Vi glæder os allerede til næste år. For da solen kom indtrådte en speciel magi i Kongens Have
Lørdag i København og en magisk sådan. Og Kongens Have foldede sig ud som det perfekte sted at afholde festival. Midt i byen og så alligevel helt afsondret. Og med en del af parken udenfor hegnet, så dem, der bare ville tage madkurven med og høre musikken alligevel også kunne være med. Komos betyder Gilde, og et sådan var det langt hen ad vejen.
Dertil kom, at det var en fornøjelse med et program, der så helhjertet satsede på roots-musik, og hvor et godt miks af danske og udenlandske kunstnere fik de helt rette rammer til at udfolde sig, samt møde sit for det meste veloplagte og medlevende publikum.
Jeg kunne også rigtigt godt lide kombinationen af mad, hvor diverse af kogekunstens koryfæer var forbi og tale, ligesom der var en række muligheder for at prøve alskens mad. Jeg kunne dog godt tænke mig at den del af konceptet blev udvidet næste år, da det da er charmerende med foodtrucks, men når pladsen er til det kunne flere muligheder for at få serveret ved et veldækket bord være en mulighed, mens musikken indtages fra de to scener, der så fint supplerede hinanden.
Mig og Bobby McGee
Måske endda en ekstra dag kunne sætte prikken over i’et? For godt nok er trenden med at søndag skal være fri fed til de festivaler, hvor de fleste skal rejse hjem, men midt i byen i de omgivelser kunne søndagen sagtens inddrages.
Når det er sagt, var det en festival, der havde to sider, som det nu er i et land, hvor det åbenbart skal regne i juni. Her frygtede man et øjeblik, at festivalen ville støde ind i problemer, men til Kris Kristoffersons sæt stod rigtigt mange og hyldede en trubadur, som modigt gik på alene med sin akustiske guitar og en stemme, som det tog adskillige numre at få varmet op. Det var sandt for dyden ikke kønt i starten. Hverken for mig – eller Bobby McGee.
Og detaljen med den manglende Povl Dissing var heller ikke en køn historie at starte ud med. Transparens, please, en anden gang!
Store stunder
Når det er sagt var der mange store stunder:
Michael Møller & Foreign Lands var det perfekte møde mellem en sanger – der allerede har markeret sig med eftertryk med Moi Caprice – og nogle af landets fremadstormende folkemusikere. Deres nye album er blændende, og koncerten intim og fængslende.
Folkeklubben viste, at de er skabt til de store scener med et show, der både var politisk og stærkt underholdende.
Passenger viste sig at være alt andet end en sådan, for den engelske sanger var så absolut i førersædet og oplod sin smukke røst til stor glæde for en fuldt pakket Main Stage. Sympatisk gav han den både som del af et velspillende band og som busker – altså gademusiker – hvilket var charmerende og intimt, men også mindre memorabelt, når han skamred Tracy Chapmans 1988-hit, Fast Car, eller leverede en rædselsfuld version af Simon & Garfunkels The Sound Of Silence. Mens de fleste ventede på hans store hit, Let Her Go.
Lisa Ekdahl var i det forførende hjørne. Velsyngende med sin Elis Regina-frasering og det fnuglette udtryk, samt et virkeligt velspillende band leverede den stockholmske sangerinde en rendyrket folkeparksoplevelse, som man kender dem fra hinsidan og stod perfekt i den grønne park og dens tindrende solskin. Vidunderlig koncert i krydsfeltet mellem svensk visetradition, pop og latin-jazz.
Og endelig vil jeg nævne amerikansk-irske Flogging Molly, som gav en fest af en afslutning og for alvor fik den vilde dans i gang, mens pænheden – der trods alt havde præget meget af festivalen med perfekte harmonier og twangede guitarer – fik et spark et vist sted, og man følte sig aldeles befriet.
Bortset fra det formynderiske tidspunkt, der sagde midnat, hvorefter det var slut på et øjeblik.
Vi ses
Alligevel ser jeg allerede frem til næste år.
God stil, godt program og vidunderligt fællesskab.