x

Årets Melodi Grand Prix-deltagere offentliggjort

Årets Melodi Grand Prix-deltagere offentliggjort

I går offentliggjorde Danmarks Radio de ti deltagere i årets Melodi Grand Prix, der afholdes i Cirkusbygningen 9. februar.

De optrædende, der skal løfte arven fra Brødrene Olsens sejr i 2000 og Rollo & Kings andenplads sidste år, er i alderen 19 til 49 og er overvejende nye navne, men enkelte gamle kendinge er også med.

Heriblandt finder man Grand Prix-veteranen Helge Engelbrecht, der har skrevet sange til otte tidligere Grand Prix’er - bl.a. vinderen fra 1987, "En Lille Melodi" fremført af Anne Herdorf. Engelbrecht er med sine 49 år samtidig Grand Prix’ets ældste deltager.

Fra pop-rockens verden finder man også et kendt navn, nemlig Jeanett Debb (billedet), der sidste år blev kendt for at lave Big Brother-sangen "House Of Fire" og udgav debutalbummet "Virtualize". Jeanett Debbs sang hedder pudsigt nok "Medieshow".

Også på sangskriversiden finder man et par kendte navne fra pop-rocken, nemlig brødrene Carsten og Michael Kolster med en fortid i Nice Little Penguins og nuværende medlemskab af Girl In The Moon.

De optrædende, sangtitlerne og sangskriverne er ifølge Politiken:

1. Lasse Drevsholt og Jonas Bengtsson: "Sommerregn" af Niels Drevsholt og Jonas Bengtsson.

2. U.F.O.: "Mon Du Falder Ned" af U.F.O. (Kim Sandberg og Rune Braager).

3. Jeanett Debb: "Medieshow" af Michael Holmberg, Dominic Gale og Jeanett Debb.

4. Morten Fleck: "Alle Dage Er En Fredag" af Morten Fleck.

5. Helge Engelbrecht og Tommy Rasmussen: "Alt Mellem Himmel Og Jord" af Helge Engelbrecht og Tommy Rasmussen.

6. Bjarne Langhoff: "Det’ På Tide" af Michael og Carsten Kolster.

7. Tine Bjerggaard: "Helt Derinde" af Tine Bjerggaard og Sune Kempf.

8. Mads Broe Andersen: "Aldrig Min Igen" af Nanna Kalinka Bjerke.

9. Pætur vid Keldu: "Som En Drøm" af Pætur vid Keldu.

10. Malene W. Mortensen: "Vis Mig, Hvem Du Er" af Michael Ronson.

Værter i Melodi Grand Prix’et er Michael Carøe og Signe Svendsen, kendt som det kvindelige medlem af Rollo & King. Pauseunderholdningen leveres af ingen ringere end sir Cliff Richard.

Det internationale Melodi Grand Prix afholdes i Talinn i Estland 25. maj.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA