænker jeg specielt på den version af The Brecker Brothers, som den overlevende bror, trompetisten Randy Brecker, rejser rundt med, og som mest havde sine store momenter, da den i Essaouira fødte perkussionist, Rhani Krija, viste ansatser til noget ret godkendt og så selvfølgelig til sidst, da orkestret gav en okay version af hittet, som startede det hele i sin tid, nemlig ”Some Skunk Funk”.

Alligevel var det specielt ude på de mindre scener, hvor der blev afholdt showversioner af den berømte trancenat, at der var store oplevelser at hente. Og specielt på den sidste aften, var det specielt i to huse, at der for alvor skete noget:

Jødisk kultur
Essaouira er måske til nogles overraskelse et sted, hvor der historisk har været en stor jødisk befolkning, og over det sidste årti er den gamle bykerne blevet restaureret efter alle kunstens regler af UNESCO.

Og blandt de fine bygninger, der er kommet til ære og værdighed, er et fornemt gammelt hus tilhørende den jødiske menighed, som under navnet Bayt Dakira – det betyder Mindehuset – dannede rammen om nogle særdeles smagfulde gnawa-nætter. Det skal i den forbindelse nævnes, at der også findes en jødisk synagoge, som ligger i Mellah’en, som er det arabiske navn for det jødiske kvarter i medinaer over hele landet.

Men i Bayt Dakira var jeg så heldig at opleve Saïd Tahlaouï, som er en meget dygtig gnawamester fra Safi, den nærmeste større by op ad kysten fra Essaouira. Han var til lejligheden flankeret af sine to sønner, og specielt Zoheir Tahlaouï var gået hen og blevet en fremragende sanger, mens Saïd selv fortsat er en af de dygtigste guimbrispillere i Marokko. Men også en ydmyg sjæl, som lidt har holdt sig i skyggen, selv om han er den ledende mester i hjembyen og dér er kendt som Saïd Mesfioui. Det var en fornøjelse at følge hans spil på guimbrien, der står i modsætning til mange af de yngre musikere, der spiller meget hurtigt, men nærmest gør det på en måde, hvor de næsten shredder som heavyguitarister og ikke får nuancerne i hver en tone med. Noget, der især er blevet normen, efter at nærmest alle guimbrispillere i dag bruger elektrisk forstærkning, som kun blandt de bedste egentlig er en gevinst.

Forstået på den måde, at i Gnawa skal hvert et beat fra de hurtigt spillede krakeb og hver en tone fra guimbrien falde adskilt, fordi de jo skal bruges i den meget delikate situation, som terapi er, hvor der nogle gange er ”patienter” i trance, hvor guimbrien er styrmanden gennem trancens mørke nat, hvor ånderne er i tale og er med i ligningen. Og der er det altså problematisk, hvis en forstærker får tonerne til at mudre, som det ofte er, når musikerne ikke er dygtige nok og bare japper tonerne af.

Maâlem Saïd Tahlaouïs sæt blev fulgt af en for mig ny mester oppe fra Meknes, Hamid El Hadri, som spillede og sang i den specielle lokale gharbaouï-stil fra det flade landbrugsområde, som også tæller den berømte by, Fez. Det blev et meget anderledes og stærkt besættende sæt, som jeg bliver nødt til at lære bedre at kende, når jeg skal op på de kanter til september.

Autentisk slutning
Alligevel måtte det slutte ovre i Essaouira-huset, Dar Souïri, hvor Mahmoud Ganias arvtager og søn, føromtalte Houssam Gania, som også havde ledet processionen, lukkede og slukkede festivalen. Her fik han vist, at han som nu 29-årig har nået den kvalitet, som indebærer, at han kan regnes som en fuld maâlem, som mester hedder på arabisk. Og selv om denne show-lila ikke handlede om trance, så så jeg ham allerede i en rigtig lila for et par måneder siden, hvor der var tale om den autentiske ceremoni, så jeg var advaret.

Alligevel var det forløsende, hvordan han – som altid med sin storebror ved sin side – havde fået tilføjet en legende udstråling og nærmest ubesværet kunne skrue op og ned for stemningen i rummet, hvor vi alle blev bragt tørskoede i land efter tre fantastiske dage i Essaouira.