Nyhed

Leonard Cohen begravet hjemme i Canada

Sangeren og poeten, der døde i mandags, blev allerede begravet torsdag hjemme i Montreal, hvor det hele begyndte

Det var med traditionelle jødiske bønner, at Leonard Cohen blev stedt til hvile ved siden af sine forældre og øvrige slægt. Det skete torsdag på den jødiske Shaar Hashomayim-kirkegård, der ligesom bydelen Westmount ligger på skråningerne af Mount Royal i Montreal. Den 82-årige sanger levede hermed op til jødiske traditioner, der påbyder, at man kommer i jorden hurtigst muligt efter dødsfaldet. Blandt de bønner, der blev læst op, var også uddrag fra hans seneste plade, You Want It Darker.

Leonard Cohen hviler nu i familiegravstedet, hvor også hans forældre og bedsteforældre ligger. Til stede til begravelsen var hans familie og få venner.

Cohens søn, Adam Cohen, kunne berette, at hans far stille og roligt var sovet ind i mandags omgivet af sin familie. Ligesom det utvivlsomt var i fuld overensstemmelse med Leonard Cohens ønsker, at hans lig i fred og ro blev fløjet fra Los Angeles og hjem til Montreal, inden pressen hørte om det.


Ifølge den lokale Montreal Gazette overvejer man nu at opkalde det lokale bibliotek, Westmount Library, efter byens store søn.

ANNONCE