Der er nyt i Phil Anselmo-skandalen, da bandmaten Pepper Keenan nu står frem og viser forståelse for Anselmos undskyldning
Heavy metal-sanger Phil Anselmo som tidligere denne uge postede en undskyldning på sin officielle hjemmeside, der blandt andet var henvendt til med-Down bandmedlemmerne, får nu svar tilbage.
GAFFA bragte tidligere historien om Anselmos følelsesladede statement, og du kan blive opdateret om hændelserne her
Nu er der så nyt i sagen, idet Down-guitaristen Pepper Keenan står frem på sin egen Facebook-profil og fortæller, at han er "bedrøvet og forvirret" over Anselmos handlinger, som udspillede sig ved Dimebash-festivalen i Los Angeles i sidste måned.
Keenan uddyber videre i sin Facebook post, at han "accepterer Phils undskyldning", samt stadig har tiltro til, at Anselmo gennem deres fælles musik kan være med til at "gøre verden til et bedre sted".
Ifølge Keenan, som har kendt Anselmo "det meste af sit liv", er der "ikke had i [Anselmos] hjerte". Keenan betegner nazi-hændelsen som et svigt af dømmekraft fra Anselmos side og fortsætter med at betegne 'joken' som "forfærdelig dårlig smag og uacceptabel".
Ikke desto mindre fastslår musikeren, at han fortsat vil "være der for" Anselmo, og den dybfølte undskyldning er dermed godkendt af Keenan.