Nyhed

Lars Ulrich: Vi var inspireret af Kill 'Em All

Metallica-trommeslageren fortæller, hvordan Metallica fandt inspiration i deres debut, og hvordan det formede deres kommende album

Metallicas niende album, "Death Magnetic", blev hyldet af fans for at vende tilbage til bandets thrash-rødder. Derfor var det også forventeligt, at de hårdtrockende rødder ville fortsætte ud af samme spor på deres kommende album "Hardwired ... To Self Destruct".

Sådan bliver det ikke helt, fortæller Lars Ulrich til Rolling Stone. Ideen om, hvordan det nye album skulle lyde ændrede sig nemlig markant efter, at Metallica havde optrådt med deres debutalbum "Kill 'Em All" i hele sin herlighed live.

Ulrich indrømmer, at det først var efter koncerterne i 2013, at han endelig forstod den sande værdi af bandets 1983-debut.

"Oprindeligt havde vi tænkt os at fortsætte, hvor vi slap. Siden 'Death Magnetic' kørte alt på skinner. Vi lavede noget med Lou Reed, vi lavede en Ronnie Dio-Rainbow-medley, et Deep Purple-cover, og filmen tog to år."

"Det var ikke før senere i processen, at vi begyndte at tage, hvad vi lavede i betragtning, og spurgte os selv, hvad vi ville sige med albummet. Det var der, at tingene begyndte at tage form og blive mere sammenhængende."

Selvom bandet "ikke arbejdede med en mission i mente", pointerer Ulrich, at deres optrædener med "Kill 'Em All" på Orion Festival var et nøgleøjeblik i valg af retning.

"Det var første gang, at jeg virkelig forstod albummet," siger han. "Meget tidligt var jeg afvisende, fordi 'Ride The Lightning' og 'Master Of Puppets' nok er lidt mere intellektuelt stimulerende og udfordrende. De var dybere album."

"Da vi spillede det, indså jeg, at 'Kill 'Em All' har sammenhæng. Den har sin egen ting med fart, men den er mere enkel. Sangene er længere, men ikke nær så progressive. Det er en verden i sig selv."


"Nogle af elementerne derfra tog vi med os over i det nye Jeg vil sige, at der er en lille rest fra at genopdage 'Kill 'Em All', der har sneget sig ind."

Det er da også tydeligt på singlen "Hardwired", der udkom i torsdag. Den har den tøjlesløse energi fra "Hit The Lights" fra "Kill 'Em All", den tunge, enkle thrash, blandet med de høje produktionsværdier fra "Black Album" (1991).

Ulrich har tidligere beskrevet materialet på "Hardwired ... To Self Destruct" som "mindre hektisk" end "Death Magnetic". Han forklarer: "De fleste af sangene er enklere. Vi introducerer en stemning og holder os til den - frem for tidligere sange, hvor vi begynder med et riff og så går herover og så herover, gennem alle mulige lydlandskaber."

"Sangene er mere lineære. Der er i hvert fald færre startskud og stop. Den ruller lidt mere end vores sidste album."

I aften (lørdag den 20. august) bliver Metallicas koncert i Minneapolis streamet over hele verden, men bandet er usikre på, hvorvidt de spiller nyt materiale.

Ulrich forklarer: "Chancerne for at spille en ny sang fra albummet er selvfølgelig steget, siden vi delte en ny sang med verden. Men en ting, som vi indså, mens vi indspillede albummet er, at vi har brugt meget tid og mange kræfter på at gøre de her sange gode."

"Givet valget vil vi hellere have folk skal høre den indspillede version i stedet for en live-version optaget på en lorte-telefon fra række 900. Så læs ind i det, hvad du ønsker."


Koncerten i aften streames blandt andet via Metallicas hjemmeside. "Hardwired ... To Self Destruct" bliver udgivet som dobbeltalbum den 18. november.

ANNONCE