Nyhed

Grøn Koncert-aktuelle Nik & Jay: – Vi er på som få

Det kommer ikke til at gå stille for sig, når Nik & Jay indtager Grøn Koncert.

Det kommer ikke til at gå stille for sig, når Nik & Jay indtager Grøn Koncert. Den uovertrufne duo har over næsten halvandet årti opbygget et bagkatalog af monsterhits, og publikum kan både glæde sig til en håndfuld af disse og smagsprøver på deres nye materiale.

 

Hvad forbinder I med Grøn Koncert?


Jay: – Liv og glade dage. En gigantisk koncertturné med plads til Gud og hver mand. Her kan man komme, præcis som man er. Folk bliver ikke kigget skævt til. Man bliver ikke sat i bås. Eller i et telt for den sags skyld. Alle er under samme tag og åben himmel denne dag, og alle kan være med. Musikken rammer bredt, men man skal ikke undervurdere publikum. Grøn Koncert har altid kvalitet på plakaten, og de musikere, der står på scenen, har lavet deres lektier. 

Hvad var jeres første tanke, da I fandt ud af, at I skulle spille på Grøn Koncert?

Nik: – ”Ja tak!” – vi er på som få.


Hvad er det Grøn Koncert kan?

Nik: – Jeg er til stadighed ret imponeret over, at det hele kan lade sig gøre – sådan rent praktisk. Man er jo nærmest lige trådt af scenen, og inden man kan fylde et fadølskrus, er det hele pakket ned igen og stillet op i en ny by. Jo, jo, bevares – os på scenen gør da vores ting, men det er de frivillige medhjælpere, den gode sag og det utrættelige publikum, der skal have pointene her. Aldrig har man set så mange smil på så mange forskellige læber på så kort tid. Grøn Koncert bringer det bedste frem i folk. Og fra scenen kan det ses og mærkes helt nede på de bagerste rækker – skulle vi hilse og sige.

Hvad håber I, at jeres optræden på Grøn Koncert kan føre med sig af positive ting?


Jay: – Vores mål er at give folk noget, man kan snakke videre om månederne derpå. Noget, der er så meget i fjæset på folk – pakket med tracks, de kender, overraskelser og syg energi. Vi vil fylde pladsen op med kærlighed, så vi kan føle os hjemme. Og netop som det bliver mere højtflyvende og over toppen end nogensinde, tager vi det ned på jorden igen. Vi gør det jordnært og ægte og lader folk gå derfra som gladere og bedre mennesker – forhåbentlig med en trang til at fortsætte festen ude i byen.

Hvad er jeres bedste minde fra at have optrådt på Grøn Koncert?

Nik: – For nogle år siden i Valby var temperaturen faldet til under 10 grader, og vejret bød samtidig på skybrud og vind i orkanstyrke. En enkelt homie ankom seriøst i flyverdragt og vandtætte moonboots. Vi måtte køres frem til scenen på en traktor. Det hele balancerede konstant på kanten til en aflysning, og vi var sikre på, at der umulig kunne være folk på pladsen. Da vi gik på som de sidste, lignede stedet en kampscene fra Ringenes Herre. Folk var dækket til i mudder, tæpper, gennemsigtige regnslag, eller også var de bare i bar overkrop. Men der var stadig tusindvis af mennesker. De stod tættere end nogensinde – på den måde havde de vel holdt varmen. Men de færreste var gået hjem, og da musikken startede, smed folk de sidste hæmninger og gik amok på en måde, man sjældent har set før. Det var helt cray.


Hvad betyder ”plads til forskelle” for jer?

Nik: – At være anderledes er ikke en dårlig ting. Det betyder bare, at man er modig nok til at være den man er. Og nogle mennesker har desværre travlt med at fremstå som alt andet end sig selv disse dage.

Hvad er forskellen på at spille på Grøn Koncert i forhold til en anden, mere traditionel koncert?


Jay: – Man får lov til at spille for et utroligt stort publikum på utroligt kort tid. Og så har vi bare et eller andet specielt bånd med det publikum, der kommer. Kom selv ud og se. Ægte magi.

Hvad er det fede ved Grøn Koncert-publikummet?

Nik: – Al den energi, som en festivalgænger normalt spreder ud på en tre-fire dage, bliver brændt af på én dag. Desuden møder de altid ret så talrigt op, år efter år. At se 40.000 mennesker med begge hænder i vejret på en grønsvær i Valby – det ligner noget, der er løgn. 


 

ANNONCE