Nyhed

Kaspar Kaae byder weekenden velkommen med ny video

GAFFA.dk - alt om musik

Kaspar Kaae gør sig klar til at vende om i ny video. Se den nedenfor.

Sangeren og sangskriveren i Cody, Kaspar Kaae, har smidt fløjlshandskerne og er gået i soloudbrud – nu på dansk. 

I et rum, der synes ganske trangt, givet at der er tæt pakket af folk, står Kaae i midten og har øjensynligt ikke forstået dresscoden. Således præger hans hvide flade den sorte masse som det ene umiskendelige, som et potentielt endeligt forsøg på at lade den forvildede elskov finde tilbage i sikre hænder. Det gøres med et mere elektornisk udtryk end tidligere set hos Cody, og Kaspers humør i videoen skriger da heller ikke af pulserende energi, men snarere en ensomhedens tristesse i neonskær. 


Udviklingsforløbet synes essentielt i Kaaes egen musikalske udfoldelse. Førstesinglen var således også betitlet "Jeg begyndte at gå" og var en bevægelse ind igennem barndommens rene virketrang og lyst til livet. Nu trækker smilebåndet ikke helt så bredt, og eftertanken er sat i værk, da vi nu er i gang med at blive ladt tilbage. 

"Jeg vender mig fra vinteren og lykken / som jeg ikke kan nå / jeg ved, hvor du skal hen, er selv på vej af sted / nu går vi samme vej hver for sig".

Du kan altså nu engang gøre, hvad end du vil, men du kan ikke rigtig undlade at bevæge dig. 


Selv siger Kaspar Kaae om singlen "Vend dig": 

"Vend Dig" er en sang, der omhandler erkendelsen af, at vejen ender blindt, og at et kærlighedsforhold er forbi. Men den handler også om, at vejen ud af sorgen oven på tabet er en cirkelbevægelse, der gentager sig igen og igen og igen. Her går sorg, håb og benægtelse hånd i hånd. Så selv når vi forsøger at gøre os fri af fortiden og fæstne blikket på det, der venter forude, opstår der altid situationer og øjeblikke, hvor alle de smertefulde og dårlige minder fordufter, og hvor ønsket om at vende om, at vende tilbage er stærkest.

Den 11. maj udkommer debutalbummet med titlen "Jeg begyndte at gå", og i den anledning kan man da snildt vende sig rundt og begynde at vandre ned mod Hotel Cecil i København, hvor Kaae vil give releasekoncert i anledningen. 

ANNONCE