x

Kryptisk udmelding fra Robert Plant

Kryptisk udmelding fra Robert Plant

Mens fans strømmer til Londons 02 Arena, hvor de tre overlevende medlemmer af Led Zeppelin gendanner gruppen ved en koncert i aften, bringer forsanger Robert Plant ny næring til stædige rygter om en regulær genforeningsturné. Det skriver Gigwise.com

Bandet har ellers hidtil fastholdt, at der vil være tale om en engangsforestilling i forbindelse med hyldestkoncerten til den afdøde grundlægger af Atlantic Records, Ahmed Ertegun.

I et interview med Sunday Times udtaler Plant imidlertid, at tanken om at spille sammen med guitarist Jimmy Page og bassist John Paul Jones fra tid til anden slet ikke er så tosset.

Senere i samme interview slår han dog fast, at det ikke var ham selv, men derimod "en anden én inde i mig", der sagde det.

"...ikke fyren fra Wolverhampton, men fyren fra isen og sneens land, fyren med skjorten knappet op ned til livet. Og han kan holde mund", udtalte sangeren kryptisk med reference til en linie fra Led Zeppelin-klassikeren "Immigrant Song".


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA