Nyhed

Alt-J er klar med blodig video, filmet i Hareskoven – med Iggy Pop som fortæller

Casper Balslev har instrueret den dramatiske video

Den britiske indierocktrio alt-J har netop offentliggjort en blodig video til sangen "In Cold Blood". Videoen er filmet i Hareskoven nord for København med danske Casper Balslev som instruktør og ingen ringere end rocklegenden Iggy Pop som fortæller. Se videoen ovenfor.

"Vi elsker at arbejde med store instruktører og give dem kreativ frihed til at fortolke vores sange, som de vil. Det fører til store samarbejder, som denne nye video til "In Cold Blood" fra Casper Balslev. Som I vil finde ud af, kan en dag i en skovmus' liv være uventet farlig ... vi håber, I vil nyde den," udtaler bandet.

Casper Balslev har tidligere lavet musikvideoer til blandt andre Communions, Marina and the Diamonds og MØ.


"In Cold Blood" er anden singleforløber for alt-J's tredje album, "RELAXER", som udkommer 2. juni og bliver efterfølgeren til "This Is All Yours" (2014), som toppede den engelske hitliste, og debuten "An Awesome Wave" fra 2012, et album, der blandt andet modtog den prestigefulde engelske Mercury Prize.

alt-J har offentliggjort en stribe koncerter oven på deres kommende album, men endnu ingen i Danmark.

 
 
ANNONCE