Nyhed

Se MØs overlegne Nobelpris-optræden

Den kjoleklædte danske stjerne gav blandt andet megahittet Lean On

Fredag aften fandt den stort anlagte Nobels Fredspris-koncert sted i Telenor Arena i Oslo, og blandt de optrædende var MØ, som gav to numre iført elegant hvid kjole – en ganske atypisk påklædning for den ellers normalt så sporty påklædte sangerinde. MØ sang først sin egen knap et år gamle nytårsballade, den indfølte "New Years' Eve", med Norwegian Radio Orchestra, inden hun fik fuld gang i salen med sit internationale kæmpehit "Lean On". Denne gang uden sangens medskabere, Major Lazer og DJ Snake. Se den overbevisende optræden nedenfor.

Da det 1. december blev offentliggjort, at MØ skulle optræde til Nobel-koncerten, udtalte hun følgende:

"Jeg voksede op i et videnskabeligt og kulturelt bevidst hjem, hvor udviklingen inden for menneskerettigheder og håb for fred var almindelige samtaleemner. Toneangivende personligheder indenfor disse områder var beundret og en inspiration for min ungdoms aktivisme. Jeg har den dybeste respekt for Nobels Fredspris – ikke kun den, men alle former for anerkendelse, til dem, der prøver at gøre verden bedre."


"At skulle optræde til Nobel Fredspris-koncerten og være med til at sprede budskabet om National Dialogue Quartets meget vigtige arbejde er en stor ære. Jeg er beæret over at være en del af sådan en historisk begivenhed og følge i fodsporene af tidligere kunstnere og nogle af mine yndlingsartister, såsom Rihanna, Robyn, Cyndi Lauper, Annie Lennox og Omar Souleyman." 

MØs manager Bjørn Nielsen fortalte dengang til GAFFA, at MØ var blevet personligt opfordret til at deltage af koncertarrangørerne.

Nobels Fredspris hædrer i år "National Dialogue Quartet" fra Tunesien for deres "betydningsfylde bidrag i opbygningen af et pluralistisk demokrati i Tunesien i efterveerne af Jasminrevolutionen i 2011." 


Prisen bliver uddelt årligt til en person eller organisation, hvis arbejde er med til at fremme verdensfred. Blandt tidligere vindere kan nævnes den dengang kun 17-årige Malala Yousafzai og Kailash Satyarthi (2014), EU (2012), Barack Obama (2009), Al Gore (2007) og Læger Uden Grænser (1999).

De øvrige optrædende til Nobelkoncerten var norske A-ha, Aurora og Kygo, amerikanske Jason Derulo og tunesiske Emel Mathlouthi samt Norwegian Radio Orchestra. Vært var den amerikanske komiker og talkshowvært Jay Leno, og koncerten blev livestreamet på YouTube.

Se hele showet – MØ går på 48:48



ANNONCE