Nyhed

Nyt forsøg: Gaga til Danmark

GAFFA.dk - Alt om musik

Lady Gaga laver endelig et rain check på sin aflyste oktober-koncert. Det går ned den 17. februar 2018.

Efter en spektakulær Super Bowl-optræden tilbage i februar annoncerede Lady Gaga sin "Joanne World Tour", der blandt andet skulle have bragt hende til Royal Arena lørdag den 21. oktober.

Desværre måtte Koncertarrangøren Live Nation i september oplyse, at Lady Gaga blev nødt til at udskyde sin europæiske turné grundet stærke fysiske smerter. Som man også får et intenst indblik i i Gagas nye dokumentar Gaga: Five Foot Two, så lider hun af kroniske led - og muskelsmerter forårsaget af sygdommen fibromyalgi.


LÆS OGSÅ: Lady Gaga udskyder Europaturné inklusive Danmark

Lady Gaga har gennem årene modtaget seks Grammyer og solgt 30 millioner albums på verdensplan og 150 millioner singler, hvilket gør hende til en af de bedst sælgende musikere gennem tiderne. Gaga er også en af de største kunstnere på de sociale medier med mere end 61 millioner likes på Facebook, over 65,1 millioner følgere på Twitter og mere end 21,3 millioner følgere på Instagram.

Hendes femte studiealbum ”Joanne”, der udkom i oktober 2016, debuterede som nummer 1 på Billboard Top 200 og blev hendes fjerde amerikanske nummer 1-album i træk, hvilket gør hende til den første kvinde, der har opnået dette i tierne.


LÆS OGSÅ: Avantgardistisk udspil fra anarkisten Lady Gaga

Lady Gaga besøgte senest Danmark i juli 2015, hvor hun optrådte med jazzcrooneren Tony Bennett på Plænen i Tivoli. Hendes seneste koncert herhjemme som solist var i Jyske Bank Boxen i september 2014, hvor GAFFAs anmelder Lisa Amtoft Jensen uddelte fem stjerner og blandt andet skrev:

"Lady Gagas koncert i Jyske Bank Boxen var en flot og underholdende helhedsoplevelse, der viste flere sider af sangerinden. Showets røde tråd lod til at være et festfyrværkeri af pangfarver, ekstreme kostumer, dans og konfetti i massevis. Om dette er tilstrækkeligt, må den enkelte vurdere, men Gagas "artpop" er bestemt ikke et kedeligt bekendtskab." Læs hele anmeldelsen her.


Lyt til "Million Reasons" fra Gagas seneste album Joanne herunder.

 


ANNONCE