Nyhed

Rolling Stone-grundlæggerens kommentarer om #MeToo vækker opsigt

GAFFA.dk – alt om musik

Jann S. Wenner har i et nyt interview kaldt #MeToo-kampagnen en "heksejagt". Mange reagerer på udtalelserne fra mediemogulen, som tidligere er blevet beskyldt for seksuel chikane af to ansatte.

Interviewet, som for nylig blev publiceret af Associated Press, skulle handle om HBO-dokumentarserien om det indflydelsesrige musikmagasin Rolling Stone, som sidste år fyldte 50 år, en serie som for nylig blev vist på DRK. Interviewet har imidlertid fået mest opmærksomhed for Wenners udtalelser om #MeToo-kampagnen.

Blandt andet mener han, at det hele er en "heksejagt" med "fravær af retfærdige retssager".

Wenner er blevet beskyldt for to tilfælde af seksuel chikane af sine egne ansatte i 1983 og i 2005, ifølge Variety. Selv om han ikke benægter, at "noget skete" mellem ham og dem, som har anklaget ham, mener han, at der ikke skete noget "ulovligt, umoralsk eller uetisk" i disse situationer.


Flere reagerer på udtalelserne, herunder journalisten Ben Ryan, som tidligere er stået frem med sine beskyldninger mod Rolling Stone-grundlæggeren. 

Artiklen fortsætter under Twitter-meldingen.

På Twitter skriver han: "Jan Wenner fra Rolling Stone chikanerede mig seksuelt. Han siger, han ikke har noget at skamme sig over. Jeg er uenig".

Også journalist Anna Gaca fra musikmagasinet Spin er tydeligt utilfreds med Wenners kommentarer. I sin egen artikel kalder hun udtalelsene fra den 72 år gamle mediemogul "forbløffende forudsigelige" og tilføjer, at Wenner ikke bare "bløder finansielt" (Rolling Stone blev sat til salg sidste efterår), men også, at han "bløder kulturel kapital".


"Hvis #MeToo havde været et U2-album, havde han muligvis støttet det", afslutter hun sin tekst.

Hun henviser til kontroversen omkring den nylige afsløring om, at Wenner havde taget styringen, da Rolling Stone skulle kåre årets bedste album i 2014 og bestemt, at favoritbandet U2 (med hans personlige ven Bono som vokalist) skulle toppe listen med et album, resten af verden i bedste fald syntes var middelmådigt, nemlig Songs of Innocence.

 
ANNONCE