Nyhed

Johnny Marr afslører gamle planer om at genforene The Smiths

Snakken om en mulig reunion kom ud af det blå under et møde mellem guitarist Johnny Marr og forsanger Morrissey i 2008.

The Smiths er bedst kendt som et af 1980’ernes vigtigste indiebands i England, og det trods bandets forholdsvis korte levetid i perioden 1982-1987. Siden bandet opløstes er der blevet spekuleret meget i en The Smiths-reunion, og nu fortæller guitarist Johnny Marr om et møde med sanger Morrissey i 2008, hvor de to diskuterede mulighederne for at gendanne The Smiths. Marr og Morrissey er ellers kendt for at have et anstregt forhold til hinanden.

På torsdag, den 3. november, udsender Marr erindringsbogen “Set the Boy Free”. I et uddrag herfra, bragt af The Guardian, fortæller den tidligere The Smiths-guitarist om det spontane møde, der ganske uventet kom til at handle om at samle bandet igen.

Her kan du læse Johnny Marrs tanker om dengang, han og Morrissey talte om at gendanne The Smiths.


En dag i september 2008 …

“… var vi kun et par mil fra hinanden i det sydlige Manchester og arrangerede at mødes på pub i nærheden. Jeg var glad for at se ham – det var 10 år eller mere, siden vi sidst mødtes,” indleder Johnny Marr.

Først talte de om personlige nyheder, familie og minder fra The Smiths, inden emnerne blev dybere og drejede ind på forholdet mellem dem. Morrissey bemærkede, at omgivelserne havde defineret deres indbyrdes relation, ofte på en negativ måde – og at det havde været sådan resten af deres hver især professionelle liv. En erkendelse, som Marr værdsatte, at Morrissey nævnte, for den var sand. Snakken om gamle dage fortsatte, og her opstod idéen om at genforene The Smiths.


“I det øjeblik syntes vi, at det med den rette intention kunne lade sig gøre og måske blive stort. Jeg arbejdede stadig på et album med The Cribs, og Morrissey havde også et album på vej,” skriver Marr. Det blev til et glas appelsinjuice og en øl mere, inden de krammede farvel.

Glad for snakken

Kort tid efter vendte Johnny Marr ideen med sit band, The Cribs. 


“I fire dage var det en meget reel mulighed (...). Hvis The Smiths genforenedes, ville en fandens masse mennesker blive glade, og med al vores erfaring ville vi måske være bedre end før," skriver Marr om sine overvejelser efter mødet med Morrissey i 2008. 

Skulle en genforening af The Smiths kunne lade sig gøre, var det nødvendigt med en ny trommeslager, eftersom den oprindelige trommeslager Mike Joyce sagsøgte Morrissey og Marr for manglende honorarer i 1996. Morrissey og Marr fortsatte dialogen og aftalte et nyt møde, men pludselig var der tavshed fra Morrissey, da Marr tog til Mexico med The Cribs. Kommunikationen mellem de to gled ud i sandet.

“Tingene var, som de havde været før, og det forventer jeg, at de vil blive ved med,” mener den tidligere The Smiths-guitarist.


Johnny Marr har senere fortalt The Guardian, at snakken om en mulig genforening af The Smiths opstod pludseligt under mødet med Morrissey i 2008. Han fortæller dog, at han er glad for den spæde kontakt med Morrissey, men at han ikke forventer, at venskabet fornyes. Desuden har Morrissey for nylig afvist en genforening af The Smiths, som du kan se i denne video:

Her kan du mindes det ikoniske band fra 80’erne med Morrisseys live-version af hittet “There Is A Light That Never Goes Out”:

ANNONCE