Nyhed

Blue Foundation giver ekstrakoncert

Måneders heftig turneaktivitet afsluttes med en ekstra koncert på Vega

Blue Foundation har turneret i Danmark og Sverige siden slutningen af oktober, og nu rundes turnéen af med en ekstrakoncert i København.

Det internationalt funderede foretagende med medlemmer fra både Danmark, Japan og England albumdebuterede med det selvbetitlede album "Blue Foundation" i 2000, men vandt for alvor genklang med efterfølgeren "Sweep of Days" fra 2004.

Både det album samt den aktuelle "Life Of A Ghost" har bragt bandet vidt omkring i såvel Danmark som Tyskland, England, Island og Færøerne.


Med henvisning til gruppens bevægelse bort fra trip-hoppen og i retning af et mere guitarbaseret udtryk, skrev GAFFAs anmelder begejstret om "Life Of A Ghost", at "Blue Foundations nye udtryk kræver en smule tilvænning, men overraskelsen bliver hurtigt transformeret til forundring og begejstring over et nuanceret og helstøbt album, der bør give genlyd i ind- såvel som udland".

At denne forudsigelse er kommet til at holde stik, synes den nys afviklede turnés succes at vidne om. Det er således et efterhånden erfarent live-navn, som altså kan opleves for foreløbig sidste gang i denne ombæring på Store Vega fredag den 7. december.

For at fejre en succesfuld og velbesøgt turné lover Blue Foundation "live-overraskelser", ligesom Anders Remmer-projektet People Press Play er inviteret med i Vega denne aften. Desuden vil det være muligt at erhverve en T-shirt designet specielt til denne lejlighed.


Skulle man være forhindret på fredag, drager Blue Foundation dog allerede til foråret på turné i Danmark, Sverige, Norge og Finland.

Billetter på til koncerten kan købes via vega.dk.


Besøg Blue Foundation på nettet

ANNONCE