Nyhed

The Fall-sanger Mark E. Smith er død

GAFFA.dk – alt om musik

Mark E. Smith, sanger i det engelske postpunkband The Fall er død, 60 år gammel. Det bekræfter gruppens manager Pam Vander alias Pam Van Damned på Facebook.

"Det er med dyb sorg, at vi offentliggør Mark E. Smiths død. Han afgik ved døden hjemme denne morgen (onsdag den 24. januar, red.). En mere detaljeret udtalelse følger i de kommende dage. I mellemtiden beder Pam og Marks familie om fred i denne triste tid," skriver Vander.


Mark E. Smith dannede The Fall i 1976 efter at have været til Sex Pistols' legendariske koncert i Manchester Free Trade Hall. Han var eneste oprindelige medlem af gruppen, der har haft talrige udskiftninger gennem årene, og bandet var især kendt for Smiths karakteristiske talesyngende, vrængende stil og ordrige tekster.

Gruppen debuterede i 1978 med ep'en Bingo-Master’s Break Out! og har udgivet hele 31 album, senest New Facts Emerge fra 2017. Musikalsk har udgivelserne spændt fra post-punk over rockabilly og elektro til pop og meget mere, ofte med minimalistiske, repetitive kompositioner. New Facts Emerge fik fem stjerner af GAFFA Sveriges anmelder Matthias Skeppstedt under overskriften "Mark E. Smith er tilbage med en syleskarp plade."

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af The Fall: New Facts Emerge


Gruppen har ikke givet dansk koncert siden 2003, hvor de spillede på Train i Aarhus til RECession-festivalen, men optrådte i Norge i 2016. Her uddelte GAFFA Norges anmelder Ellen Lund fem stjerner under overskriften "Hvor var du, da Mark E. Smith og The Fall skrev historie på Oslo Pysch Fest?"

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af The Fall, Oslo Pysch Fest, november 2016

Sidste år måtte gruppen aflyse sin USA-turné, efter at Smith måtte indlægges med problemer med hals, mund og åndedræt, og da de senere spillede i England, optrådte Smith i kørestol, skriver NME.


Se Mark E. Smith og The Fall live i 1981:

ANNONCE