Nyhed

The Smiths-albummet "The Queen is Dead" fylder 30

Den engelske klassiker passerer en milepæl

I dag er det 30 år siden, den britiske post-punk-gruppe The Smiths udgav deres tredje album, "The Queen is Dead". Et album, som i dag har status af klassiker og af mange regnes for deres bedste album – og en af de bedste rockplader nogensinde.

The Smiths debuterede i 1984 med et selvbetitlet album og fulgte det i 1985 op med "Meat is Murder", inden gruppen gik i opløsning efter udgivelsen af deres fjerde studiealbum, "Strangeways, Here We Come" i 1987, og forsanger Morrissey lancerede en solokarriere.

Kernen i The Smiths var forsanger Morrisseys både poetiske og ligefremme tekster og karakteristiske, klagende stemmeføring samt guitarist Johnny Marrs særdeles iørefaldende melodier og nuancerige guitarspil – bakket op af bassist Andy Rourkes og trommeslager Mike Joyces solide bund.


"The Queen is Dead" indeholder klassiske The Smiths-numre som "The Boy With the Thorn in His Side", "Bigmouth Strikes Again" og "There is a Light that Never Goes Out". "The Boy With the Thorn in His Side" handler ifølge Morrissey om den modstand, gruppen mødte fra musikbranchen i de unge år.

"Bigmouth Strikes Again" er næsten blevet en signatursang for Morrissey, der hverken i sangtekster eller interviews er gået af vejen for en skrap bemærkning, mens "There is a Light that Never Goes Out" indeholder klassiske Weltschmerz-linjer som "Driving in your car / I never never want to go home / Because I haven't got one / Anymore" om omkvædet: "And if a double-decker bus / Crashes into us / To die by your side / Is such a heavenly way to die."

Albummet nåede en andenplads på den britiske hitliste og blev i 2013 kåret til det bedste album nogensinde af det britiske musikmagasin NME.

 

ANNONCE