Claus Norreen melder sig ud af Barbie Girl-bandet efter 20 år på farten
Når Aqua næste år optræder, som hovednavn på Vi Elsker 90’erne-turnéen, bliver det uden Claus Norreen (yderst til højre på billedet) som medlem. Norreen, der har været medlem af kvartetten siden starten i 1996, har valgt at forlade bandet.
” Jeg er på det seneste nået frem til en erkendelse af, at min del af rejsen var ved at nå til vejs ende. I takt med at mit musikalske fokus med tiden har fundet en noget anden klang, har jeg indset og accepteret, at min egen lyst til fortsat at turnere med Aqua ikke længere er til stede. Jeg føler desuden, at det ville være respektløst over for både kollegaer, publikum samt mig selv, hvis det blot blev gjort halvhjertet fra min side,” siger Claus Norreen og tilføjer:
”Derfor har jeg efter længere tids overvejelse, i fuld forståelse med resten af bandet og alle omkring mig, besluttet at stige af bussen nu og sige tusind tak for turen. Først og fremmest til mine tre rejsekammerater, men så sandelig også tusind tak til vores fans og alle de mange andre vidunderligere personligheder, som igennem årene har været med om bord."
Aqua blev for alvor verdenskendte, da de storhittede med popsange som ”Barbie Girl” og ”Doctor Jones”. I 2001 gik bandet midlertidigt i opløsning, men blev genforenet i 2007. Aqua er det mest succesrige danske bands nogensinde med 33 over millioner solgte plader globalt.
Aqua består fortsat af Lene Nystrøm, René Dif og Søren Rasted, som vil optræde på næste års Vi Elsker 90'erne.
Du kan se musikvideoen til ”Barbie Girl” her: