Nyhed

TAKforSIDST udgiver video med MJ Amigo som dansende julemand

Med ikoniske, Michael Jackson-inspirerede dansemoves spreder MJ Amigo julestemning på gaden i TAKforSIDSTs video til "Sne & Snaps".

Blot en uge efter udgivelsen af one-take-videoen til singlen "Grim Når Jeg Græder" er den danske trio TAKforSIDST tilbage med endnu en musikvideo – og denne gang er de klar til at sparke julen i gang.

Det fængende, nye nummer "Sne & Snaps" adskiller sig fra den almene julesang, idet den går væk fra de klassiske julemotiver såsom julepynt, nisser og julemænd. I stedet ligger fokus på den mere moderne fortælling omkring julefrokostens udskejelser.

I musikvideoen ses en dansende MJ Amigo, som iklædt julemandskostume spreder julestemning og ikke mindst forbavselse rundt i København med sine imponerende Michael Jackson-dansemoves. MJ Amigo er efterhånden blevet et velkendt ansigt i det københavnske bybillede som værende Strøgets Michael Jackson.


Trekløveret TAKforSIDST blev dannet i 2010 og består af medlemmerne Sif Steendahl Grandorf (guitar), Katrine Heidenheim Ubbesen (bass) og Elisabeth Heidenheim Ubbesen (vokal).

I maj fik GAFFA en snak med Elisabeth Heidenheim Ubbesen og Sif Steendahl Grandorf om blandt andet deres baggrund og musik. Interviewet kan læses her.

Musikvideoen til "Sne & Snaps" kan ses øverst i artiklen.


Du kan også høre sangen på de forskellige streamingtjenester her

 

 


 

ANNONCE