Nyhed

Se Stone Sour-publikum råbe "Fuck Nickelback!"

GAFFA – alt om musik

Nickelbacks sanger Chad Kroeger kom for nylig med nogle kritiske kommentarer om Slipknot og sanger Corey Taylors sideprojekt Stone Sour, og det har fans af sidstnævnte tydeligvis bemærket. Ved en Stone Sour-koncert ved Chicago Open Air Festival søndag begyndte publikum nemlig pludselig at råbe "Fuck Nickelback!". Se en optagelse herunder.

Ifølge Loudwire begyndte publikum at råbe de kritiske ord, da bandet forlod scenen, så Corey Taylor alene kunne synge nummeret "Bother". Taylor ser på optagelsen ikke ligefrem ud, som om han har noget imod råbesangen mod kollegerne. "I er fucking sindssyge," griner han. "Kom bare, få det ud af jeres system, lav noget fucking larm derude. Skønne, crazy bitches. Nu vil jeg sige jer noget, vi spiller en ikke-hit-sang ... sikke et pikhoved."


Chad Kroegers kritik af Slipknot og Stone Sour kom i sidste måned i et videointerview på sitet Metal Covenant. Her sagde Kroeger blandt andet: "Jeg kan ikke komme i tanker om et band, der er så alsidigt, som vi er." Da intervieweren foreslår Stone Sour, siger Kroeger: "Det er, fordi de forsøger at være Nickelback. Det er okay, men de er ikke så gode som Nickelback. De lyder som Nickelback light."

Om Slipknot sagde Kroeger videre: "Han har sagt nogle grimme ting om mig i pressen, og han siger, at det er let at skrive et hit. Jamen, så vis mig det. Jeg mangler endnu at høre et."

Om Slipknot lød det videre: "De var nødt til at tage masker på og hoppe rundt. Hvor god kan jeres musik være, hvis I er nødt til at banke hinanden og kaste op i jeres masker hver aften? (...) Musik skal ikke komme med en gimmick." Kroeger siger også om Corey Taylor: "Han blev træt af at sidde bag en maske. Han ville have, at folk skulle vide, hvordan han ser ud, så han startede Stone Sour". Se optagelsen nedenfor.


 

Dengang svarede Corey Taylor på kritikken til Arizona-radiostationen 98KUPD, hvor Taylor blandt andet sagde: "Jeg ville gerne sige noget om ham, men så begyndte jeg at læse nogle af online-kommentarerne om ham, og så behøver jeg ikke sige noget. Han er ikke nogen elsket person. Jeg er blevet kåret til rockens mest sexede mand iført en maske. Han er blevet kåret til rockens grimmeste mand to gange uden maske. Stik det op i røven." Se interviewet nedenfor.


 

ANNONCE