Vi kigger tilbage på superstjernens utrolige liv
I går døde George Michael i sit hjem i Oxfordshire i England af et hjerteanfald, 53 år gammel. Vi mindes superstjernen med en nekrolog i punktform.
Læs også stort GAFFA-interview fra 2004: Poppens ærlige mand taler om sex, stoffer og depression.
George Michaels fødenavn var Georgios Kyriacos Panagiotou. Hans far var en græsk indvandrer, der kom til England i 50'erne. Som ung blev Michael interesseret i musik og begyndte at optræde som dj, inden han dannede duoen Wham! med vennen Andrew Ridgeley på guitar og kor. George Michael var imidlertid den kreative drivkraft som sanger og sangskriver. Wham! var aktive fra 1981-1986, brød igennem i 1983 og kendes blandt andet for hits som "Wake Me Up Before You Go-Go", "Freedom", "I'm Your Man", juleklassikeren "Last Christmas" og "The Edge of Heaven".
Hans første solosingle var "Careless Whisper", der udkom i 1984, mens han stadig var en del af Wham! Sangen solgte over seks millioner eksemplarer.
Hans solokarriere tog for alvor fart, da han i 1987 indspillede nummeret "I Knew You Were Waiting (For Me)", der var en duet med Aretha Franklin. Sangen gik nummer et i både USA og England, og de to artister vandt sammen en Grammy Award i 1988 for "Best R&B Performance - Duo or Group with Vocal".
I 1987 udkom hans solodebutalbum "Faith". Ud over at spille stort set alle instrumenterne selv på pladen skrev og producerede han hvert eneste nummer, på nær en enkelt, som han "blot" var medskriver på.
Første single, der udkom fra debuten, var "I Want Your Sex", der hurtigt blev forbudt hos mange radiostationer i USA og England grundet dets seksuelle indhold. MTV viste også kun musikvideoen i de sene aftentimer. På trods af censur opnåede nummeret alligevel en andenplads på Billboards hitliste og en trejdeplads i England.
"Faith" lå i top ti på Billboard 200 i 51 sammenhængende uger, hvoraf 12 af dem var på førstepladsen. Det skyldes blandt andet singlerne "Faith", "Father Figure", "One More Try" og "Monkey", der også alle gik nummer et. Albummet solgte mere end 10 millioner i USA og på verdensplan 25 millioner til dato.
Michaels andet album "Listen Without Prejudice Vol 1" udkom i september i 1990, hvor han forsøgte at ændre sit image i retning af en mere seriøs sangskriver. I modsætning til forrige album nægtede Michael at lave noget som helst promotionarbejde for albummet, inklusive musikvideoer til sine singler. Derfor udkom første nummer "Praying For Time" med en video, der blot bestod af teksten skrevet på mørk baggrund.
Til nummeret "Freedom '90" blev der dog produceret en video, men Michael nægtede stadig at medvirke. Derfor hyrede han supermodellerne Naomi Campbell, Linda Evangelista, Christy Turlington, Tatjana Patitz og Cindy Crawford til at optræde i videoen og lip-synce.
I november 1994, efter en længere pause, vendte George Michael tilbage i spotlyset, da han optrådte til MTV Europe Music Awards. Her spillede han sit nye nummer "Jesus to a Child", der var en melankolsk tribut til hans kæreste, Anselmo Feleppa, der døde i marts 1993 af aids, på trods af at Michael endnu ikke officielt havde erklæret sig som homoseksuel. Det var Michaels første hitsingle i fire år i hjemlandet. Sangen medvirkede også på Michaels tredje soloalbum, "Older", der udkom i 1996.
I 1998 udkom Michaels første greatest hits som solist i form af "Ladies & Gentlemen: The Best of George Michael". Albummet bestod af 28 numre (29 på den europæiske og australske udgave) og var inddelt i to: "For the Heart" og "For the Feet", henholdsvis ballader og dansenumre. Pladen blev en kæmpe succes, der lå nummer et i otte uger i hans hjemland, lå der i alt i over 200 uger og er det 38. mest solgte album i England til dato. Året efter udsendte han coveralbummet "Songs from the Last Century".
Michael brugte to år på at arbejde på sit femte studiealbum, "Patience", der udkom i 2004. Første single "Freeek!" var især et hit i Europa, hvor nummeret blandt andet gik nummer et i Danmark i 2002. Næste single "Shoot the Dog" var en kontroversiel sang, der kritiserede George W. Bush og Tony Blair i forbindelse med invasionen af Irak. Nummeret blev et knap så stort hit. Kun i Danmark gik den nummer et.
"Twenty Five" fra 2006 var George Michaels andet greatest hits-album, der fejrede hans 25 års jubilæum som musiker. I 2006 påbegyndte han sin første tour i 15 år, "25 Live". Touren begyndte i Barcelona, Spanien i september og sluttede i december 2007 på Wembley Arena i England. Ifølge Michaels egen hjemmeside nåede de 80 koncerter at blive set af 1,3 millioner fans.
George Michael var involveret i en del skandaler gennem årene. Mest kendt er nok episoden, hvor han lagde an på en civilklædt politimand på et toilet i Los Angeles. Her kom det endelig officielt frem, at Michael var homoseksuel. Seks måneder senere udgav han singlen "Outside", der handler om episoden set i et humoristisk lys.
Michael var impliceret i en række af ofte stofrelaterede biluheld gennem det sidste årti. I 2004 var der to bilsammenstød, i 2006 kørte han ind i tre andre biler, mens han forsøgte at parkere, og i 2007 fik han frataget sit kørekort i to år grundet påvirket kørsel. Da Michael fik sin køretilladelse tilbage, var han medvirkende i endnu to bilsammenstød. I 2010 fik han otte ugers fængsel for at smadre sin Range Rover ind i en butik i London. Her fik han igen frataget sit kørekort, denne gang for fem år, da det også kom frem, at han havde indtaget en farlig cocktail af cannabis og angst-dæmpende medicin under kørslen. I maj 2013 skabte Michael nye overskrifter, da han faldt ud af en bil med 110 km/t på en motorvej. Han slap dog utroligt nok med overfladiske knubs.
George Michael indrømmede at have indtaget en del stoffer gennem årene, især cannabis, og han blev flere gange anholdt med stoffer på sig.
George Michaels sidste album, udgivet mens han levede, blev "Symfonica" fra 2014, et livealbum optaget på "Symfonica"-turnéen fra 2011 og 2012, hvor han fortolkede egne og andres sange med et symfoniorkester. Han besøgte undervejs Jyske Bank Boxen i Herning i 2011, hvilket blev hans sidste danske koncert – læs GAFFAs seksstjernede anmeldelse.
I september 2016 annoncerede George Michael dokumentarfilmen "Freedom" med premiere i marts 2017.
George Michael har gennem årene solgt mere end 100 millioner plader og har modtaget tre Brit Awards og to Grammyer.