Nyhed

Gorillaz udgiver nyt album i 2018

GAFFA.dk – alt om musik

Det er kun otte måneder siden, Gorillaz sidst var albumaktuelle, men de udgiver et nyt album allerede næste år, fortæller gruppens visuelle bagmand Jamie Hewlett.

Det er det tyske kunstbogsforlag Taschen, som har talt med Hewlett, der er aktuel med en stor retrospektiv bog på forlaget. Hewlett fortæller blandt andet:

"Vi arbejder på et nyt Gorillaz-album, som vi vil udgive næste år. Vi går direkte ind i dette album uden pause. Normalt plejer vi at have en pause på fem år mellem hvert album, men vi besluttede os til at sige: "Ved I hvad, vi kører videre", fordi der er idéer til flere album, så vi går direkte ind i det. Det vil være hele næste år og formodentlig året efter. I slutningen af 2019 vil vi sandsynligvis sige "Lad os tage en lille pause". Eller vi vil sige: "Lad os fortsætte".


Hør interviewet nedenfor, hvor Hewlett begynder at tale om Gorillaz ved 10:20.

Jamie Hewlett er manden bag Gorillaz' visuelle udtryk og står dermed bag deres animerede musikvideoer og de fire tegneseriefigurer, der udgør gruppens grafiske identitet. Han brød igennem i midt-90'erne som medskaber af tegneserien Tank Girl og har også arbejdet med scenografi til Damon Albarns opera Monkey: Journey to the West og skabt en lang række kunstværker, ofte med inspiration fra tegneserier.


Gorillaz udgav i april deres femte album Humanz, som de fulgte op med en turné, der blandt andet bragte dem til en udsolgt Royal Arena i november, og de kan opleves på Roskilde Festival 2018.

LÆS OGSÅ: Pletskud fra Damon Albarn & Co. – anmeldelse af Gorillaz, Royal Arena, november 2017

Forrige gang, Gorillaz var albumaktuelle, var der også kun et år mellem dette album og dets forgænger. Da The Fall udkom i april 2011, var det nemlig kun et år efter Plastic Beach, som kom på gaden i marts 2010, og The Fall blev faktisk allerede udgivet digitalt i december 2010 som en julegave til medlemmerne af Gorillaz' fanklub. Der var til gengæld fem år mellem Plastic Beach og forgængeren Demon Days, og igen fire år mellem det album og Gorillaz' selvbetitlede debut.


ANNONCE