Nyhed

Musik bliver nu et endnu større fokuspunkt for DR

DR Kultur står overfor store organisationsændringer

DR Kultur står over for store organisationsændringer, som skal træde i kræft efter sommerferien og skal sikre et øget fokus på musik og styrke det generelle kulturstofs gennemslagskraft hos de unge brugere.

Med organisationsændringerne etableres et nyt indholdsområde, DR Musik, som skal forstørre synlighed for dansk musik og skabe en bedre digital musikformidling. Under DR Musik samles kanalerne P2, P6 Beat, P7 Mix, P8 Jazz, Musikstyring, Karrierekanonen og Diskoteket. Jakob Marstrand, som har arbejdet med musik i DR siden år 2000, bliver chef for DR Musik, som den første i en række ledelsesændringer. Strategisk musikchef, Lars Trillingsgaard, bliver ligeledes en del af DR Musik.

Det forøgede fokus på musik og særligt dansk musik er dog ikke helt nyt fra DRs side. Sidste år indsatte DR ti nye initiativer, som skulle styrke dansk musik og ramme de unges ændrede medievaner. Initiativerne blev dog beskyldt for at være en tynd kop te – hvor de netop offentliggjorte ændringer kan være med til at styrke de musikalske ambitioner. Læs om de ti musikinitiativer her.


P3s redaktionschef og chef for DR Musik og Radio, Christian Ottenheim, bliver ikke en del af DRs fremtidsplaner, hvorimod den nuværende chef for TV og digitalt indhold til unge, Kasper Tøstesen, som står for flere produktioner med ungdomsindhold som Prinsesser fra Blokke og Petra Elsker Sig Selv, bliver chef for det andet nye område – DR Ung. Også P3s musikredaktør Mathias Buch Jensen, som blev ansat i december sidste år, fortsætter og bliver en del af DR Ung.

DR Ung bliver en større enhed, som omhandler alt DRs indhold til den unge målgruppe – digitalt, streaming, tv og ikke mindst P3. Kanalen indgår dermed først og fremmest under DR Ung og ikke DR Musik, hvilket ifølge DRs kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen sikrer, at P3 kommer ind i en stærk udvikling.

ANNONCE