Tønder Festival-aktuelle Northern Assembly: "Der er en form for nærvær koblet op på det håndholdte"

Dina Dánialsdóttir og Andreas Bevan er hovedkræfter og henholdsvis sanger og sangskriver/guitarist i ensemblet Northern Assembly, som lørdag aften træder klokken 18 ind og op i Tønder Festivals Jam Telt.

Efter at jeg har mødt dem på et virtuelt mødested, mener jeg at kunne konstatere, at de både glæder sig og føler sig vel placeret på festivalen i grænselandet i syd.

Northern Assembly har to gange tidligere optrådt på Tønder Festival, og herudover har Dina optrådt der med sine fætre i Jonah Blacksmith. Dina og Andreas føler sig med andre ord begge fortrolige med festivalen. Og de elsker den. For, som Dina straks formulerer det: – Det, der er så fedt ved at optræde på Tønder, er, at publikum lytter. Og det er altså bare fedt at spille for folk, der er nærværende og som forholder sig til det, vi spiller.

Når jeg spørger de to, hvad de tror, publikum forventer, falder svaret tilsvarende kvikt. Nu fra Andreas: – De, der kender vores musik, vil forvente autenticitet og storladen folkpop. De, der ikke kender vores musik, vil forvente en musikalsk oplevelse – for det er det, man søger og finder på Tønder Festival. Publikum, der har større forventninger til musikken end publikum på eksempelvis Smukfest eller Roskilde Festival. Publikum på Tønder vil opleve og høre musik – ikke bare feste – selv om det også er muligt at feste på Tønder.

Læs også: Tønder Festival 2025: Oplevelser, du ikke må gå glip af

Med tanke på, at Andreas stammer fra England, spørger jeg ind til, hvorfor han og Dina har kaldt deres ensemble for Northern Assembly. Andreas forklarer:

– Jeg stammer fra England – men England synes jeg også, man kan kalde Norden. Jeg har herudover boet en årrække i Norge, før jeg flyttede til Danmark for 15 år siden. Jeg er i den forstand ikke bare engelsk, men også rodløs. Det samme kan man sige om Dina. Hun har en færøsk far og en dansk mor, hun har boet nogle år på Færøerne og i Norge og Danmark – og mange år i Etiopien. Selv om Etiopien ikke er Norden, så følte vi os forbundne af både det nordiske og af rodløsheden. Bandets to andre medlemmer har deres fødder solidt plantet i den jyske muld. På den baggrund har vi lige som skabt en nordisk forsamling – derfor blev det Northern Assembly.

Med din egen baggrund – kan du så se, hvornår du første gang stødte ind i et musikalsk univers, der pegede i den retning, som I er gået med Northern Assembly?

– Ja. Det var tilbage i 2009 eller ’10, fortæller Andreas. – Da blev bandet Mumford and Sons for alvor populært – med deres håndspillede musik og indbyggede elementer af pop. Deres musik, syntes jeg, var fed. Siden har jeg været optaget af folkpop helt generelt. Men det særlige ved Mumford and Sons var, at de kunne komme ud over scenekanten ligesom større rock- og popbands. Dét var fascinerende.

Men hvor kom din interesse for folkpop fra? Du har formodentlig ikke haft klassekammerater med samme musiksmag…

– Jeg fik en guitar stukket i hånden som 15-årig. Og en gammel guitarbog fra 70’erne. Jeg lærte altså selv at spille med afsæt i en bog fuld af folksange af Bob Dylan, Joni Mitchell, Simon & Garfunkel og The Beatles og andre. Jeg lærte med andre ord deres univers at kende – i en ung alder.

Dina supplerer: – Min familie er musikalsk. Og jeg har selv spillet derhjemme – især gamle keltisk/britiske hymner som eksempelvis "Amazing Grace". Og så har jeg lyttet meget til Sissel Kyrkjebø, for jeg havde et halvt kassettebånd med hende, da jeg var lille. Det har åbenbart farvet min stemme, så når jeg i dag synger, lyder det nordisk – får jeg at vide. Og det er ikke fordi, jeg prøver på at få det til at lyde nordisk, men det gør det åbenbart, og det er jeg glad for. Når det så oven i købet bliver blandet med et gammelt, engelsk hymneunivers, så lander man cirka der, hvor vi er.

Hvordan blev jeres valg af genre italesat fra starten?

– Vi havde alle en fælles kærlighed til Mumford and Sons og Simon & Garfunkel, fortæller Dina. – Vi syntes, deres musik var fed. Og vi ville gerne selv lave musik, der lød som deres. Mere italesat blev det ikke. Vi begyndte bare at lave musik, og så tog musikken form – alt afhængig af hvad vi hver især var optaget af i givne perioder.

Håndspillede instrumenter var et must

Andreas mener dog, der var en klar italesættelse: – Vi havde en forventningsafstemning omkring genren. Jeg kom fra et rockband og stoppede i det – til fordel for at skrive musik med Dina. Det var en kæphest for mig, at hun og jeg skulle skrive musik på håndspillede instrumenter. Rock er også håndspillet, men det her skulle være mandolin og akustisk guitar. Vi skulle ud ad dén vej. For jeg havde et savn og en lyst til at prøve dét af. Vi talte meget om, at det skulle være håndspillet og om, at vores musik skulle kunne spilles i en dagligstue og lyde fed.

Dina tilføjer: – Vores første ep blev faktisk finansieret af, at Andreas og jeg lavede en stuekoncertturné.

– Vi kontaktede folk og spurgte, om vi måtte komme ud og spille for dem og deres venner i deres stuer, fortæller Andreas. – Vi spillede gratis, men når koncerterne var færdige, sendte vi hatten rundt og spurgte, om folk ville give et beløb. Således samlede vi 10.000 kr. ind til en studieindspilning.

Det med det ”håndspillede” eller akustiske er ifølge Dina og Andreas det helt særlige ved musikken på Tønder Festival.

– Det er kendetegnende for Tønder, at musikken dér bliver spillet her og nu, tæt på, siger Dina. – Når vi spillede på vores stuekoncertturné, sad folk også tæt på. Vi spillede uden forstærkning, næsten helt oppe i hovedet på folk. Og det giver en intensitet. Når man står ude på en scene, er udfordringen at komme lige så intens og tæt på. Men Tønder kan noget, og publikum er klar på det intense.

Og hvordan er det for jer som udøvende at komme så tæt på? Er det angstprovokerende?

– Man vænner sig til det. Vi har jo spillet så mange koncerter, at vi ved, hvilke virkemidler vi kan anvende det enkelte sted. Og jeg føler ingen angst ove rfor det at skulle spille på Tønder. Tværtimod forventer jeg, at det bliver nemt.

Andreas tilføjer: – Vi har jo også et musikalsk fællesskab på scenen. Lige meget hvad der sker, har vi hinandens ryg. Og spiller vi et sted, hvor publikum ikke er nærværende, så har vi det i stedet sjovt indbyrdes. Men lige præcis på Tønder ved vi, at publikum også har vores ryg, og publikums reaktioner og nydelse, det er vores benzin.

Har I nogen sinde overvejet at skifte genre eller udtryk?

– Ja, siger Dina. – Nu har vi spillet sammen i 11-12 år, og i løbet af den tid er der jo sket meget – både i livet generelt, i vores karriere sammen og i den musik, vi skaber. For mig personligt er det vigtigt, at vores musik udvikler sig, for ellers keder jeg mig. Så jeg oplever både, at jeg selv er åben for nyt, og at alle de andre er.

Andreas fortsætter, hvor Dina slap: – Efter coronaen gav vi os selv lov til at lave en plade med musik, der var mere melankolsk, og som havde færre akustiske elementer. Det kunne noget. Men jeg tror, vi er på vej tilbage til noget andet… jeg ved ikke hvad.

– Der er en løbende dialog i bandet om, hvad vi skal, siger Dina.

Kan sagtens have en fest uden festmusik

Det der med det håndholdte, hvad er det, det kan?

– Der er en form for nærvær koblet op på det håndholdte, fortæller Dina – fordi vi jo spiller live og har et begrænset brug af backtrack og klik på scenen. Vi vil gerne kunne høre og fornemme hinanden på scenen, så vi kan improvisere undervejs.

– Noget andet er, at vi giver os tid til at fortælle historier om vores sange, så folk kan følge med. Og det gør noget ved tempoet i koncerterne. Vi spiller ikke superhurtigt eller aggressivt. Som Andreas siger – vi kan sagtens have en fest med alt muligt, selv om det ikke nødvendigvis er festmusik, vi laver. Vores sange er eftertænksomme. De handler om noget, som ellers kan være svært at snakke om eller sætte ord på. Sange og musik er følelser, og de følelser giver vi os af med at mærke og udtrykke. Også dét hænger sammen med det håndspillede.

– Og med til det hører altså, at det er fedt, at man kan spille den samme musik på en scene og i en dagligstue, siger Andreas.

Men så må det også være en udfordring at stå på en scene, hvor der er afstand til publikum.

– Ja, og derfor skal man have en dygtig lydtekniker, siger Andreas. – Og det har vi.

– Men det er også noget med at tage de små, fine nuancer og projicere dem længere ud. Vi har nogle virkemidler, tilføjer Dina.

– Men nogle af sangene kommer lidt til kort på de store scener, siger Andreas. – Store scener kræver noget andet. Det er det, der kan gøre store festivaler udfordrende. Og det, der gør Tønder dejlig, for der behøver vi ikke ændre noget i udtrykket.

– Præcis, siger Dina. – Der skal musikken nok komme ud over rampen. Der forstår publikum, hvad det handler om.

I talte om et element af melankoli i jeres musik efter coronanedlukningen. Hvor meget melankoli er der er i den musik, I nu går på scenen med?

– Generelt er der en del melankoli i vores sange – eller, melankoli? Måske er der en alvor i den. En seriøsitet, siger Dina. – Vi skriver om livet og kan godt lide at tage store emner op, som for eksempel tilgivelse. Noget, som kræver alvor. Og seriøsitet. Det kan godt komme ud som melankoli – især når det bliver iklædt noget nordisk folkagtigt, og jeg synger lyst og smukt. Men jeg tænker det mere som noget alvorligt, vi har sat musik til. Andre skriver om, at vi skal danse fredag aften, men det er ikke lige det, vi skriver om.

Andreas supplerer: – Folk skal ikke forvente en musikalsk melankoli, men nogle alvorlige temaer. Det er dét, vi har viet vores karriere til: at skabe rammer og ord for noget, som ellers kan være svært at benævne. Og deri mange ting, der er alvorlige og af betydning.