Duoen giver sin første koncert i ti år.
Copenhell har netop offentliggjort sit sidste navn til årets program, og på mors dag præsenterer festivalen – Mor.
Mor giver på Copenhell deres første koncert i 10 år og er en electro-punk-duo, der består af medlemmerne Karen Marie Ørsted (også kendt som MØ, billedet) og Josefine Struckmann (også kendt som Nurse). Duoen blev dannet i 2007 i Odense og var aktiv i årene 2007-2012, hvor de udgav to 7”-singler, "Fisse i dit fjæs“ på pladeselskaberne Mastermind Records og Luk Røven Records i 2009 og “Vanvidstimer“ på Spaghetti Cassetti og Lort Records 2011.
Læs også: Fra fisse i fjæset til kærlige kærtegn
Herefter gik de hver til sit og indledte solokarrierer. MØ fik stor succes både i Danmark og internationalt, mens Nurse har opereret mere i undergrunden med sin elektroniske indiepop, ligesom hun har arbejdet som billedkunstner. Både hun og MØ er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi i Odense. De to har af og til optrådt sammen gennem årene, senest på Roskilde Festival 2016.
Mor er nu, 10 år senere, aktuel med ep’en Sort Nat, som de udgiver på deres eget label, Lort Records, på mors dag den 10. maj . Den indeholder fire sange, som alle er skrevet i 2012, lige før gruppen gik i opløsning, og aldrig nåede at blive udgivet. I samarbejde med faste samarbejdspartnere Sylvester Struckmann og Danni Storm har Mor nu færdiggjort sangene fra dengang.
Mor lover både nye og gamle sange til koncerten. I en pressemeddelelse fortæller de:
”Mor-tiden formede os begge meget som kunstnere og mennesker og gav os grobund for al den kunst og musik, vi hver især laver i dag. Det var en tid, hvor vi eksperimenterede og var frie, og den tid vil vi gerne ære og manifestere. Samtidig er der gået tilpas lang tid til, at vi kan gå ind i Mor-energien som de voksne, vi er i dag. Fejre det, vi var, og dem, vi er i dag, og et universelt søstersammenhold på tværs af generationer, fortid, nutid, punk, pop, krigstid og fredstid.“
Copenhell finder sted i dagene 24.-27. juni med hovednavne som Iron Maiden, Bring Me the Horizon, Volbeat, Alice Cooper, A Perfect Circle og et særligt 15 års jubilæumsshow. Der er udsolgt af partoutbilletter, men stadig endagsbilletter til torsdag og fredag samt såkaldte 1+1-dagsbilletter til forskellige dagskombinationer.





