"Vi ærgrer os ekstra meget," fortæller rockbandet, der skulle have spillet i aften.
Dizzy Mizz Lizzy har netop aflyst deres kæmpekoncert i Odense torsdag aften. Nu er koncerten på festivalen Suset i Esbjerg også aflyst, da rockbandet fortsat er ramt af sygdom.
I stedet træder D-A-D til og overtager den ledige plads på programmet.
Læs også: Rocken kan umuligt være død, når Dizzy Mizz Lizzy spiller som de gør
Dizzy Mizz Lizzy skulle have spillet på festivalens hovedscene fredag aften, men sygdommen i bandet har ikke sluppet helt.
"Sygdommen i Dizzy-lejren har desværre ikke sluppet helt, og det kommer også til at gå ud over vores optræden på Suset festivalen," skriver Dizzy Mizz Lizzy i en Instagram-story, som Suset har delt.
Bandet fortæller samtidig, at de havde glædet sig til at vende tilbage til Esbjerg, hvor de ikke har spillet i længere tid.
"Det er i forvejen længe siden, vi har været i Esbjerg, så vi ærgrer os ekstra meget, men håber snart at kunne vende tilbage. Både til Esbjerg og til vores sommertur i det hele taget. Det gik lige så godt," lyder det fra bandet.
D-A-D er dog ikke det eneste nye navn på årets festivalprogram. Det danske rockband The Floor Is Made of Lava med Tobias Kippenberger i front er også blevet føjet til plakaten. Bandet spiller sin første koncert i 13 år på festivalen.





