Nyhed

Tematirsdag på DR2 om copyright

Hvad betyder ophavsret for samplekulturen? Se nogle bud på tv i aften.

Foto: DR

Copyright-spørgsmålet har været debatteret flittigt i musikbranchen i de senere år i takt med den øgede digitalisering og den deraf følgende lette mulighed for piratkopiering. I aften sætter DR2 i en tematirsdag så spot på fænomenet inden for både musik- og filmbranchen.

Temaaftenen er delt op i to hoveddele: Verdenspremieren på den danske dokumentarfilm ”Good Copy Bad Copy” (af Andreas Johnsen, Henrik Moltke og Ralf Christensen) og den amerikanske dokumentar ”Alternative Freedom” fra 2006.


”Good Copy, Bad Copy” fortæller om ophavsret og mangel på samme i både Vesten og den tredje verden. Udsendelsen indeholder blandt andet et portræt af Pittburg-dj’en og samplermusikeren Girl Talk (billedet), der sampler små bidder af vidt forskellige kunstnere til et nyt udtryk, hvor originalerne er helt uigenkendelige. Det, han gør, er ulovligt – men skal det forblive sådan? Dét spørger folkene bag ”Good Copy, Bad Copy” en lang række branchefolk om, og får vidt forskellige svar.

Instruktørerne bag ”Good Copy, Bad Copy” tager også en tur til Nigerias frodige filmindustri, ”Nollywood”, der tilsyneladende fungerer fint, uden at nogen bekymrer sig om piratkopiering. Og i det nordlige Brasilien er det helt store for tiden remixtendensen ”tecno braga”, hvor tidens hits fra hele verden remixes og afspilles ved kæmpefester, uden at nogen skænker copyright en tanke. Vi kommer også en tur til Sverige, hvor modstanden mod pladebranchens hårde kamp mod piratkopiering ligefrem har resulteret i dannelsen af et politisk parti, Piratpartiet.

Anden del af temaaftenen er den amerikanske dokumentar ”Alternative Freedom” fra 2006. Filmen er ifølge DR ”en aldeles partisk dokumentar, der stiller spørgsmålstegn ved rimeligheden i, at copyright bruges som middel til at sikre maksimal profit frem for at stimulere kreativitet og idéernes frie bevægelighed.”


Tematirsdagen kan ses på DR2 i aften fra klokken 20.30

Læs mere om temaaftenen på DR2


ANNONCE