x

Kate Bush udgiver livealbum

Kate Bush udgiver livealbum

Opdatering: Nyheden er nu bekræftet af Kate Bushs pladeselskab, Warner Music

Overraskelsen var stor, da Kate Bush i 2014 annoncerede, at hun ville give koncerter i Londons Eventim Apollo. Den betydningsfulde, britiske sangerinde og sangskriver havde nemlig ikke spillet en koncert i fuld længde siden 1979. Her mere end to år efter de 22 udsolgte koncerter udgiver Kate Bush så et livealbum optaget under den legendariske koncertrække i London, skriver NME. Kate Bushs officielle hjemmeside har dog endnu ikke skrevet noget om albummet.

Det kommende albums titel bliver ligesom koncertrækken "Before the Dawn", og det udgives som et 3cd- eller 4lp-bokssæt. "Before the Dawn" kommer til at være delt i tre, ligesom koncerterne i Eventim Apollo i 2014 var det. Albummet udkommer den 25. november og bliver den første albumudgivelse fra Kate Bush i fem år. Sidst hun var pladeaktuel, var med det afdæmpede album "50 For Words For Snow", der kom i 2011.

Koncerterne i Eventim Apollo i 2014 blev en bragende succes. De 77.000 billetter blev revet væk, og både anmeldere og publikum roste koncerten til skyerne. Koncerterne blev også filmet, men endnu forlyder der ikke noget om en dvd-udgivelse.

GAFFAs egen anmelder Ole Rosenstand Svidt gav koncerten seks lysende stjerner og skrev blandt andet: "den største og mest positive overraskelse var, hvor hjemmevant Kate Bush virkede på scenen. Hun lignede en, der elskede rampelyset, og derfor må man håbe, at hun får blod på tanden og vender tilbage til livescenen også efter disse 22 koncerter." Læs hele anmeldelsen her.

Et album i tre dele

Det kommende livealbum "Before the Dawn"s tre dele indeholder materiale fra forskellige epoker af den stilskabende sangerindes karriere. Første del kommer til at bestå af syv sange, blandt andet "Hounds of Love" og "Running Up That Hill". Anden del af det kommende tredelte album kommer til at indeholde hele side 2 af "Hounds Of Love" fra 1985, nemlig sangcyklussen "The Ninth Wave" og det nyskrevne spoken-word-nummer "The Astronomer's Call".

Tredje del kommer til at indeholde anden del af Kate Bushs 2005-dobbeltalbum "Aerial", også kendt som "A Sky Of Honey". Her vil den aldrig før udgivne sang 'Tawny Moon', sunget af Kate Bushs søn Bertie McIntosh, også være at finde. "Before the Dawn" kommer dog også til at indeholde en sang, Kate Bush ikke optrådte med tilbage under koncerterne i 2014, nemlig "Never Be Mine" fra 1989-albummet "The Sensual World".  

Livealbummet vil være at finde både i butikkerne og online fra den 25. november. Albummet kommer til at indeholde liveindspilninger af følgende numre: 'Lily', 'Hounds Of Love', 'Joanni', 'Top Of The City', 'Never Be Mine', 'Running Up That Hill', 'King Of The Mountain', 'The Astronomer's Call' (monolog), 'And Dream Of Sheep', 'Under Ice', 'Waking The Witch', 'Watching Them Without Her' (dialog), 'Watching You Without Me', 'Little Light', 'Jig Of Life', 'Hello Earth', 'This Morning Fog', 'Prelude', 'Prologue', 'An Architect's Dream', 'The Painter's Link', 'Sunset', 'Aerial Tal', 'Somewhere In Between', 'Tawny Moon', 'Nocturn', 'Aerial', 'Among Angels'og 'Cloudbusting'. 

Det nye album bliver Bushs andet livealbum. Hendes første, "Live at Hammersmith Odeon" udkom i 1994 som del af en VHS-genudgivelse af koncertoptagelsen "The Tour of Life" fra 1979.

Se klip fra koncerten i Eventim Apollo her: 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA