Nyhed

Ed Sheeran til Danmark

Den engelske sanger, sangskriver og guitarist gæster landet til foråret

Den engelske sanger, sangskriver og guitarist Ed Sheeran giver koncert i Jyske Bank Boxen i Herning 1. april.

Ed Sheeran udgav 5. januar to singler, "Shape of You" og "Castle on the Hill", der i løbet af kort tid indtog toppen af streaming-listerne i store dele af verden, også Danmark, og sangene slog med sammenlagt over 13 millioner afspilninger på kun 24 timer alle tidligere Spotify-rekorder verden over. Et tal, som i skrivende stund har passeret 200 millioner afspilninger på Spotify og i alt over 370 millioner afspilninger fordelt på alle streamingtjenester. Videoen til "Castle On The Hill" har på tre uger fået over 10 milloner visninger på YouTube.

Læs mere om de to singler og se musikvideoerne her.


3. marts udgiver Ed Sheeran sit tredje album, ""÷" (udtales "divide"), opfølgeren til "+" fra 2011 og "x" fra 2014. Om albummet udtaler Ed Sheeran i en pressemeddelelse: "Mit nye album har en helt særlig plads i mit hjerte, og jeg er sikker på, at det er mit bedste arbejde til dato. Jeg er ivrig efter at komme tilbage, og jeg kunne ikke være mere begejstret over, at det for alvor sker den 3. marts.”

Billetsalget til koncerten begynder torsdag den 2. februar klokken 11:00

Ed Sheeran optrådte i øvrigt første gang live i Danmark, da han optrådte til GAFFA-Prisen 2011 på Bremen Teater. Næste gang, der er GAFFA-Prisen, er 11. marts på Odeon i Odense, og de optrædende offentliggøres 1. februar. Hvem ved, måske er den næste Ed Sheeran på programmet? Køb billetter til GAFFA-Prisen på http://gaffa.dk/prisen – eller, hvis du er medlem af GAFFA Plus Guld, med solid rabat på GAFFA.dk/plus.


Se musikvideoen til "Castle on the Hill":

ANNONCE