Nyhed

Har vi brug for flere store festivaler? Eksperter ser bekymrende udvikling i livebranchen

Eksperter frygter, at tendensen skaber "ulige vilkår", og at vækstlaget kommer i klemme

I starten af december 2023 kom det frem, at Esbjerg Kommune havde indgået en stor aftale med et koncertbureau, som for 24 millioner kroner fra kommunekassen forpligtede sig til at arrangere en festival på byens havn de næste ti år. Bureauet er verdens største af slagsen nemlig Live Nation, og den nye festival hedder Suset. Live Nation står blandt andet bag festivaler som blandt andet Copenhell i København, Heartland på Fyn og Jailbreak i Horsens. Suset har allerede offentliggjort festivalens første navne, som er Nik & Jay, Andreas Odbjerg, D-A-D, Medina, Barselona, Gobs, Icekiid og Pil.

En lignende historie udspillede sig i starten af januar, da det blev offentliggjort, at koncertbureauet Down the Drain vil skabe en lillebror til deres to nuværende festivaler NorthSide og Tinderbox i Viborg under navnet Forever. Navnet refererer til musikprogrammet, som Down the Drain-direktør Brian Nielsen beskrev kunne indeholde navne som eksempelvis Robbie Williams, Toto og Bryan Adams. Store internationale navne, som ikke nødvendigvis har udgivet hit-singler for nyligt, men som stadig hitter bredt. 

Men hvad gør det ved den danske livebranche, når så store festivaler dukker op med branchegiganter i ryggen? Udviklingen vækker bekymring hos to eksperter, som har udtalt sig i Politiken. Ifølge lektor ved Roskilde Universitet Fabian Holt opstår bekymringerne ved, at de store koncertarrangører ofte allerede har aftaler med nogle af de største artister i ind- og udland, så de kan "placere musikerne på deres egne festivaler i stedet og få hele overskuddet selv". Det er nogle kontaktforbindelser, som de mindre festivaler ikke nødvendigvis har, og som dermed kan skabe en konkurrence på "ulige vilkår". 


Forsker i musik ved Lunds Universitet Anders Reuter deler bekymringen, men fortæller, at udviklingen også kan få konsekvenser for det danske vækstlag, og at "det kan betyde, at man rent musikalsk ikke er med til at opdyrke ny eller smal musik". Når man arrangerer så store festivaler, kræver det også, at man kan sælge mange billetter, og derfor risikerer man, at det "kun (er) de allerstørste musikere, som kommer med". Dem som koncertarrangørerne ofte allerede har aftaler med, som lektor Fabian Holt fortalte til Politiken

Det er en problematik og bekymring, som Gaffas konstituerede chefredaktør, Ole Rosenstand Svidt, kommenterede tilbage i oktober 2023:

"Billetkøberne satser på det sikre. Og dermed er det svært at skabe et fundament for fremtidens stjerner, der jo gerne skal bygge en karriere op ved at spille på først mindre scener og så blive bedre og bedre og større og større. Det er de færreste, der starter på toppen, og hvis de gør det, for eksempel med et viralt hit, kan det hurtigt gå den modsatte vej, hvis de ikke har liveerfaringen."


Live Nations pr-manager Heidi Degn afviser dog bekymringerne i en mail til Politiken, hvor hun argumenterer for, at talenterne jo netop er "fremtidens hovednavne", og at Live Nation "selvfølgelig (er) ekstra opmærksomme på vækstlaget i dansk musik". Derudover bliver det understreget, at Live Nation-festivalerne "gør en stor indsats for at give talenter plads på scenerne, vi booker koncerter på mindre spillesteder, og vores agenturer arbejder målrettet mod talentudvikling."

LÆS OGSÅ: KOMMENTAR: Det er ikke altid størrelsen, det kommer an på – husk også de mindre koncerter

ANNONCE