Nyhed

NorthSide klar med flere kunstnere

GAFFA.dk - Alt om musik

NorthSide offentliggør yderligere tre kunstnere til næste års festival. C.V. Jørgensen, Dizzy Mizz Lizzy og Nik og Jay bliver en del af musikfesten.

Billetsalget til den niende udgave af NorthSide startede i september, og de fem første fem navne er allerede blevet annonceret. Festivalen afvikles fra den 7. til den 9. juni 2018 i Ådalen ved Aarhus. Denne gang torsdag til lørdag modsat det sædvanlige fredag til søndag.

LÆS OGSÅ: 5 ting, GAFFA tænker om NorthSide-programmet


C.V. Jørgensen (DK)

Han er tilbage! Den legendariske sanger og sangskriver behøver egentlig ingen nærmere introduktion – det vidner hans kommende solo-turné om, hvor billetterne blev revet væk på få minutter. Turnéen markerer et comeback for den 67-årige rockmusiker efter otte års pause, og den ledsages af flere festivaloptrædener til sommeren 2018. Først blev han offentliggjort på Roskilde Festival, så Heartland Festival, så Tinderbox og også NorthSide. Ja tak!

Gennem mere end 40 år har han markeret sig som en af landets dygtigste sangskrivere og ageret inspiration for mange nye danske navne som Bisse, Aksglæde og Barselona. Han fik sit store gennembrud i 1977 med Storbyens Små Oaser, der indeholdt klassikere som ”Entertaineren” og ”Bellevue”, og i alt er det blevet til 12 studiealbum, tre livealbum og en lang række andre udgivelser. C.V. Jørgensens tekstunivers er – især i de yngre år – kendetegnet ved at være samfundskritisk med en karakteristisk poetisk kant, hvilket ikke mindst er eksemplificeret på albummet Tidens Tern, der i 2006 fik plads i Kulturministeriets Kulturkanon.


Lyt til “Bellevue” herunder.

Dizzy Mizz Lizzy (DK)


Gruppen udsendte sidste år deres første album i tyve år, der på behørig vis blev fejret i seks timer med en helt særlig udgave af P6 Beat Elsker Dizzy Mizz Lizzy samt en førsteplads på den danske albumhitliste. Pladen kom et år efter trioen havde spillet for omkring en halv million danskere på en totalt udsolgt indendørsturné og en række store festivalkoncerter. I år er det herhjemme kun blevet til en enkelt arenakoncert i København. GAFFAs anmelder Torben Holleufer gav herligheden fem ud af seks stjerner og ordene: “Dizzy Mizz Lizzy syntes på en anden planet i går. Eller rettere: De tog os i en ordentlig 16.000 m/k stor mundfuld med til et sted, der helt og aldeles var deres eget. Med en holdindsats så koncentreret og professionel, og et team omkring – lyd- og lysfolk i fornem grad – som leverede en næsten fejlfri indsats”. Heldigvis er bandet klar til endnu en turné i 2018, der kommer til at byde på et gensyn med bandet på NorthSide. Sidst trioen spillede gæstede den aarhusianske Festival var tilbage i 2015.

Lyt til baskeren "Silverflame" herunder. 


Nik & Jay (DK)

Den populære popduo med et svimlende antal hits og platinplader er forhåbentlig klar til at lægge folket helt ned på NorthSide, ligesom Thomas Helmig gjorde det i 2017. Vi kender dem som popdrengene, der godt kan lide fester og damer. De emmer af 00’er nostalgi, provins-disko og lidt for meget Dolce & Gabbana, men måske er pop-paletten alligevel ved at blive voksen? Det mener i hvert fald GAFFAs anmelder Jens Dræby som til Odeon-koncerten i marts i gav Nik & Jay fem stjerner og et par ord om deres nye single “Linje H”: "Den mikser et godt gammeldags omkvæd med relativt meningsfyldt sangskrivning og et nutidigt tungt og støjende lydbillede efor at få noget, der godt kunne gå hen og blive en af deres bedste tracks til dato." Læs resten af anmeldelsen her.

Lyt til “Linje H” herunder.


ANNONCE