x
George Michael: Symphonica, Jyske Bank Boxen, Herning

George Michael, Symphonica, Jyske Bank Boxen, Herning

George Michael: Symphonica, Jyske Bank Boxen, Herning

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Scenen er svøbt i røde velour-tæpper, og allerede fra første færd står det klart, at der er lagt op til en helt særlig aften selskab med George Michael. Rygter fra mandens turné-start i Prag vil vide, at vi kan forvente os alt fra coverversioner af Rufus Wainwright- og Rihanna-sange til genhør med de gamle Wham!-dage. Men hvordan kommer denne aften til at se ud, og hvordan gør for eksempel "I'm Your Man sig" egentlig i symfoni-version? Svaret følger længere nede.

Strygerne begynder så småt at røre på sig bag tæppet og udløser øjeblikkelig applaus fra det bænkede – og ganske brogede – publikum, hvoraf de der sidder i Deres udsendtes umiddelbare nærhed tydeligvis har nydt godt af barens goder og såmænd også sidder med favnen fulde af fadøl. Heldigvis er aftenens koncert af en kaliber, der kalder på andet og mere end et heftigt fadøls-indtag og fuldemands-venlige skrål-med-omkvæd. Det er ikke et greatest hits-party, der venter os. Det er noget andet, større og langt mere personligt end det. De, der glæder sig til at brøle med på "Careless Whisper" og "Last Christmas" får sig en skuffelse. Resten af os får en stor og særlig oplevelse ud over det sædvanlige.

20 minutter over otte dæmpes lyset helt, og kun det blodrøde scenetæppe står sparsomt oplyst. Bag tæppet lyder Michaels velsmurte vokal, der på nænsom vis fører os igennem "Patience"-nummeret "Through". Tæppet løftes, og aftenens hovedperson og hans medbragte symfoniorkester åbenbares til øredøvende applaus. Bag dem vokser en ualmindelig smuk baggrunds-visual, der som koncerten skrider frem får en mere storskærms-agtig funktion, hvor der dog er kælet for detaljerne. Det er ikke en storskærm, det er ikke visuals. Det er noget midt imellem, og det fungerer helt eminent.

Aldrig hørt bedre
Efter en overbevisende levering af "My Baby Just Cares For Me", lyder det afslappet fra scenen: "How are you doing, Herning? Welcome to Symphonica", hvorefter "Cowboys And Angels" fremføres siddende henslængt på en barstol, og vi opfordres til endelig at knipse med. Michaels stemme emmer af overskud, og man fristes til at sige, at han aldrig er hørt bedre – i hvert fald ikke i denne anmelders ører. Her kan man virkelig tale om balsam for øregangene. Ikke mindst på grund af Jyske Bank Boxens fremragende akustik, der langt opvejer dens lidt ærgerlige navn, og det fabelagtigt velspillende orkester.

George Michael fremstår som inkarnationen af coolness med sit mørke jakkesæt, solbrillerne og den ubesværede indlevelse i musikken. Det er overlegent på den gode og ukrukkede måde, og manden er ikke bleg for at henvende sig til sit publikum: "It's great to be back in Denmark. You were phenomenal last time. Obviously I won't make you work so hard this time, but you do get to boogie at the end", lyder det med et glimt i øjet bag de mørke brilleglas, hvorefter vi får en gåsehudsfremkaldende version af New Orders "True Faith", der krydres med lidt autotune og bjergtagende visuals. Der er sikkert mange, der vil argumentere for, at det udskældte producer-værktøj skænder Michaels vokal, men det klæder nu altså nummeret i overtegnedes optik.

Michael omtaler Terence Trent D'arby som en af de bedste kunstnere på planeten, og kaster sig ud i en varm og let melankolsk vokal omfavnelse af dennes gudesmukke "Let Her Down Easy". Atter rejser de små hår på armene sig – en position de i øvrigt befinder sig i langt det meste af aftenen. "Is that not an amazing song?" Publikum synes at være enige at dømme ud fra ud fra modtagelsen, der kun stiger i intensitet, da Michael præsenterer næste nummer: "Kissing A Fool" - med tilføjelsen: "I don't know it that well, but you seem to like it". Han giver sig selv fuldt ud, og nummeret leveres på trods af sin afdæmpede facon i kaskader af rå soul.

"You are listening beautifully"
Rufus Wainwrights underskønne "Going To A Town" krydres med en knivspids mere maskulinitet end originalen og leveres så indfølt, at kollegaen næppe kan andet end at kippe med hatten heraf. Pompøsiteten er i hvert fald intakt. "Det var sgu smukt!" bemærker min sidemand storsmilende, og man kan kun give ham ret. "Roxanne" leveres i en udgave, der er den lidt halvtamme version fra "Songs From The Last Century" langt overlegen. Hver en tone fra orkestret står klart og tydeligt frem, mens letlevende kvinder og mænd toner frem på bagtæppet.

Vi får "Older"-nummeret "It Doesen't Really Matter", der får et skud jazz og luftes live for første gang i denne sammenhæng. "You are listening beautifully, whish is all I can hope for really", lyder det beskedent fra Michael, der drager paralleller fra teksten til næste nummer til tingenes tilstand i dag, og "Brother Can You Spare A Dime" lukker flot koncertens første halvdel efter en time.

Russisk roulette-åbenbaring
Anden halvdel af koncerten indledes med det flotte titelnummer fra "Patience", hvorfra vi også får "John And Elvis Are Dead", der ikke har mistet noget af sin lækre lounge-steming. Rygterne fra Prag skulle desuden vise sig at tale sandt, og vi får Rihannas "Russian Roulette", der i Michaels hænder åbenbarer sig som den store og flotte pop-hymne, den er. Godt set, George! Det bliver interessant at se, om popprinsessen kan levere den i en tilnærmelsesvis lige så flot version, når hun står på selvsamme scene om halvanden måneds tid. Denne aften udgør sangen i hvert fald et af flere klokkeklare højdepunkter, og den bliver da også mødt med stående ovation.

Aftenens koncert har Michaels stemme som sit klare centrum, og sangene er udvalgt, fordi de alle som én har stor personlig betydning for aftenens hovedperson, fortæller han, på trods af at det er covers. Næste sang er imidlertid en af hans egne, og "You Have Been Loved" handler om troens magt og kryber direkte ind under huden på denne signatur.

"The next song is from "Songs From The Last Century", known in my house as 'Listen Without Purchasing'", fortæller Michael med en god portion selvironi, og forklarer, at han stadig er meget stolt af albummet, hvorfra vi får "You've Changed", før salig Amy Winehouse hyldes med sin egen "Love Is A Losing Game". "If Amy was still with us, I wouldn't dare sing it".


Nyt nummer

"Where I Hope You Are", der er aftenens eneste nye sang, får fuld skrue med autotunen, så man skulle tro, den hørte hjemme på Kanye Wests "808 And Heartbreak", men nummeret er ikke desto mindre en flot fængende og ikke mindst rørende popsang. Om en kommende klassiker er født, er dog alt for tidligt at gisne om her, men Michael giver sig tid til at dvæle ved sangens mange nuancer.

"Alright, let's go back to something I wrote, when I was nineteen. I remember saying to my record company: 'Girls are gonna whisper it like a nursery rhyme!'" Det kom de vist nok aldrig til, men det er nu også lige meget i aften, hvor "A Different Corner" på fornem vis klarer transformationen til højstemt symfoni-nummer, før vi får endnu et Nina Simone-cover i form af en dampende hed "Feeling Good", som ifølge Michael er sådan, han har haft det i aften. Det rykker, så man kan mærke det i gulvet.

Efter en kort pause er det naturligvis tid til ekstranumre, og som lovet får vi lov til at boogie lidt. Koncertens afsluttende og mere energiske seance lægger dog ud med endnu en afdæmpet sag i form af Stevie Wonders "You And I", som Michael indspillede til Prince William og Kate Middletons bryllup. Herefter kommer der imidlertid andre boller på suppen med et sublimt akustisk medley af "Amazing", "I'm Your Man" og "Freedom 90", der bringes ned i øjenhøjde, før "I Remember You" sætter punktum for en stærk aften i formidabelt selskab.

Der er ikke noget at sætte en finger på. Til gengæld er de krydsede for, at denne turné dokumenteres på den ene eller den anden vis. George Michael har ikke alene sunget som en drøm hele aftenen igennem, han har formået at levere en intim og dybt personlig optræden for 10.000 mennesker gennem en absolut velvalgt samling af egne og andres numre, som synes at tegne et perfekt billede, af den kunstner, han ser sig selv som i dag. Der var næppe mange, der savnede "Careless Whisper" eller "Wake Me Up Before You Go Go" i aften, og de, der gjorde, er gået glip af noget stort.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA